Hvis en person sover i et brændende hus må der handles. Man kan gå hen til vedkommende, stryge ham eller hende blidt på kinden og hviske: “Vågn op og skynd dig at komme ud, for der er ild i huset.”
Nej - man rusker vedkommende vågen og råber BRAND, så højt man kan. Retsforfølgelse og straf for ublid vækning kommer næppe på tale.
Ovenstående må man overveje, når man kritiserer sprogbrugen hos islamkritikere som for eksempel Mogens Glistrup, Lars Hedegaard og nu senest Mogens Camre. Betragt dem som alvorligt bekymrede. De ikke bare må, de skal råbe højt, hvis de frygter samfundets sammenbrud.
I anledning af netop Mogens Camres dom er der flere artikler, som kritiserer straffelovens §266b, den såkaldte racismeparagraf.
Det kan her undre, at ingen bringer den lov, som hvert år den 5 juni prises som samfundets grundlag, og som burde stå over alt andet.
I strid med Grundloven
Ifølge Grundloven har enhver nemlig lov til at give udtryk for sine tanker, for der står:
“§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Formuleringen “på tryk, i skrift og tale” afspejler hvilke medier, der fandtes da loven blev skrevet. De er alle med.
Siden har vi fået flere heriblandt film og internet. Det er op til enhver at vurdere, om “på tryk, i skrift og tale” skal forstås som “på enhver måde” eller om meningen er at begrænse friheden til de nævnte.
Da listen er komplet for tiden 1849 er det mest rimeligt at tro, at betydningen er “på enhver måde”. Denne vurdering understøttes også af grundlovsparagraffens sidste sætning, som er klart altdækkende.
En anden detalje er “dog under ansvar for domstolene”. Betyder den, at den, der føler sig generet, har mulighed for oprejsning via domstolene? Eller er meningen, at politikerne har frihed eller endog pligt til at vedtage love til at forhindre ytringer, som de og eventuelt flertallet finder skadelige?
Igen må den første fortolkning være rigtigst. Optagelse af visse ytringer i straffeloven som det er sket med racismeparagraffen er jo netop “forebyggende forholdsregler” som ikke kan indføres. Nogensinde!
Derfor er såvel racismeparagraffen som dommene grundlovsstridige, også selvom nogle finder udtalelserne usmagelige.
