For nylig skrev jeg, at når Trykkefrihedsselskabet til november afholder debat om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger i undervisningen, så vil hverken Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, eller Danmarks Lærerforenings ditto, Gordon Ørskov Madsen, deltage. Men ikke nok med det: ingen af dem vil sende andre repræsentanter for de fagforeninger, der ellers er sat i verden for at varetage folkeskolelærernes interesser og sikre ordentlige arbejdsvilkår.
Debatmødets tema er ellers superaktuelt – ja ligefrem presserende at få drøftet efter den franske lærer Samuel Paty for snart et år siden fik halsen skåret over efter at have vist Muhammed-tegninger som en del af et undervisningsforløb. Herhjemme fik sagen en opfølger, da en lærer på Københavns Professionshøjskole bakkede Samuel Paty og ytrings- og metodefriheden op ved at bekendtgøre på Twitter, at hun fremover ville lade Muhammed-tegninger indgå i undervisningen. Det indkasserede hun så mange dødstrusler for, at hun nu lever på hemmelig adresse og har sin egen PET-kontakt.
Disse temmelig konkrete trusler mod både lærernes metodefrihed og ikke mindst deres liv og sikkerhed, skulle man mene ville få deres organisationer til at ile deres medlemmer til undsætning og kræve indgreb og sikring af deres medlemmers arbejdsmiljø og -vilkår. Især nu, hvor den politiske opbakning til lærerne strækker sig langt ind i SF, hvis formand, Pia Olsen-Dyhr har fremsat et glimrende forslag om fælles undervisningsmateriale, hvor Muhammed-tegninger indgår.
Det forslag har lærernes formand hældt ned ad brættet. I fagbladet Folkeskolen siger han: ”Vi skal tage den diskussion meget alvorligt, og måske også mere alvorligt, end vi gør i forvejen i danske skolesystem. Men jeg tvivler på, at det er måden at gøre det på ved at rejse debatter om Muhammed-tegninger i undervisningen”. I så fald skylder han at komme med forslag til og anvisninger på, hvordan lærernes metodefrihed så skal sikres, men det gør han ikke. Og hvor efterlader det så den undrende offentlighed, når lærernes formand anerkender problemet, afviser politikernes forslag og topper det hele op med at nægte overhovedet at diskutere det emne, han selv påstår skal tages meget alvorligt?
Det ligner grangiveligt et kluntet forsøg på at lave en stråmand, men hvorfor? Hvad er det, der gør, at lærernes repræsentanter synes så opsatte på at tie problemerne ihjel og undgå opmærksomhed og debat om en identificeret og anerkendt trussel mod et helt centralt element i deres virke og faglighed? Svaret kan være ildevarslende, for det er nærliggende at antage, at både Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening faktisk mener, at de beskytter deres medlemmer bedst ved at nedtone og helst helt lukke øjnene for elefanten i rummet.
I så fald er noget tippet i Danmark.
Det har aldrig tidligere voldt problemer for godhjertede danskere i centrum-venstre segmentet (hvortil hovedparten af lærerne traditionelt hører) at ile forud med højlydte krav om forståelse, inklusion og villig tilpasning af undervisningen efter muslimske særkrav: fritagelse fra kristendomsundervisning, særlige badefaciliteter efter idræt, accept af manglende fremmøde ved lejrskoler osv., osv. Alt sammen enten bifaldet eller accepteret i inklusionens og integrationens hellige navn – og altid villigt debatteret i offentligheden.
Når folkeskolens repræsentanter nu udfolder så store bestræbelser på at undgå debatten, ligger det lige til højrebenet at antage, at nye tilstande er indtrådt og at det ikke længere er et spørgsmål om at omfavne et mindretal, men at dette mindretal nu er blevet så magtfuldt og/eller talstærkt, at det på centrale områder har erobret definitionsretten i en af vores vigtigste kulturbærende institutioner, og at denne definitionsret i kraft af ikke blot den latente voldstrussel men nu også en stadigt mere massiv tilstedeværelse af islam i klasseværelserne har gjort indhug i vore basale frihedsrettighederne ad bagvejen.
Og det er ikke bare i folkeskolen at noget er tippet. Også i visse dele af universitetsmiljøet er nye tilstande under opmarch: en ung, kvindelig medicinstuderende i min omgangskreds fortæller således, at muslimske medicinstuderende på Panum er begyndt at lave studiegrupper – ikke på baggrund af særlig interesse for bestemte fagområder, som det ellers er sædvane, men alene ud fra etniske og religiøse kriterier. Og ikke nok med det: når de studerende om eftermiddagen og aftenen ”hænger” ud på Panum sker det oftere og oftere på baggrund af kønssegregering: de muslimske studerende aftaler således med hinanden, at bestemte etager er forbeholdt hhv. det ene og det andet køn, hvilket i kraft af deres antal i realiteten gør det så ubehageligt for danske kvindelige studerende at opholde sig på ”drengeetagen”, at kønssegregeringen de facto kommer til at omfatte alle.
Det ser ud som om, at islam for alvor er ved at slå igennem – ikke som et integrationsprojekt for danskerne, men som regulær magtfaktor i vores midte, som vi er tvunget til at forholde os til, hvis vi vil bevare det åbne og frie demokrati, vi betragter som naturligt og dansk. Det ligger lige for at begynde med at sikre lærernes metodefrihed.
