Læs Sven Ove Gades essay om modstandsbevægelsen set i lyset af de trusler, vi står over for i dag.
De totalitære muslimske kræfter og deres terroristiske lejesvende er alle vegne. Sidst var det Paris, næste gang måske København. Deres mål er at skabe angst og opløsning, at fremme selvcensur, at nedbryde de frie samfund, vi kender i den vestlige verden.
I mange år undervurderede mange af os truslen. Vi så slet og ret den muslimske indvandring som et kærkomment bidrag til arbejdsmarkedet. Lykkeligvis var enkelte mere vågne. Ikke mindst Søren Krarup.
Hans og Jesper Langballes vedholdende kritik af udlændingeloven fra 1983 er den væsentligste årsag til, at vi i Danmark fik en debat om konsekvenserne, at vi begyndte at åbne øjnene for den islamistiske trussel, at vi så småt er begyndt at væbne os mod en religion, som i sin nutidige udgave mest af alt synes at være en totalitær ideologi.
Men kampen bliver langvarig, forudsætter vedholdenhed og mod. Også mod til de provokationer, Charlie Hebdo og de dræbte tegnere symboliserer. Vil danske medier have modet, når ”je juis”-dagene er forbi.
Jeg ved det ikke, men frygter desværre, at selvcensuren vil få gyldne dage. Som den tidligere redaktør for Charlie Hebdo har udtrykt det i et interview i Jyllands-Posten:
”Vi har tilladt denne udvikling at eskalere, udviklingen fra fatwaen mod Rushdie, Muhammed-tegningerne, anslag mod ytringsfriheden overalt, 11. september, flere og flere angreb i Europa og nu dette, vores kulturelle 11. september, en kulturel katastrofe.”
Om noget er der grund til at styrke den modstandsbevægelse, også Trykkefrihedsselskabet er en del af.
"Hvem er Frode Jakobsen?"
I den nyere Danmarks-historie har især fire begivenheder været skelsættende: 1864, som blev mindet sidste år, ja’et til EU i 1972, den netop omtalte udlændingelov i 1983 og de omfattende demografiske ændringer, og - besættelsen 1940-45.
To af mine oldefædre var med ved Dybbøl. Når de mødtes, blev deres oplevelser i Dannevirke og på Dybbøl gennemtygget igen og igen, fortalte min mor. Når det gælder besættelsen, er der stadig enkelte overlevende fra modstandskampen.
Da jeg for 12-13 år siden arbejdede på en biografi om Frode Jakobsen, var det ved at være sidste udkald. Og i dag er Frode ukendt for mange yngre. For få år siden var jeg med til at opstille et monument for ham i Nykøbing Mors.
Forfatteren Knud Sørensen, som bor i Nykøbing var også en af organisatorerne. For nylig fortalte han mig, at unge, der ser Hein Heinsens monument, hyppigt spørger ham, hvem denne Frode Jakobsen var.
En af de helt store i modstandskampen, Flemming Juncker, udtalte en gang, at kampen kun var et kapitel i hans liv. For andre var den ofte hele livet. For en gang skyld var Juncker ikke helt oprigtig.
Af hans arkiv i Vestre Landsarkiv i Viborg fremgår, at også han, som tilsyneladende var blottet for enhver form for sentimentalitet, i de sidste mange år af sit liv brugte adskillige kræfter på at sætte visse oplevelser og indtryk fra dengang på den rette plads.
Selv var jeg kun ni år ved befrielsen. I lighed med andre familier havde vi i adskillige måneder nøje fulgt udviklingen på fronterne gennem BBC’s danske nyhedsudsendelser og illegale blade.
Da den danske speaker fredag 4. maj 1945, kl. 20.45 meddelte, at tyskerne havde overgivet sig fra næste morgen, stormede min storebror ud af stuen og fyrede sin pistol af. Alle råbte, selv min mor, som ikke havde for vane at være højrystet. Over hele Danmark blev der jublet.
Da modstandsfolkene dagen efter begyndte at arrestere potentielle landsforrædere, var jeg kampklar. Lastbil efter lastbil drejede ind ad porten til Hotel Victoria i Fredericia.
På ladet stod de anholdte med hænderne på baghovedet. I de første befrielsesdage blev der i hele landet anholdt 22.000 mennesker og i de følgende måneder yderligere 18.000. Mange blev hurtigt løsladt.
