Siden 2011 har Det Jødiske Samfund i Danmark hvert år udgivet en rapport over antisemitiske hændelser i Danmark i det forløbne år. Det er i sig selv en tanke værd, for den omstændighed, at danske jøder føler sig så truede i vores samfund, at de ligefrem har oprettet en særlig enhed, AKVAH (Afdeling for Kortlægning og Videndeling om Antisemitiske Hændelser), der udelukkende arbejder med at dokumentere overfald, trusler, chikane og antisemitiske ytringer, er hinsides foruroligende.
Det er også værd at bemærke, at enheden blev oprettet i 2011, hvilket siger noget om, at forfølgelsen af jøder i Danmark er taget til over en årrække, til det i 2011 har nået et sådant omfang, at Det Jødiske Samfund har fundet det nødvendigt at dokumentere det. Det hænger sandsynligvis sammen med stigningen i antallet af fysiske overgreb på danske jøder, der stort set udelukkende begås af herboende muslimer.
Men ”antisemitiske hændelser” er langt mere end overfald på danske jøder, hvilket den uhyggelige chikane i form af gravskænding på en jødisk kirkegård i Randers og opklæbning af gule jødestjerner på danske jøders hoveddøre på datoen for Krystalnatten den 9.-10. november viste: det er alle de udtryk for jødehad, der med kortere og kortere mellemrum dukker op, med den nynazistiske terror forleden som grelleste eksempel.
Det er mobning og de facto eksklusion af jødiske børn på kommuneskoler, som Berlingske dokumenterede forleden; det er den shitstorm mod jøder der altid følger af omskæringsdebatten; det er den ekstreme udsathed for terror, der gør det nødvendigt at bevogte jødiske institutioner med politi og militær; det er de stadigt mere udbredte jødekonspirations-teorier, der florerer på de sociale medier – og det er den mere subtile, men principielt lige så problematiske anti-zionisme og de indædte pro-palæstinensiske og anti-israelske strømninger, der præger dele af venstrefløjen.
AKVAHs seneste rapport viser en stigning i antallet af ”antisemitiske hændelser” på 33% alene fra 2017 til 2018. Det er voldsomt, og helt uacceptabelt, men på trods af den unisone afstandtagen fra hærværket og chikanen mod jøder på årsdagen for Krystalnatten, er det en diffus, blodfattig og farligt generaliserende indsats, der foreslås iværksat af bl.a. Institut for Menneskerettigheder, som opfordrer til udarbejdelse af en ”…national handlingsplan til forebyggelse og bekæmpelse af racisme og hadforbrydelser på grund af etnicitet og religion.”
Hermed åbner man nemlig en ladeport for at lade de krænkelsesparate muslimer, der i årtier har været dygtige til at trække offerkortet, løbe med dagsordenen endnu en gang og stille sig selv i front som udsatte og diskriminerede på bekostning af danske jøder.
Det er de ikke:
Muslimer i Danmark er ikke udsat for racisme og hadforbrydelser som danske jøder: de kan i modsætning til vores jøder færdes frit overalt i Danmark, deres børn bliver ikke overfaldet og tvunget til at flytte skole, de kan frit skilte med deres religiøse tilhørsforhold – og deres institutioner er ikke terrormål, der kræver militær bevogtning.
Det er på høje tid, at politikere og myndigheder dropper den hændervridende beklagelse og går langt mere konkret og eksplicit til værks og stopper den misforståede inklusion af alle tænkelige minoriteter i landet, når der skal sættes ind over for chikane og forfølgelse. Det er danske jøder, der forfølges – og indsatsen for at stoppe det tiltagende jødehad, skal have dén adresse startende med en nultolerance politik over for overgreb mod jøder, der indeholder konkrete sanktioner – som f.eks. bortvisning af elever, der chikanere jødiske børn.
Det vil, til en start, være et vigtigt signal om, at vi bekymrer os om og passer på de minoriteter, som er blevet en vigtig del af vores samfund.
AKVAHs rapport kan læses her
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
