Muhammed blev først profet ca. 200 år efter sin død. Hvem Muhammed egentlig var, ved ingen, men 200 år efter sin død var han pludselig blevet profet og ophavsmand til Koranen. Det var først de arabiske kronikører, skriftlærde og jurister i Damaskus og Bagdad, der i 800-900-tallet gjorde ham til profet.
Forvirret? Jeg indrømmer, at denne forklaring overhovedet ikke passer med det, man kan læse på Wikipedia. Men det er ikke desto mindre en solidt underbygget videnskabelig antagelse, som vinder frem i den vestlige islamforskning.
Lad mig bruge et billede. Alle ved i dag, at Sherlock Holmes boede i Baker Street nr. 221b. Adressen er en af Londons kendteste, helt på linje med premierministerens bolig i Downing Street nr. 10.
Hvert år valfarter turisterne hertil og tager selfies foran messingskiltet på døren: Se, her boede Holmes! Men da Arthur Conan Doyle skrev novellerne om Holmes og Watson, eksisterede der ikke nogen adresse med nummeret 221b. Så lang var gaden slet ikke. Først efter forfatterens død, da man i 30’erne forlængede gaden, oprettede man en adresse med det særlige nummer 221B. På denne måde blev den fiktive Holmes knyttet til håndfast virkelighed med tilbagevirkende kraft. I grove træk er det en lignende skæbne, der overgik Muhammed i 800-900-tallet, i al fald ifølge forskerne.
Det er ikke, fordi disse, fortrinsvis tyske, forskere har fundet hidtil ukendt materiale, som de lægger til grund for deres teorier. Alle deres kilder er kendt og beskrevet i forvejen. Når de er kommet frem til deres opsigtvækkende konklusioner, skyldes det en konsekvent historisk-kritisk omgang med disse kilder – noget man i høj grad har forsømt inden for den mere traditionelle islamforskning.
Med et udtryk fra filmverdenen kan man måske kalde forskerne for den moderne islamforsknings ”dogmebrødre”. Gruppen bygger på to klare historievidenskabelige grundantagelser eller ”dogmer”: For det første insisterer de på at læse Koranen som ethvert andet skrift fra oldtiden. Koranen skal underkastes præcis de samme videnskabelige undersøgelser, som Biblen er blevet det gennem snart 300 år. For det andet har de knæsat det sunde princip, at tidlige kilder må foretrækkes frem for sene kilder. Hvis man en dag skulle finde Napoleons ukendte dagbog fra St. Helena, ville det være en bedre kilde til den franske kejser, end f.eks. langt senere biografier om ham. Samtidige kilder, det være sig skriftlige eller arkæologiske, må altså have fortrin frem for alle senere.
Det er i al enkelhed ved hjælp af disse to grundprincipper, at forskerne har taget det afgørende skridt at løsrive Koranen fra den kildemæssigt langt senere muslimske krønikeskrivning. Disse senere krøniker er, hævder forskerne, ikke historieskrivning i moderne forstand, men en slags ideologisk frelseshistorie og rammefortælling til Koranen med ærinde til samtiden, dvs. 800-900-tallet. Ikke mindst Kerr har bidraget til denne forståelse ved at spore islams rødder i jødisk og kristen tradition. Islams tidlige historie er langt hen kirkehistorie.
Jeg vil gerne prøve at give et lidt nøjere indtryk af forskernes overvejelser over den senere muslimske krønikeskrivning. Inden for islamforskningen har man hidtil næret stor tillid til denne litteratur og betragtet den som pålidelig historieskrivning. Denne opfattelse bryder man nu med. Hans Jansen, nu afdød medlem af gruppen, skildrede engang i et foredrag sin umiddelbare forundring ved læsningen af den muslimske tradition om Muhammed, herunder især den berømte Ibn Ishags Biografi ”Muhammeds liv”, som Jansen daterer til ca. år 800. Bl.a. fire følgende træk var genstand for hans forundring:
1. Meget fortællestof kendes også fra ældre kilder. Det fortælles f.eks., at Muhammed lader bygge en forsvarsgrav rundt om Medina efter råd fra en persisk konvertit. Nøjagtig det samme fortæller den græske historiker Prokop om den byzantinske general Belisarios, der i 530 lod grave en forsvarsgrav rundt om byen Dara i Syrien.
