De seneste år har politikerne fremsat det ene lovforslag efter det andet for at dæmme op for effekterne af den stigende islamisering. Alle forslag, der har vakt vild debat – for er tildækningsforbuddet og imamloven ikke indgreb i ytringsfriheden, og strider det ikke imod helt grundlæggende frihedsrettigheder at nægte bestemte befolkningsgrupper at bosætte sig i ghetto-områder?
Som udgangspunkt vigtige diskussioner i et sekulært demokrati, der holder de bærende frihedsrettigheder i hævd, men debatten har på lange stræk været sært løsrevet fra virkelighedens verden og manglet en realistisk tilgang til problemerne og deres omfang.
Lad os derfor kaste et blik på forholdene i et af vore nabolande, England, hvor man ikke kunne drømme om at indføre hverken burkaforbud, begrænsninger i visse former for religiøs oplæring eller nægte muslimer at klumpe sig sammen i ghetto-områder:
Den 6. maj deltog Trykkefrihedsselskabet i en stor demonstration for ytringsfrihed i London, arrangeret af den islamkritiske, nationalt sindede aktivist og journalist Tommy Robinson. Over 5000 mennesker var forsamlet ved Whitehall for at høre taler af bl.a. Milo Yiannopoulos, Lauren Southern og Gavin McInnes.
Jeg står i udkanten af mængden, til venstre for scenen. Pludselig lyder vrede råb, 5-6 ophidsede mænd trænger sig tæt forbi mig og hen mod en yderst velklædt mand i 30´rne med mellemøstlig baggrund, der åbenbart har været på vej hen mod scenen. Lynhurtigt får politiet skabt en korridor i mængden, som manden kan passere igennem – væk fra demonstrationen, fulgt af demonstranternes rasende tilråb. Det viser sig at være en af Englands mest fremtrædende islamister, som har forsøgt at crashe demonstrationen.
Han virker sært upåvirket af situationen og vel bag politiets beskyttende linje, vender han sig om og betragter roligt de ophidsede demonstranter.
Dagen efter er vi i Whitechapel, et af Londons indvandrertunge områder og hjemsted for en af Europas største moskeer, East London Mosque, der har kapacitet til at betjene 7000 troende muslimer. På gaden vrimler det med mænd i kjortler og kvinder(?) i niqab, der handler i de interimistiske boder, der er skudt op langs fortovet. Engelsk høres stort set ikke talt, og det er kun de røde dobbeltdækker-busser, der ind imellem kører forbi (flere dog med en reklame med teksten ”For The Love of Islam”), der minder en om, at man trods alt befinder sig i en vesteuropæisk hovedstad.
De to episoder er på hver deres måde udtryk for en muslimsk magtdemonstration, der på alle planer signalerer stor selvsikkerhed og foragt for den kultur og de værdier, der er bærende for det omgivende, sekulære samfund. De vidner om, at islam nu har et så fast greb i Storbritannien, at man end ikke gider simulere vilje til integration, for islam har allerede vundet. Og ingen myndigheder reagerer af frygt for at krænke islam og dens tilhængere.
Lad det være sagt med det samme: Forsvaret for og værnet om friheden – herunder ikke mindst ytringsfriheden - begynder ved grænsen. Havde vi i tide dæmmet op for den muslimske indvandring, havde vi aldrig haft indgreb imod og debatter om hverken tildækning, religiøs oplæring, indrejse for imamer, kønsadskillelse, social kontrol osv.
Vi værnede ikke vore grænser i tide, og i dag lever vi med konsekvenserne af en stigende islamisering, som har drevet politikerne til de desperate lappeløsninger, som tildækningsforbud og imamloven de facto er.
Ikke desto mindre er der tale om tiltag, der har til formål at sætte vores kultur igennem og demonstrere overfor det stigende antal rettroende muslimer, at her er der grænser for, hvor meget islam må fylde i det offentlige rum. At i Danmark er det de vestlige, kulturkristne værdier med alt hvad det indebærer af sekularisme, frihedsrettigheder, kvinders ligestilling, homosexuelles rettigheder osv., der har forrang.
I virkelighedens verden, hvor islams særkrav bliver stadigt mere påtrængende og oftere og oftere støder an mod den frihed, der kendetegner dansk levevis og samfundsliv, er man tvunget til at gribe ind, hvis man ikke vil løbes over ende i betydningen: bøje sig for islams værdier. Og i den sammenhæng virker diskussioner om, hvorvidt tildækningsforbud muligvis kan betragtes som indgreb i ytringsfriheden sært virkelighedsfjerne og akademiske.
Hvis vi ikke vi tager udgangspunkt i, at forsvaret for friheden og ytringsfriheden begynder med forsvaret for den kultur, der er selve forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale om ytringsfrihed og kvinders ligestilling, så smider vi barnet ud med badevandet – og så ender vi som briterne, der støt og roligt er ved at blive gæster i deres eget land.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