Omkring 13.000 blev kendt skyldig. Debatten om det tvivlsomme retsopgør kunne begynde. De, der udførte ugerningerne, blev retsforfulgt, men ikke bagmændene. Og de værste forbrydere slap forholdsvis billigere end de små forbrydere.
”Hele det danske folk”
I de første måneder efter befrielsen blev modstandsbevægelsen hyldet igen og igen – også af dem, der havde støttet samarbejdspolitikken med tyskerne. De gamle politikere ønskede at være med på vognen.
”Hele det danske folk har været med i modstanden mod tyskerne,” erklærede den konservative Ole Bjørn Kraft. ”Frihedskampen har været et anliggende for hele det danske folk,” lød ekkoet fra socialdemokraten H.C. Hansen.
Kirkehistorikeren Hal Koch, som var en markant stemme i den offentlige debat, støttede politikerne i deres bekendelse til den fælles store modstandskamp. Deres indsats var ”lige så værdifuld som den, der senere hen blev ydet af andre,” dvs. modstandsbevægelsen.
Og 50 år senere konstaterede historikeren Bo Lidegaard, at samarbejdspolitikerne handlede realpolitisk og gjorde et fædrelandskærligt arbejde for landet og ikke mindst demokratiet. Men som historikeren Hans Kirchhoff har påvist, er det en myte, at politikerne skulle have arbejdet i samme retning som modstandsfolkene. Og myten?
Ja, den blev skabt af politikerne og konsensussøgende historikere.
Blandt modstandsfolkene levede forestillinger om ”et nyt Danmark”. Der gik dog ikke mange måneder, før politikerne gjorde, hvad de kunne for at punktere de folkelige forestillinger om den uforlignelige modstandsbevægelse.
I radioen kaldte socialdemokraten Hartvig Frisch stikkerlikvideringerne ”slet og ret mord”. Modstandsbevægelsen blev underløbet af de gamle politikere.
Formelt var posterne i befrielsesregeringen ligeligt fordelt mellem politikere og modstandsfolk, men politikerne satte sig på næsten alle betydningsfulde poster. Signalet var ikke til at tage fejl af:
”Back to business as usual”. På intet tidspunkt lykkedes det modstandsbevægelsen at få det ønskede opgør med de gamle politikere.
”Vi er vågnet til et politisk liv, som måske ingensinde før – i hvert fald ikke siden vore fædre kæmpede mod provisorierne i 1880’erne,” erklærede Frode Jakobsen på den første grundlovsdag efter befrielsen. Han og de andre modstandsfolk skulle snart, miste adskillige illusioner, hvis det da ikke allerede var sket.
Ved valget 30. oktober 1945 blev Frode medlem af Folketinget, men nogen ministerpost eller anden ledende placering fik han aldrig. Gang på gang måtte han bide skuffelserne i sig. I 1973 forlod han Folketinget. ”Freden var ikke blevet det, vi havde ventet,” erklærede han.
”Hyldesten var blevet til det modsatte. Morder og løgner blev jeg kaldt i aviserne.” - Gennem årene var det Frode, som måtte gå i brechen for de modstandsfolk, som havde foretaget likvideringerne, når jurister og moraliserende, historieløse historikere fortsatte i Hartvig Frisch’s fodspor.
Politikerne kunne fortsætte, hvor de slap. I spidsen for befrielsesregeringen stod Vilhelm Buhl. Som statsminister havde han i 1942 opfordret danskerne til at anmelde sabotørerne til politiet. Debatten om retsopgøret ebbede ud.
Tre år efter befrielsen måtte modstandsmanden og præsten Vilhelm Krarup, konstatere, at der ikke kom – som han udtrykte det ”noget opgør med de kræfter, der i sig udfordrer til opgør, imod tyranniet fra oven, bogstavens og paragraffernes tyranni, de rette meningers, magtens og kapitalens tyranni”.
Opgøret med samarbejdspolitikken udeblev, herunder det danske samfunds betydelige bidrag til den tyske krigsmaskine med heraf følgende forlængelse af krigen og endnu flere ofre.
