Den anden dag så jeg et program, hvor nogle chefredaktører skulle bekende deres synder i den forløbne uges medier. I programmet sagde en af redaktørerne fra DR, at han var i forbindelse med psykolog Nicolai Sennels deltagelse i Deadline var ked af, at man ikke havde fået gjort opmærksom på, at Nicolai Sennels er medlem af Dansk Folkeparti. Den bekendelse irriterede mig lidt. Jeg synes det er helt fint, at man oplyser, hvis folk er kandidater til Folketinget, når de debatterer i tv om politiske emner.
Men om man er medlem af et parti eller ej er vel ens egen sag. Jeg tror da heller ikke det ville falde DR ind at oplyse Nicolai Sennels meddebattør i Deadline, Skoleleders Lise Egholm fra Rådmandsgade Skoles politiske tilhørsforhold. Om hun er socialdemokrat eller noget andet er for så vidt også lige gyldigt, da det her handlede om hendes faglige kompetencer i forhold til det debatterede emne. Nøjagtig som det handlede om Nicolai Sennels kompetencer i forhold til emnet, nemlig hans arbejde som psykolog blandt kriminelle unge indvandrere og de erfaringer han som psykolog har fået om konsekvenserne af vold i hjemmet blandt nogle muslimske familier. Det virker på mig som om man på den måde gerne ville have frataget Nicolai Sennels hans faglige kompetence. Og den kan man efter endt læsning af hans bog ikke tage fra ham.
Omvendt er der ingen tvivl om, at de spørgsmål Nicolai Sennels bog rejser er højpolitiske. Og der er for mig heller ingen tvivl om, at Nicolai Sennels selv har en klar politisk dagsorden med sin bog, og det er faktisk det, der både er bogens styrke og svaghed.
Det er en styrke fordi Nicolai Sennels meget klart peger på, hvordan man i Københavns Kommune og generelt i integrationsindsatsen rundt om i landet har fejlet. Man har fejlet ved i berøringsangst og misforstået medlidenhed at undlade at indregne og ikke mindst tage konsekvensen af de kulturelle forskelle i familie og opdragelsesmønstre, der er mellem den danske kultur og nogle mellemøstlige kulturer. Det er en klar styrke at pege på, at iværksættelsen af det ene integrationsprojekt efter det andet – især i Københavns Kommune, men såmænd også andre steder – uden at kunne dokumentere nogen nævneværdig nytteværdi for integrationen, er det ultimative spild af ressourcer.
Nicolai Sennels har lagt sig i selen for at dokumentere sine påstande bogen igennem, men bliver som alle os andre fanget af, at der er for mange mørketal. Fordi vi ikke herhjemme tør registrere efter etnicitet. På den måde kan man bekvemt skyde alle påstande om, at der er "noget galt i Danmark" ned. Vi bliver holdt i strakt arm af statistikkerne – det er jeg som politiker træt af.
På den anden side er svagheden ved Nicolai Sennels klare politiske dagsorden, at han til tider bliver alt for generaliserende. Nicolai Sennel får det indimellem til at lyde som om, der ikke er en eneste moderat muslim i Danmark; ikke én demokratisk orienteret muslimsk familie. Det mener jeg nu nok, at vi så tydeligt under Mohammedkonflikten, hvor mange moderate muslimer svarede islamisterne igen ved blandt andet at gå ind i foreningen Demokratiske Muslimer i Danmark. Jeg vil sige, at Nicolai Sennels retorik nærmest er lidt forældet på det punkt.
Det er også vigtigt at huske på, at Nicolai Sennels har brugt sin tid blandt muslimske kriminelle unge. Og altså ikke blandt alle muslimer i Danmark. Det distraherer lidt fra det, som jeg synes er bogens helt store force. Nemlig, at Nicolai Sennels er en velfunderet og dygtig ekspert i forståelsen af de kulturelle forskelle mellem kriminelle indvandrerunge og andre unge, at Nicolai Sennel tydeligt kan se, hvorfor den normale danske "så snakker vi om det, og så bliver vi gode venner" ikke virker, og at Nicolai Sennels har udarbejdet virksomme metoder i sit arbejder, der netop tager højde for de kulturelle forskelle. Desuden er hans erfaringer med ekstremistiske tilbøjeligheder og rekruttering gennem religiøs beundring dybt interessante og stærkt aktuelle.
Den faglige ekspertise, som Nicolaj Sennels har, uanset hvilket parti han måtte tilhøre, er exceptionel og med Nicolaj Sennels klare praktiske eksempler bogen igennem, bliver læseren uendelig meget klogere på, hvor noget af integrationsskoen trykker. Bogen burde være obligatorisk læsning på alle lærer- og pædagogseminarer og rundt om i kommunerne. Og så burde Nicolai Sennels sende et eksemplar til henholdsvis integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og socialborgmester i Københavns Kommune Mikkel Warming. De to burde især læse på lektien.
Blandt kriminelle muslimer: En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune. Udgivelsesdag 24. februar. 164 sider, kr. 169. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009. Køb bogen her