2. De mange bibelske træk. Det berettes f.eks., at Muhammeds højre hånd Umar flere gange trækker sit sværd for at hugger Muhammeds modstandere ned. Muhammed befaler ham da, at ”stikke sit sværd i skeden”, præcis som Jesus gjorde til Peter (Mat 26,52).
3. Lån fra andre religioner, f.eks. monanismen. Profeten Montanus levede i det 2. århundrede e. Kr. Montanus modtog direkte åbenbaringer fra Gud. Præcis som Muhammed. Montanus’ to profetinder prædikede, at verdens ende var nær. Præcis som Muhammed gjorde. Montanus’ profetinde Maximilla forkyndte: Efter mig kommer ikke flere profetier, kun undergangen. Præcis som Muhammed. I islamisk tradition er Muhammed med et udtryk fra jødisk litteratur ”profeternes segl”, dvs. den sidste profet.
4. De symbolske navne. Navnene på Muhammeds hustruer, Hadidja og Aisha, betyder f.eks. henholdsvis ”den dødfødte” og ”den levende”. Muhammeds svigerfader hedder ”Abu Bakr”, som betyder ”jomfuens far”. Pudsigt nok, for Aisha, Abu Bakrs datter, var angivelig den eneste jomfru, som profeten tog til ægte.
Alle disse træk og mange flere har været kendt længe, men de forklaringer, man hidtil har givet, har mest haft karakter af bortforklaringer. Jansen tager konsekvensen og hævder, at vi med kilder som Ibn Ishaq slet ikke har at gøre med historieskrivning i vores moderne forstand. Der er derimod tale om et propagandaskrift for en tro, som var ny for forfatterens samtid: Troen på Allahs udsending, Muhammed. Med andre ord: Muhammed som Allahs profet var altså en splinterny forkyndelse i 800-tallet. Ingen havde hørt om det før. I Syrien og det nuværende Irak levede jøder, kristne, montanister og tilhængere af Zarathustras lære, men islam kendte man intet til. Man havde måske kendskab til dele af det gamle skrift, som vi nu kalder Koranen, men Muhammed og Mekka lærte man først nu at kende.
Forskerne udfordrer os til at tænke om igen. Muhammed var forsidestof – i 800-tallets Bagdad. Ikke i 600-tallets Mekka. Som den fysiske bygning i Baker Street først engang i 30’erne blev udnævnt til at være den fiktive person Sherlock Holmes’ hjem, sådan blev også den lille ørkenflække Mekka først så sent som i 800-tallet udpeget som Muhammeds hjemby.
Forskergruppens arbejde er blevet mødt med megen skepsis blandt andre islamforskere. Det er i sin orden. En sund skepsis over for det nye er kun naturligt. Sådan er det også inden for videnskaben. Forskerne venter sig ikke andet, men de opfordrer igen og igen deres kolleger til at tænke med og efterprøve teorierne. Sådan er god videnskab. Desværre har jeg til dato ikke sporet nogen særlig iver efter at tage udfordringen op blandt de danske islamforskere. Det er en stor skam. Selv er jeg ikke forsker og har derfor ingen mulighed for at efterprøve, hvad forskerne skriver. Deres teorier forekommer mig meget overbevisende, men jeg kunne sådan ønske mig, at også skeptikerne ville tage tyren ved hornene og deltage i en kvalificeret debat. Det er for mig afgørende, at det kan komme til en egentlig videnskabelig efterprøvning også herhjemme. Holder det vand? Islamforskningen må ud af flyverskjulet og hjælpe alle os andre lidt nærmere på sandheden om islams tilblivelse.
