Jeg havde i lørdags fornøjelsen af at deltage i en paneldebat i Oslo, arrangeret af det glimrende norske netmagasin Document.no, som Sappho har indledt et samarbejde med. Emnet var "Dræber ord?".
Med i panelet sad Walid al-Kubaisi, kendt for sin film om Det muslimske Broderskab, bloggeren Bjørn Stærk og forfatteren Ole Jørgen Anfindsen fra Honestthinking.
Jeg var inviteret som repræsentant for det vilde, hårde Danmark. Vi har et elendigt rygte i norsk offentlighed – deroppe er det Carsten Jensen, der udlægger hvad der sker i Danmark.
Men efter at have snuset til debatklimaet i Norge, går det op for mig, hvor meget værd det frirum er, vi har tilkæmpet os hernede. Det findes ikke i samme grad i Norge – endnu.
Følgende er min tale fra mødet i let revideret udgave.
Dræber ord?
Hvis det virkelig var krigsretorikken og den heftige islamdebat, der skabte grundlaget for massakren d. 22. juli, så skulle Anders Breivik have været dansk.
Jeg kender den danske debat og jeg kender Document og Human Right Service og de er meget moderate og afdæmpede efter danske standarder.
Jeg var glad for, at jeg allerede kendte dem d. 22. juli. Det betød, at jeg hurtigt gennemskuede den løgn, som også danske medier lancerede: Medskyldige i massakren på Utøya var krigsretorikken, Eurabia-ideologien og ”hadet i vor midte”, som man fandt det hos Document og Human Rights Service.
Jeg har aldrig opfattet Document og Human Rights Service som hadefulde.
Ikke fordi man ikke skal have lov at hade. Jeg tror f.eks. jeg ville hade Anders Breivik, hvis det var mit barn, han havde slået ihjel.
Men had er ikke udgangspunktet for konservatismen, sådan som jeg forstår den, og sådan som jeg møder den på Document. Roger Scruton, som jeg ved I også kender, formulerede det sådan for nylig:
”Det afgørende i konservatismen er ønsket om at bevare det, som man elsker. Det er dens styrke, at den er funderet i kærlighed og ikke i had eller modvilje - som er langt mere karakteristisk for venstrefløjen. Man skal aldrig opfatte kærligheden som en svaghed.”
Så også på dette punkt tog mainstreammedierne fejl – når de beskrev de norske islamkritikere som hadefulde.
Danske reaktioner
Hvordan reagerede de danske medier på massakren? Reaktionerne var præget af at vi i 10 har haft en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti.
Vi har haft udlændingestramninger. Vi har haft Muhammedkrisen og en lang og hård debat derefter, som venstrefløjen faktisk har tabt. Så venstrefløjen har simpelthen været i defensiven i 10 år.
Og så kommer den onde, højreorienterede islamkritikers terroraktion! Nu skulle der holdes storvask. Nu skulle der betales tilbage. Det førte til en tsunami af mudderkastning.
Der er ingen grund til at referere det i detaljer. I kender det hele godt heroppefra:
Det gennemgående var kravet om selvransagelse. Det lyder godt. Men det var ikke selvransagelse, man mente. For selvransagelse betyder, at man ransager sig selv.
Det, man gjorde, var at pege fingre af andre. Det, man krævede, var at vi andre skulle gå bodsgang og sige: Ja, vi ved godt, at vi er medskyldige. Vi ved godt, vi er gået over stregen. Vi skal nok dæmpe tonen og ændre kurs i fremtiden.
Det nægtede vi. Og det var sikkert nemmere for os, fordi denne monstrøse massemorder ikke var dansker. Men jeg tror ikke, det er den eneste forklaring på forskellen i reaktionerne i Danmark og Norge.
For der er forskel. I dag er denne debat faktisk død hos os. Forsøget på at stigmatisere islamkritikere som medskyldige i Breiviks udåd er mislykkedes, mener jeg.
Vi er ikke blevet sat 10 år tilbage. Eller fem år eller to.
Sådan så det ud i sommer. Men det gik hurtigt over.
Det er der flere forklaringer på.
En vigtig forklaring er reaktionen fra Dansk Folkeparti. I dagene efter forsøgte venstrefløjen at gøre Dansk Folkeparti medskyldig.
Dansk Folkeparti reagerede helt anderledes end jeres Fremskrittspartiet. Man gik til modangreb. Man protesterede meget indigneret og næsten vredt: Det var et groft misbrug af en uhyrlig begivenhed, som venstrefløjen var ude i, sagde man.
