I sin fremragende "Forstå populismen!" skriver Anna Libak: "det er usikkert, om de muslimske befolkningsgrupper vil få samme sekulære tilgang til deres religion som den, der er fremherskende i nutidens kulturkristne Europa. Det er just derfor, man over hele EU forsøger at tvinge muslimer til at opføre sig sekulært: Man skal nå at sekularisere dem, inden de kan mobilisere sig politisk. Nu kæmpes der om fremtiden."
Helt enig: Der pågår en kamp om fremtiden, men Anna Libaks forsigtige formulering kunne godt være trukket skarpere op. Vi ved fra diverse meningsmålinger, at en uhyggelig stor andel af muslimske indvandrere er fjendtligt indstillet over for vestlige værdier og bekender sig til en rettroende udlægning af islam, hvor sharia skal være en del af lovgivningen 1 2, og hvor de mener, at islam skal herske over hele verden. Det er også Thilo Sarazzins budskab i sin nye bog "Fjendtlig overtagelse: Hvordan islam forhindrer fremskridtet og truer samfundet."
På søndag kommer vi til at overvære det første store slag i kampen om fremtiden for Sverige. Sverigesdemokraterne står til at blive det største parti, men der er ingen garanti for, at mandaterne vil kunne omsættes til politisk indflydelse. Det er dog formentlig kun et spørgsmål om tid, for det er tvivlsomt, om de etablerede partier i længden kan stå imod presset fra vælgerne, efterhånden som volden og integrationsproblemerne vokser dem helt over hovedet. Og risikoen for at de svenske byer eksploderer i et orgie af vold og bilafbrændinger på valgnatten er høj.
Herhjemme er debatten dukket op om håndtryk og statsborgerskab, men hvorfor skulle vi helt frem til 2018, før vi fik en debat om, hvorvidt indvandrere, der ikke er og ikke ønsker at blive integreret, ikke skal have statsborgerskab? Man kan diskutere, om krav om håndtryk er en effektiv metode til at afsløre, hvem der er islamister, eller om der ikke er andre og bedre kriterier, men det burde ikke være til diskussion, at islamister ikke skal tildeles indfødsret. Eller gives opholdstilladelse. De ønsker ikke at blive integreret, og de udgør en trussel mod vores liberale demokrati. Det er en kamp om fremtiden.
Og ja, selvfølgelig er det sindelagskontrol. At være dansker handler om sindelag. At man føler sig som dansker og ønsker at være en del af det danske fællesskab. Og gør man ikke det, og respekterer man ikke, at de af Folketinget vedtagne love står over religiøse forskrifter, så skal man naturligvis ikke have dansk statsborgerskab.
Dette er et standpunkt i ytringsfrihedsdebatten, som vi i Trykkefrihedsselskabet har stået ret ene med, at forsvaret for ytringsfriheden begynder ved grænsen, men i sidste ende er det udlændingepolitikken, der kommer til at bestemme, om vi også vil have ytringsfrihed, religionsfrihed og kan nyde en udbredt grad af personlig frihed om 30, 50 og 100 år. Det er nu, der skal kæmpes om fremtiden.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