Af især to årsager tabte modstandsbevægelsen freden: For det første havde den ikke befolkningen bag sig – bortset fra de første uger efter befrielsen og under folkestrejken i sommeren 1944. Det var jo kun en brøkdel af danskerne, der delte modstandsbevægelsens erfaringer og sindelag.
For det andet blev de ledende medlemmer af Frihedsrådet manipuleret af englænderne og de gamle politikere under forhandlingerne om regeringsdannelsen efter krigen. Jeg skal senere vende tilbage til dette forløb.
Modstandsfolkene var og blev de få, uanset at Frihedsmuseet efterhånden har registreret ikke færre end 85.000, der på den ene eller anden måde skulle have været aktive i modstandskampen. Da det virkelig gik hårdt for sig, var de bare nogle få tusinde.
Besættelsens første år
Min gennemgang af modstandsbevægelsens aktiviteter må nødvendigvis blive springende og vil langt fra være fyldestgørende. Jeg håber dog, at det i rimelig grad vil lykkes mig at give en fornemmelse af indsatsen og forløbet.
I de første år af besættelsen skete der ikke meget, bortset fra alsangsstævner, hvor danskerne samledes for at synge fædrelandssange. Alt så mørkt ud. Tyskerne stormede frem på alle fronter og besatte det meste af Europa. Det store flertal tilpassede sig.
Da den senere leder af SOE, Flemming B. Muus hørte om besættelsen 9. april 1940, boede han i Liberia i Afrika. SOE var den britiske organisation til støtte for undergrundsarbejdet i det besatte Europa.
Muus telegraferede omgående til den danske gesandt i London og anmodede om at blive optaget i ”The Danish Legion”, men der var ingen danske styrker i England. Og gesandten? Ja, modsat kollegaen i Washington sluttede han fuldt og helt op bag samarbejdsregeringen i København.
I 1940 var der næppe mange – hvis overhovedet nogen - der forestillede sig, at flere tusinde senere ville tage kampen op, og at flere tusinde ville blive tvunget til at gå under jorden. Man kendte end ikke begrebet modstandsarbejde.
Måske var ordet sabotage kendt, men det havde en kriminel og ikke en politisk klang. At menige og ukendte danskere og ikke regering og rigsdag skulle komme til forme dansk politik og ende med at fastlægge holdningen til den tyske besættelsesmagt, var en absurd tanke.
Hvem kunne forestille sig, at der ville komme sabotage med brug af plastisk sprængstof fra England, som blev nedkastet af engelske fly, i et vist omfang sammen med instruktører? Hvem kunne forestille sig, at danskernes vigtigste nyhedskilder ville blive illegale blade og radioudsendelser fra England og Sverige?
Eller at næsten 20.000 danskere ville søge asyl i Sverige, overført af et omfattende net af småskibe i illegal rutefart over Øresund og Kattegat?
I 1941 begyndte cand.mag. i tysk Frode Jakobsen, friskoledrengen fra Mors med Nietzsche som speciale, at rejse rundt i landet for at opbygge en organisation, som endte med at blive modstandsorganisationen Ringen.
To år senere var han med til at stifte Frihedsrådet sammen med blandt andet kommunisterne Mogens Fog og Børge Houmann og de konservative Erling Foss og Aage Schoch. Rådet blev det samlende koordinerende organ for modstandsbevægelsen.
En anden af de store, Flemming Juncker, godsejeren fra Overgård ved Mariager, fik i slutningen af 1941 besøg af en gammel ven, redaktør Stig Jensen, som SOE havde bedt om at hjælpe med oprettelsen af den danske organisation.
Det endte med, at Juncker organiserede modstandsbevægelsen i Jylland, ikke mindst de livsvigtige nedkastninger fra England af sprængstoffer og våben.
I 1944 måtte Juncker flygte til England, hvorfra han ledede nedkastningsarbejdet i hele Danmark. Livet igennem var Juncker at finde i første geled i kampen mod doktriner og ideologier af enhver art. Opposition til vante forestillinger og ophøjede autoriteter var for ham lige så naturligt som at trække vejret.
Med sine næsten to meter i højden og tilsvarende i drøjden – et af hans dæknavne var ”Elefanten” - lignede Juncker hverken i fremtoning, handlekraft eller idérigdom nogen anden i sin samtid.
