"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Nephew: Lars Hedegaard er syg

26. september 2013 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Lars Hedegaard er blevet det nye fjendebillede i rockbandet Nephew's hit Superliga. Han har overtaget rollen efter Pia Kjærsgaard, skriver Uwe Max Jensen.

D. 5. februar i år forsøgte en 25-35-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk at dræbe Lars Hedegaard.

Gerningsmanden opsøgte Hedegaard på hans bopæl på Frederiksberg. Og iført en rød jakke udgav manden sig for at være et postbud, der havde en pakke med til Hedegaard.

Med en pistol affyrede attentatmanden et skud, der strøg lige over Lars Hedegaards hoved. Da manden forsøgte at skyde igen, kunne han ikke få våbnet til at virke, og efter et kort håndgemæng med Hedegaard flygtede attentatmanden.

Han er endnu ikke pågrebet. Men politiets efterforskning synes at pege entydigt mod en islamisk terrorist.

Kort efter attentatforsøget blev Lars Hedegaard med smiger lokket i studiet til et endog meget kritisk interview med DR2' s Martin Krasnik, der havde mere fokus på, hvad Hedegaard havde sagt og skrevet over en 10-årig periode, end det faktum, at Hedegaard lige havde været udsat for et attentat.

Og få måneder senere ændrede rockbandet Nephew teksten i deres gennembrudshit Superliga fra 2004. I den oprindelige udgave synger bandets forsanger Simon Kvamm:

"Amdi P er rig 
Pia K er krig"

I et interview med Jyllands-Posten i 2009 forklarede Simon Kvamm, at han oprindeligt sang om Pia Kjærsgaard, fordi han opfattede hende som farlig på grund af hendes meninger. I interviewet siger Simon Kvamm:

"Nu er jeg blevet ældre og synes ikke længere, at hun (Pia Kjærsgaard, red.) er det største problem. I stedet opfatter jeg det som langt mere problematisk, hvad den liberale tænketank Cepos spreder af budskaber. Den mener jo, at alting skal gøres mere frit, at vi alle sammen må tage mere personligt ansvar og hæfte for alt, hvad vi gør. Så hvis vores børn f.eks. pjækker i skolen, skal vi trækkes i børnepenge. Den type tanker har jeg ikke sympati for, og derfor sætter jeg spotlyset på den slags..."

Men nu har Lars Hedegaard overtaget rollen som skurk og prügelknabe. I en ny fortolkning af Superliga er sætningen "Pia K er krig" udskiftet med sætningen "Lars Hedegaard er syg". Denne udgave af Superliga kunne blandt andet høres på Jelling Musikfestival i maj.

Nephew har tidligere gjort det i politisk agitation.

I marts 2012 deltog bandet via storskærm i Aarhus byråds såkaldte demonstration for tolerance og mangfoldighed, der var vendt mod en demonstration, som organisationen Danish Defence League sammen med English Defence League afholdt få dage senere.

Og i 2009 spillede Nephew til en koncert, der krævede humanitært ophold til de 144 afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke, hvoraf flere var dømt for alvorlige forbrydelser herunder voldtægt og narkohandel. 

Nephew indleder fredag deres Hjertestarter Arena Tour i Stadium Arena Fyn.

Lørdag 28. september spiller bandet i Gigantium i Aalborg.

Fredag 4. oktober spiller de en udsolgt koncert i Scandinavian Congress Center i Aarhus. Og dagen efter er de i Jyske Bank Boxen i Herning. Turnéen afsluttes lørdag 12. oktober i Forum i København.

Fri hash, men ikke fri tale

Heller ikke talsmanden og tidligere deltager i reality-showet Big Brother Khodr "Cutter" Mehri har høje tanker om Lars Hedegaard. Samme dag, som Hedegaard blev forsøgt myrdet, skrev Mehri på sin Facebook profil:
“Too bad han (Lars Hedegaard, red.) var så heldig den racist! THERE I SAID IT”

Og i en opfølgende kommentar forklarede han:
"et eller andet sted ville det have været en bedre verden at være foruden ham (Lars Hedegaard, red.) og hans attentatmand".

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg