Rystede. Chokerede. Men hvis vi skal være nøgterne, så nok heller ikke helt overraskede.
Det er bare nogle af de følelser, mange af os sidder tilbage med efter denne kolde februar weekend med skyderier og drab på civile. Det nye denne gang er dog, at det alt sammen er sket i København. I det vi så gerne vil tro, er vores gode, trygge samfund. Langt væk fra de terrorangreb og krigszoner, som vi er vant til at se på tv.
Virkeligheden er bare, at Muhammed-krisen i 2005 lærte alle danskere født før 1992, at ytringsfrihed ikke er allemandseje. Og her ni år senere, så flyver referencerne til Muhammedtegningerne stadig gennem luften, når terrorhandlinger mod Danmark skal forsvares.
Men bliver Muhammedtegningerne nogensinde en legitim undskyldning for al den vold, der er begået i dets navn siden? Ikke for dem af os, der tror på ytringsfriheden.
Den typiske dansker lader sig f.eks. ikke ophidse af satiretegninger, der fremstiller statsministeren som svagere end sine ministre, eller af den overvægtige Brøndbyfan med sokker i sandalerne og for mange fadøl i favnen. Og netop derfor kan det virke som et fælt nederlag for vores ret til at tænke, tale og tegne frit, hvis alle vore udsagn og handlinger pludselig skal afstemmes til andres meninger og holdninger af, hvad der er rigtigt og forkert. Dette er i sig selv et uopnåeligt mål. Ingen hverken kan eller skal leve efter, hvad mængden eller klassens tykke dreng mener, er korrekt. Så skulle folkestemninger bestemme den politiske dagsorden, børnehaveeleverne ville få mandat til at bestemme frokostmenuen og FIFA skulle diktere Match-reglerne i golf.
Forskellighed er godt, fælles værdier er bedre
Men er det i virkeligheden ikke de færreste, der ønsker, at vi alle skal være ens og mene det samme? Jeg mener, hvor ville Danmark være i dag, hvis alle stemte på det samme politiske parti? Eller hvis vi alle ville bo det samme sted?
På samme måde har Danmark i årtier vist sig åbensindet overfor det nye, fremmede og anderledes. Danmark har åbnet sine grænser, sine matrikler, sin statskasse til forsørgelse af dem, der aldrig selv har lagt en skattekrone i den og ikke mindst sin tålmodighed overfor det og dem, der var fremmed og forskelligt fra det umiddelbare danske. Nuvel, nogle danskere har været mere begejstrede end andre gennem tiden for denne tagen-imod-og-giv-løs-strategi, og denne skepsis vokser helt forståeligt i takt med de voksende overgreb mod de danske værdier.
Netop når islamistiske kræfter gør sit indtog på Krystalgade i København, bliver de danske værdier ridset op i vores sind, samtaler og sågar i Kongehuset. Fokusset på de danske værdier bliver elementært vigtige, når vi nu utvivlsomt har endnu brug for at tage afstand til den militante islamisme, der nu for alvor er rykket ind i vores dagligstuer.
Årsagen hertil skal findes i, at værdier bliver vores pejlemærke for at adskille islamister blandt muslimer. Vi kan og må aldrig dømme mennesker ren og skær ud fra deres religiøse overbevisning. Kristne, ateister, jøder og muslimer og mange andre kan alle være danskere. Mennesker fra alle slags religiøs overbevisninger eller mangel på samme, kan leve i Danmark og leve efter det vi kalder de danske værdier – det handler dog i høj grad om opvækst, sund fornuft og vellykket integration. Ønsker vi at udpege dem, der er ekstreme og som ikke deler vores ønske om ytringsfrihed, så er vi nødsaget til at se på de værdier, de pågældende personer lever efter. Manglende værdier såsom tillid, respekt, demokrati og ligestilling.
Men er ytringsfrihed ikke en værdi? Nej, for mig er det blevet en ret! En ret, som vi bliver nødt til at tage og gøre krav på. Ytringsfriheden er et af de få midler danskerne kan gøre brug af, hvis vi ønsker at bevise, at vi ikke vil lade os kue og diktere ret og uret i vores eget samfund.
Religiøse overbevisninger kan sagtens udleves i Danmark uden at blive ekstreme, uden at overtage domæner og uden de behøver influere i andres hverdag. Det handler om indstilling, ligestilling og om at holde radikalisering, parallelsamfund og ekstremisme væk fra Danmark.
Islamiseringens indtog
Men hvornår opstår problemerne så, hvis man både kan være dansker og muslim, jøde eller noget helt tredje? De opstår, lige så snart vi bevæger os væk fra demokrati, ligestilling og ytringsfrihed.
For at tage muslimer som eksempel, så beskrives ytringsfrihed i islam som noget, der langt fra opfordrer til vold og terror. Citeret fra islam.dk finder vi: Islam giver borgerne retten til tanke- og ytringsfrihed på betingelse af, at den bruges til udbredelse af dyd og sandhed og ikke for at sprede ondskab og dårligdom. Islam tillader under ingen omstændigheder udbredelse af ondskab og dårligdom. Islam giver heller ikke nogen ret til at bruge grove og frastødende vendinger i frihedens eller kunstens navn.
Sammenholder vi ovenstående beskrivelse med indgangscitatet til denne klumme, så er uoverensstemmelserne ikke til at overse. Men dette behøver nu heller ikke overraske, idet citatet stammer fra en ven til den terrorist, der forårsagede skræk og ulykke ved Krudttønden og på hele Østerbro i weekenden. Det er med andre ord en islamist, og ikke en lovlydig, dansk muslim, der har udtalt disse afskyelige ord. Det understreges af den tydelige dobbeltmoralskhed og foragt over for den ytringsfrihed vi har og har gjort brug af, ligesom udsagnet opfordrer til mord.
Dem, der reagerer med vold og trusler mod andres ytringer, de kan næppe ønske ytringsfrihed. Jeg ønsker ikke, at det danske samfund skal miste dets ytringsfrihed. Jeg ønsker ikke, at vores hverdag om få årtier skal indeholde en konstant frygt for terror eller trusler mod folkestyret. Jeg ønsker ikke, at tabet af uskyldige civile skal være forgæves. Jeg ønsker, at vores sorg overfor weekendens ofre for terror ikke skal gentage sig. Jeg ønsker, at flere politikere vågner op fra deres naive dagdrømme og indser, hvor elementært nødvendigt det er at få strammet op omkring integration, indvandring og strafferammer. Jeg ønsker et trygt Danmark, hvor ytringsfriheden lever side om side med demokrati og ligestilling.
Terroren i København har én ansvarlig, og det er terroristen. Det er hævet over enhver tvivl. Det betyder dog ikke, at vi skal tage det dybt alvorligt, når andre i fuld offentlighed eller anonymt på internettet støtter terroristen og siger ting som, at ”det var selvforskyldt” og ”måske kan det sætte en stopper for dem, der tegner”. Nej, det kan det ikke! Vi må ikke som samfund ryste på hånden så meget som et sekund over for dem, der angriber vores ytringsfrihed.
