Hvis Movia havde været et privat selskab, så havde det naturligvis stået dem frit at bestemme, hvilke reklamer de vil bringe på siden af busserne. Det hører under den private ejendomsret.
Men Movia er ikke et privat selskab, men er etableret ved lov som en offentlig virksomhed i henhold til Lov om Trafikselskaber. Movia er som trafikselskab en særlig, lovbestemt offentlig virksomhed beslægtet med et kommunalt fællesskab.
Movia betjener og finansieres af Region Hovedstaden, Region Sjælland og de 45 kommuner i de to regioner efter lovbestemte regler, ligesom Movia ledes af en bestyrelse på ni medlemmer.
De to regioner, Hovedstaden og Sjælland, har hver et medlem i bestyrelsen. Desuden har den kommune, der yder det største tilskud til trafikselskabets finansiering, nemlig Københavns Kommune, ret til en plads i bestyrelsen.
De øvrige 44 kommuner i Trafikselskabet Movias område udpeger de resterende seks bestyrelsesmedlemmer.
I enhver henseende må Movia regnes som et offentligt selskab og dermed som en del af den offentlige sektor, og det bør ikke være op til en offentligt udpeget bestyrelse i et offentligt selskab at indføre vilkårlige politiske krav til reklamer.
Movia må som andre dele af den offentlige sektor være underlagt kravene til lovmæssig forvaltning - herunder almindelige ligheds- og ytringsfrihedsbetragtninger. At det er organiseret i selskabsform ændrer ikke ved, at det er en del af den offentlige sektor.