Den islamistiske sanger Isam B, som lige har fået 80.000 kr. af Nørrebro Lokaludvalg til et lystæppe i anledning af fejringen af ramadanen på Nørrebro, er utilfreds med, at islam fylder for lidt i offentligheden. Derfor skal islams plads i Danmark tydeliggøres, mener den arabiske sanger, og uddyber til P1 Morgen: ” Islam skal afmystificeres og tone mere frem ved højtiderne. Ramadanen er også dansk – det er den i hvert fald blevet, for vi har været her i over 50 år”
Det er nærmest ikke muligt at forestille sig noget mere udansk end islam, ligesom det må krympe sig i langt de fleste københavnere, at de har lagt skattekroner til promovering af ramadanen på Nørrebro, der efterhånden har udviklet sig til en semi-totalitær enklave midt i hovedstaden, hvor jøder er fair game, hvis de formaster sig til at vise sig i bydelen, og hvor blot den mest diskrete støtte til den demokratiske stat Israel er det samme som med forsæt at udsætte sig selv for vold og hærværk.
Ingen – selv ikke de mest forbenede islam-hangarounds på den moralsk anløbne venstrefløj - kan med nogen ret påstå, at muslimer har det hårdt i Danmark, eller at islam fylder for lidt. Tværtimod. Og vi har København fuld af koranklodser, politi- og militærbevogtning af danske institutioner og endeløse Hamas-demonstrationer i overflod til at underbygge den sandhed.
Når Isam B på trods af islams tiltagende synlighed og ditto pres på vores samfund alligevel er fræk nok til at spille offerkortet og kræve ramadanen markeret i danske institutioner, så skyldes det paradoksalt nok den omstændighed, at islam allerede fylder så faretruende meget, at dens spydspidser har fået selvtillid nok til nu at gå skridtet videre og forsøge at bemægtige sig centrale, kulturbærende institutioner og kræve ramadanfejring indført i bl.a. folkeskolerne.
Det skal siges, at kirkeminister Morten Dahlin (V) blankt har afvist Isam B på alle punkter og ikke bare kaldt hans krav for en ”unødvendig offerliggørelse”, men også sagt, at det ikke er muslimerne, men jøderne, der har det svært, og at Det Jødiske Samfund næppe havde fået tilsvarende støtte af Nørrebro Lokaludvalg, hvis de havde ansøgt om midler til at fejre Hannukah. Og i P1Morgen i fredags understregede Morten Dahlin, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed og at Danmark er et kristent land, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at se på det hvide kors i Dannebrog.
Velgørende ord fra kirkeministeren, men tænk hvis de ord var faldet for 10-20-30 ja for 40 år siden og hvis de havde lydt unisont fra hele det politiske spektrum. Og tænk, hvis danske politikere havde stået fast på, hvad der burde være selvindlysende hævdelse af danske værdier og dansk kultur. Så ville befolkningen være sparet for meget – og det målt på alle tænkelige parametre.
Nu må vi håbe, at Morten Dahlin og resten af regeringen er villige til at sætte handling bag ordene og stoppe islams fremmarch i vores samfund. Indtil videre er det meget svært at se, at man overhovedet har forsøgt at sikre fred og frihed for hverken danske jøder eller israel-sympatisører på Nørrebro, og der er heller ingen tegn på, at man vil dæmme op for pro-Hamas demonstrationerne og deres slet skjulte opfordringer til at udslette jøderne.
Hvor sympatisk Morten Dahlins affejning af Isam B end er, så er det indtil videre mundsvejr – for den deprimerende sandhed er jo, at regeringen bestemt ikke har udvist stamina og fasthed over for muslimske særkrav: Indførelsen af koranloven står i frisk erindring som et frygtsomt og ydmygende knæfald for islam, der har sat Danmark mange år tilbage i værnet om demokratiet og ytringsfriheden og sendt os langt ned ad listen over de lande, vi normalt sammenligner os med. Der skal som bekendt skarp lud til skurvede hoveder – men endnu har vi til gode at se, at regeringen er bekendt med det begreb.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