Den forstuddannede kæmpe var den fødte iværksætter. Ifølge Jørgen Hæstrup, pioneren blandt besættelsestidens historikere, var Juncker ”måske den af alle nulevende danske, der har ydet landet de største tjenester på mange felter”.
En af Junckers nærmeste medarbejdere var en 29-årig tolder og reserveløjtnant fra Skive, Anton Jensen, mest kendt under dæknavnet ”Toldstrup”. Juncker havde fået øje på den effektive og handlekraftige far til to børn.
Hans kone fødte endnu et barn, efter at han var gået under jorden. De to ældste børn blev anbragt hos slægt og venner. Resten af krigen måtte hun flakke rundt med den nyfødte.
Da Juncker flygtede, overtog Toldstrup ledelsen af nedkastningsarbejdet i Jylland. Hans effektivitet var imponerende. Hvor der i begyndelsen af 1944 var en halv snes nedkastningspladser i Jylland, var der takket være ham et år senere næsten 300.
Hvor der i april-juni 1944 blev modtaget 8 tons sprængstoffer og ammunition, var det i januar-marts 1945 ikke mindre end 214 tons. Sprængstoffer var jo forudsætningen for virkningsfuld sabotage.
Endnu i dag får Toldstrups overlevende kvindelige medhjælpere lys i øjnene, når de fortæller om ham. Ingen af dem tøvede, da de fik muligheden for at komme med i modstandsarbejdet.
”Jeg kan huske, at vi var glade – det var følelsen af, at der endelige skete noget, at nu havde vi kontakt,” har den efterhånden 93-årige Gertrud Pedersen fortalt mig. Man kunne ikke bare gå hen og melde sig ind i modstandsbevægelsen, man skulle kende nogen. Vi var heldige.”
Gertruds afdøde mand, Carl Pedersen, var byleder i Randers, men blev arresteret af Gestapo og endte i en kz-lejr i Tyskland. Ved hjemkomsten var han som mange andre overlevende en muselmand.
Ung stikker-likvidator
Et andet eksempel er Gunnar Dyrberg, Han var ikke større end tobak for en skilling. Ikke desto mindre blev denne spinkle økonom og senere underdirektør i Danske Bank en af dem, der likviderede flest stikkere eller andre farlige forrædere.
I mange år talte han ikke om det. Først i 1990 blev hans kone klar over, at hendes mand havde skudt adskillige mennesker.
Dyrberg havde deltaget i et møde ved Vejle om modstandskampen. Bagefter blev han interviewet af radioen, hvor han bekræftede, at han havde udført flere likvideringer. Da han kom hjem, var hans kone stærkt ophidset:
”Hvad er det, du har lavet? Du har slået mennesker ihjel. Jeg er blevet ringet op af en dame, som siger, at du er morder.”
Dyrberg var robust og kunne klare det. Andre kunne ikke. Efter at Hartvig Frisch havde kaldt likvidatorerne mordere, skød flere af dem sig selv.
I 1944 forsvarede forfatteren Martin A. Hansen likvideringerne i en artikel i et illegalt blad og kaldte dem en nødvendighed. Om de modstandsfolk, der traf beslutningen og gennemførte likvideringen skrev han:
”Du må forstå, at hvad de gør, det gør de med så meget klarere bevidsthed om ansvaret, som de både ved og ønsker, at deres domme skal efterdømmes og prøves, og de selv stilles for retten, når dette er endt.”
Det skete aldrig. Frode Jakobsen kunne slet ikke forstå Martin A. Hansen.
”Jeg kunne have forstået det, hvis hans samvittighed overhovedet forbød ham at tage et andet menneskes liv.
Men kunne man acceptere drabene i flæng – de tyske soldater var jo ikke alle nazister – hvor meget lettere måtte det så ikke være med den selektive krig. At uskadeliggøre en mand, som man kendte som forræder og en fare.”
Eller som Frode sagde ved flere lejligheder: ”Der var jo krig.”
Gunnar Dyrberg har skrevet et par fortrinlige bøger om modstandskampen. I en af dem fortæller han, hvordan han selv blev involveret. Historien er typisk for mange andre. Det begyndte med redningen af jøderne i september 1943, men hvordan skulle han for alvor komme med?
Et par måneder senere kunne en kammerat fortælle ham, at nu var det i orden. Og jeg citerer Dyrberg: ”Men er du nu helt sikker på, at du vil være med? Husk, der er ingen vej tilbage. Man kan ikke bare melde sig ud igen, hvis man fortryder. Nu er det liv eller død.”
