Naser Khader er på mange måder uden sidestykke: få har som han taget både den fysiske rejse fra Syrien og Mellemøsten til Danmark og Vesten – og efterfølgende gjort den kulturelle rejse fra islams totalitære ideologi til sekulær demokratisme og nu: den kristne tro. Og han er den eneste i kongeriget, der har taget hele turen i fuld offentlighed, fra præmieperker og feteret politiker i de Det Radikale Venstre over (mislykkede) forsøg på at integrere og demokratisere islam – til ikke bare en grundlæggende erkendelse af islams uforenelighed med Danmark og vestlige værdier, men også en åben erkendelse af, at kristendommen er islam langt overlegen målt på alle andre parametre end på evnen til at sætte sig selv igennem.
Rejsen har taget ham godt 40 år og de seneste 20 år har på mange måder været turbulente: hele Danmark har været vidne til Khaders op- og nedture, der alle er blevet dækket nidkært af medierne og som også har gjort ham sårbar over for angreb fra personer, der har villet skade ham: hans åbenhed. temperament og indimellem også åbenlyse mangel på rettidig omhu i forhold til egen person, har givet ham drøje hug og kastet ham ud i voldsomme shitstorme, der ofte kunne have været undgået.
Naser Khader er en mand, der også rummer fejl og mangler, præcis som alle vi andre, og det gør ham i min optik ikke bare såre menneskelig – det gør ham også meget relaterbar, ja endda respektindgydende, fordi han i kraft af sin position aldrig vil kunne have sine fejl og lave sine faux pas i dølgsmål som alle os andre, men er dømt til at få det hele udstillet. Hver gang.
Alligevel bliver han ved med at rejse sig, og hver gang ved at tage endnu et skridt ind mod kernen i sit selvvalgte fædreland. Senest med bogen ”Vejen – fra koranskole til folkekirke”, der udkom i maj i år, og som beskriver Khaders lange dannelses- og trosrejse i ”små episoder og store vendepunkter”, som der står på bogens bagside. Og det er ikke bare interessant læsning: bogen er et regulært manifest over hans på alle måder omhyggelige og grundige omvendelse fra homofobisk, antisemitisk perkerdreng på Vesterbro, der kunne lire koranen af udenad – til troende kristen, zionist og full blown dansker (med mellemøstligt twist) med en sag: at formidle kristendommen. Ikke nødvendigvis forkyndende, men i en grundlæggende erkendelse af kristendommens afgørende betydning for udviklingen af – og dermed også forudsætningen for – den særlige, danske udgave af den demokratiske rets- og velfærdsstat.
Med afsæt i sine teologistudier får læseren en vildtvoksende tour de force gennem centrale begivenheder, valg og erkendelser i Khaders liv, der har ført ham frem til der, hvor han er i dag; tilsyneladende i ryk, men med en underliggende konstant af drift mod det danske og epicentret i det fædreland og den danskhed, han ikke selv er rundet af, men som han aktivt har valgt til. Og i sit afgørende valg, nemlig tilvalget af den kristne tro – og dermed et endegyldigt fravalg af islam – har Paulus fået en særlig betydning for Khader. Så meget, at Paulus faktisk kommer til at fylde mere end Jesus i bogen. Eller sådan følte jeg det som læser, men der er en forklaring: Khader ser en art alter ego i Paulus, der som Khader var konvertit og som inden sin omvendelse nidkært forfulgte de kristne, han senere blev kirkefader for. Hertil kommer – og det er min udlægning – at kirken som institution, fællesskab og som fysisk og helt konkret fixpunkt for troen nok har en særlig betydning for en ex-muslim, der ved konvertering til den Luthersk-evangeliske tro mister de regler og faste rammer for menneskelivet, der er så afgørende i islam.
Naser Khader beskriver selv bogen som et forsøg på at give både indvandrere og danskere ”…et dybere kendskab til kristendom, til religion og til tro, som kan bidrage til, at denne positive, konstruktive og demokrativenlige religion kommer til at fylde noget mere i landskabet. Simpelthen ved at fortælle om min egen religiøse dannelsesrejse”. Dermed føjer Khader nok i virkeligheden endnu et ørkesløst projekt til de øvrige, han har kastet sig ud i med bl.a. at demokratisere islam og åbne danskernes øjne for nazi-islam. Men det er i mine øjne også underordnet: det helt centrale ved både manden Naser Khader og hans seneste bog, er kærligheden til Danmark og de værdier og det kristne fundament, der har skabt vores unikke fædreland. Og ikke mindst hans ukuelige vilje til – trods modstand og nederlag - at insistere på Danmark og på at forklare og minde os om vores baggrund, så vi ikke mister vores rod og dermed os selv.
Naser Khader: Vejen – fra koranskole til folkekirke
Udgivet på forlaget People´s Press 2024
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