Det var modigt. For det var kort tid efter drabet og alle var i chok. Men det lykkedes at slå angrebet tilbage. Og store dele af opinionen gav DF ret: Det var for groft at tørre Breivik af på DF og ”tonen i debatten”. Det lugtede langt væk af politisk misbrug af en tragedie.
Der opstod altså en opinion, der protesterede mod misbruget af Utøya. Og det er grunden til, at vi i dag ikke har en ”Breivik-effekt”.
Siv Jensens anger
Jeg mener, Siv Jensen begik en stor fejl ved at sige, at hun ville ændre sprogbrug og at ”hun angrer på sprogbruk i debatter”.
Hun tog lidt af skylden på sig. På den måde bidrog hun til at kæde sig selv sammen med Breivik og dermed til at køre Breivik-debatten et forkert sted hen: Så blev debatten holdt fast i spørgsmålet om tonen og sprogbrugen og ”ord som dræber”
Jeg har psykologisk forståelse for hendes reaktion. Hun, I, var ekstremt presset i en ekstrem situation. Men jeg mener, vi kan lære én ting af denne sag:
Man redder ikke sit skind ved at påtage sig skylden for noget, man ikke har gjort.
Når andre massivt forsøger at pådutte én ansvaret for noget, skal man holde hovedet koldt og ryggen rank og overveje for sig selv, om det virkelig kan være rigtigt.
Og i denne sag var det ikke rigtigt.
Massemord som ”martyraktion”
Jeg vil give et eksempel.
Anders Breivik citerer den amerikanske islamkritiker, Robert Spencer ca. 90 gange. Robert Spencer har skrevet den ene glimrende bog efter den anden, hvor han argumenterer for, at kristendommen er fredens religion, der aldrig kan levere religiøs ammunition til terror.
Alligevel er han altså citeret massevis af gange af Breivik, der så går ud og begår terror og oven i købet kalder sit massemord for en ”martyraktion”.
En martyraktion!
Jeg er teolog og kender en del til kirkehistorie og jeg har aldrig hørt om en kristen martyr, der blev martyr ved at slå mennesker i ihjel. En martyr er et blodvidne. Men det er ens eget blod, ikke andres, der er vidnesbyrdet på ens tro.
Anders Breivik havde et islamisk martyrbegreb. Det mindede langt mere om Mohammed Attas end om Polykarps af Smyrna.
Vulgær-pietisme
Så selv om jeg opfatter mig kristen, konservativ, national og islamkritisk, så føler jeg overhovedet ikke trang til selvransagelse, eller skyld eller anger oven på Breivik.
For han er ikke en ægte konservativ. Ikke egentlig kristen. Og ikke national. Og ikke i egentlig forstand islamkritisk. Han ønskede jo, at hans fremtidige tempelriddere skulle arbejde sammen med al-Qaeda.
Hvor islamkritisk er det?
En ægte national slår ikke sine landsmænd ihjel. En ægte kristen forveksler ikke martyriet med massemord og en ægte konservativ skyr terror som pesten.
Derfor skal konservative ikke bøje ryggen eller dæmpe retorikken og gøre tilløb til undskyldninger. Tværtimod.
Det var, set fra Danmark, modbydeligt at være vidne til mediernes jagt på offentlig syndserkendelse efter Breivik: på offentlig anger og på offentlig selvransagelse.
Det var et frygtelig vulgær-pietistisk show – en pietistisk, moralistisk tendens, som er mere udpræget i Norge end i Danmark. Det er en pervertering af det kristne begreb om skyld, der blev luftet, for synd og skyld er i kristen betydning noget mellem Vorherre og mig.
Og når han har tilgivet mig min skyld, så er der ikke nogen mediepøbel, der skal pådutte mig skyld og skam. Tværtimod, med Guds tilgivelse i ryggen kan og skal man give fanden i, hvad andre tænker om en.
Ondskaben er der
Breivik mindede os om, at ondskaben findes. Og at den kan dukke op også i vore kredse. Det skal vi huske. Alle ord kan misbruges af en massemorder.
På den måde er vi alle blevet klogere efter 22. juli.
Men virkeligheden har jo ikke ændret sig. ”Hvad der var sandt for to uger siden, er sandt i dag”, som Bruce Bawer sagde i sommer.
Sidste lørdag talte den engelske islamkritiker Douglas Murray i Trykkefrihedsselskabet i København og han kom ind på udtrykket: Man må ikke råbe brand i et fyldt teater.
Jo, men hvis nu teatret brænder? Så har man ikke bare ret, men også pligt til at råbe op.
Så vidt jeg kan se, er der brand i det europæiske teater. Og vi har ikke kun ret, men pligt til at råbe op. Og blive ved at råbe op. Også efter Utøya.