Øjeblikket var kommet, men turde han? ”Jeg tøvede nogle sekunder, mens jeg følte en kulde risle gennem kroppen,” fortæller han. ”Selvfølgelig, sagde jeg, og med det ord sagde jeg farvel til en almindelig borgerlig og næsten fredelig tilværelse. I løbet af få måneder blev jeg fredløs i mit eget land.”
Dyrberg fik at vide, at organisationen hed HD, dvs. Holger Danske. ”Det var første gang, jeg hørte navnet på en sabotageorganisation. Jeg havde ikke engang anet, at de havde navne.”
Hans kammerat instruerede ham, selv om hans egne erfaringer kun var otte dage. ”Han beskrev og tegnede efter hukommelsen, så jeg var helt rundtosset,” fortæller Dyrberg.
”Det var for resten den eneste sammenhængende instruktion, jeg nogensinde fik. Sprængstoffet hed 898. Det både lignede og lugtede som marcipan. Det var ganske ufarligt i sig selv, og man skulle bruge både en detonator og en lille forladning, for at få den til at eksplodere.”
Kammeraten viste Dyrberg en pistol, en gammel militærpistol. Der var ingen til Dyrberg. Det varede noget, før han blev selvejer. ”Men nu var jeg så godt som sabotør og allerede næste aften skulle jeg møde resten af gruppen i en villa på Gersonsvej i Hellerup,” fortæller Dyrberg.
”Det viste sig, at jeg ikke kendte nogen af de andre, som heller ikke kendte mig. Jeg måtte finde mig i at blive døbt Herman, men valgte selv mit nye efternavn, Olsen. Det var en underlig fornemmelse at sidde der og betragte de fem unge mænd, som jeg skulle risikere liv og lemmer sammen med resten af krigen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvem der mon skulle dø først.” Og så tilføjer han: ”Vi overlevede alle krigen.”
For ikke så længe siden var jeg sammen med en af Dyrbergs studiekammerater, der blev en fremtrædende, særdeles indflydelsesrig embedsmand. Han følte sig aldrig fristet til at gå ind i modstandsbevægelsen. ”Jeg passede mine studier, og så var jeg i øvrigt enig med Scavenius.”
Og de fleste af hans kammerater var enig med ham. Sådan var virkeligheden også.
De første modstandsfolk var søfolkene, som efter 9. april frivilligt fortsatte med at sejle for Storbritannien og det britiske imperium. Måske det vigtigste danske modstandsindsats overhovedet. 2.000 danske søfolk mistede livet under krigen.
Snart fulgte et åndeligt oprør præget af folk fra Dansk Samling og KU. Mest kendt er Kaj Munk og historikeren Vilhelm la Cour. Et eksempel på mere uorganiseret aktiv modstand var de unge gymnasiaster i Churchill-klubben i Aalborg. Kort før jul døde en af dem, Knud Pedersen.
Som allerede nævnt fik Flemming Juncker i slutningen af 1941 kontakt til SOE i England. Og efter den tyske invasion af Sovjetunionen og Rigsdagens vedtagelse af loven om forbud mod kommunistisk virksomhed gik kommunisterne ind i modstandsarbejdet. Frem til sommeren 1943 blev deres indsats alt afgørende.
Kommunisterne først med sabotagen
I det første år efter 9. april havde kommunisternes holdning været lidt speciel. Indtil tyskerne angreb Sovjetunionen, gjorde DKP England og Frankrig ansvarlig for de tyske ”modforholdsregler”, dvs. besættelsen.
Man måtte ikke lade ”sig misbruge for den engelske imperialismes mål eller for krigens udbredelse i Skandinavien”, hed det. Samtidig gik DKP dog i gang med at forberede illegaliteten.
Da Sovjetunionen blev invaderet, proklamerede DKP oprettelsen af ”en national folkefront”, hvor det gjaldt om, som det hed, at stå ”sammen med alle danske, uanset politiske farve eller livsindstilling, der ligesom vi ærligt ønsker at tilbageerobre vort lands selvstændighed”.
