Denne bog handler om, hvordan menneskerettigheder kan bruges og misbruges. Med forfatteren som hovedperson i et politisk drama viser den, hvor galt det kan gå, hvis man forsøger at regulere alment politiske spørgsmål via ”menneskerettigheder”.
Scenen er sat i Canada. For en gangs skyld er det altså ikke den europæiske menneskerettighedskonvention (og -domstol), der står for skud. Canada har et særligt forhold til menneskerettigheder, fordi landet på mange måder er skrøbeligt med mange kulturer og minoritetsgrupper. Ønsket om at undgå sociale spændinger prioriteres højt. Det søger man bl.a. at opnå gennem en lovgivning, der både på føderalt niveau og i de enkelte provinser lovgiver om menneskerettigheder. I medfør af The Canadian Human Rights Act er der nedsat et antal ”menneskerettighedskommissioner”, der har til opgave at påtale krænkelser af loven.
Føler en borger sig krænket – f.eks. fordi nogen har gjort sig skyldig i ”hate speach” – kan han indgive klage til en kommission. Gerningsmanden kan så blive idømt både bøder og erstatning for krænkelsen, hvis han da ikke (og det gør de fleste) blot vælger at sige pænt undskyld og betale et beløb i kompensation til ”den krænkede”. Alternativt vil processen vare uger og måneder og efterlade de indklagede med betydelige advokatudgifter – uanset sagens udfald.
Og nu til bogens emne – og forfatter.
Forfatteren, Ezra Levant, præsenterer sig på omslaget som jurist, journalist og politisk aktivist. Han udgiver magasinet The Western Standard, som i dag ud kommer i en internetversion. Tidligere udkom det på tryk, og i februar 2006 midt under karikaturkrisen, bragte bladet de danske Muhammed-tegninger.
Anklaget for hate-speech
Det skulle han aldrig have gjort. Efter klage fra en lokal imam blev der nu rejst sag mod Levant ved The Alberta Human Rights Commission. Her blev han anklaget for ”hate speech” i medfør af § 13 i den canadiske menneskerettighedslov. Efter knapt 2 års efterforskning (den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved disse kommissioner er angivelig 1½ år) blev Levant indbragt for kommissionen, hvor han – trods dens opfordringer – nægtede at sige undskyld. Men hverken imamen eller kommissionen fik nogen undskyldning fra Levant. Han gik i stedet til modangreb, optog høringen ved kommissionen på video, som han lagde på YouTube og på sin hjemmeside
og fulgte op med løbende at orientere om processen i medierne.
Herpå vendte stemningen 180 grader. Med nettet som udgangspunkt åbnede der sig en massiv debat i Canada for og imod dette system i almindelighed – og i særdeleshed for og imod § 13 om ”hate speech”. Der blev lagt et enormt pres på menneskerettighedskommissionen, der endte med helt at frikende Levant.
Men debatten fortsatte. For et par uger siden kulminerede den med en regeringsrapport om ”Freedom Of Expression And Freedom From Hate In The Internet”, der bl.a. foreslår en række ”improvements” til den canadiske menneskrettighedslov. Blandt andet vil man forsøge at definere, hvad der forstås ved ”hate speech”; sagerne skal hurtigere kunne afvises, hvis de på forhånd må anses for grundløse, og der skal kunne pålægges parter, der misbruger processen (gennem grundløse klager mv.) at betale erstatning til de indklagede parter, der dermed tvinges gennem maskineriet.
En polemisk og underholdende bog
Som dansk læser vil man selvfølgelig hæfte sig ved, at den begivenhed, der satte sagen i gang for bogens hovedperson, var de danske Muhammed-tegninger. Men skal helt frem til kapitel 7 (s. 129 ff.), før forløbet om karikaturtegningerne (som forfatteren trykte i februar 2006) beskrives. Indtil da gennemgår Levant en række hårrejsende eksempler på andre sager, der har ført til domfældelse af intetanende canadier for forskellige tilfælde af ”hate speech” og ”diskrimination” ved forskellige canadiske menneskeretskommissioner.
Bogens primære ærinde er at udstille det canadiske menneskeretssystem, herunder reglerne om ”hate speech”. Som sådan har den også interesse for danske læsere, selv om de problemer vi har i vort system kommer noget anderledes til udtryk. Levant er på ingen måde objektiv. Bogen er stærkt polemisk (og disse steder ligeså underholdende). Men den er underholdende og viser med sin præcise kritik, hvordan et retssystem kan komme i problemer, hvis det tillader administrative og dømmende instanser at lægge grænser for den frie udfoldelse på grundlag af de moralsk fordømmende gummiparagraffer.
Mads Bryde Andersen er professor, dr.jur og redaktør af Ugeskrift for Retsvæsen