Først i løbet af sommeren 1942 begyndte kommunisterne for alvor at bruge sabotagen som et våben. I front var ikke mindst tidligere frivillige fra den spanske borgerkrig. I slutningen af 1942 blev den kommunistiske sabotageorganisation KOPA dannet, senere kendt som BOPA (borgerlige partisaner).
Der blev også optaget ikke-kommunister. Fremtrædende eksempler er gymnasiasterne Hans Edvard Teglers og Jørgen Jespersen, som begge fik lederstatus. I sommeren 44 forlod Teglers dog BOPA til fordel for Holger Danske.
Et andet eksempel er advokaten Erling Andresen – et usædvanligt helstøbt menneske - som blev afdelingsleder. BOPA blev med tiden den største og mest effektive sabotageorganisation med naturtalentet, blikkenslager Børge Thing, som leder.
Det borgerlige modstykke til BOPA var Holger Danske. Den første gruppe gik i gang i foråret 1943. I løbet af sommeren 1943 fik gruppen forbindelse med SOE og dermed adgang til britiske sprængstoffer
I løbet af sommeren 1942 var sabotagen blevet så omfattende, at statsminister Vilhelm Buhl i den tidligere omtalte radiotale i september så sig nødsaget til at opfordre danskerne til at angive sabotørerne:
”Vær med til at gøre det klart for alle, navnlig for de unge, at den, som har begået sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaringen af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser.”
Umiddelbart efter Buhls stikkertale opfordrede den tidligere konservative partileder Christmas Møller i britisk radio til at sabotere de tyske transporter: ”Gør jer pligt – gør jert værk!”, lød det i hans karakteristiske sprog.
Den øgede sabotage var en af de vigtigste årsager til oprøret i august 1943, der endte med afvæbning af de danske soldater og samarbejdsregeringens reelle afgang. Den omfattende sabotage i forening med strejker afslørede, at politikerne var ved at isolere sig fra befolkningen.
Nødtvungent måtte samarbejdspolitikerne i regering og rigsdag erkende, at der ikke var anden mulighed end at sige nej til de tyske krav om at erklære undtagelsestilstand.
Et par uger efter bruddet 29. august blev Frihedsrådet dannet som et samlende organ for modstandskampen. De to ledende skikkelser, Frode Jakobsen og Mogens Fog, ville gerne have nogle politikere med, men alle, der blev opfordret, sagde nej. Desværre blev Danmark vest for Storebælt ikke repræsenteret i Rådet.
I slutningen af af 1944 bidrog denne indlysende skævhed til at forstærke en alvorlig konflikt i den jyske modstandsbevægelse. Blandt andet afviste Toldstup kategorisk at indordne sig de københavnske ledere.
Jysk modstand
Som tidligere nævnt var Flemming Juncker den drivende kraft i opbygningen af modstandsbevægelsen i Jylland. Ifølge Jørgen Hæstrup skete det ”med næsten eksplosiv fart”. I modsætning til i København skelnede Juncker ikke mellem kommunister og ikke-kommunister, når blot det nødvendige arbejde blev udført.
En fremtrædende kommunist, Niels Aage Nielsen, som fik en central placering i den jyske modstandsbevægelse, var da også imponeret over Junckers absolutte mangel på fordomme og mente, at han behandlede Dansk Samling og kommunisterne komplet ens.
Den engelsk styrede organisation, SOE, var involveret i næsten alle danske modstandsaktiviteter. Uden nedkastning af sprængstoffer og faldskærmsfolk fra England ville optrapningen af sabotagen før 29. august 1943 have været umulig.
I de første mange måneder var faldskærmsfolkene en lidt blandet gruppe. Flere var ganske enkelt for primitive, havde en for spinkel baggrund og havde vanskelig ved at overholde elementære sikkerhedskrav.
Der er næppe heller tvivl om, at SOE i en længere periode ikke var tilstrækkelig omhyggelig i udvælgelsesprocessen. I nogen grad fordi der var mangel på lødige kandidater.
En af Junckers nære medarbejdere, Christian Ulrik Hansen, blev arresteret af Gestapo i vinteren 1944 og henrettet nogle måneder senere.
I stedet fik Juncker fat i Toldstrup, som var toldassistent i Skive. Samtidig ankom ingeniørofficeren, oberstløjtnant Vagn Bennike, fra København. Hans opgave var at intensivere jernbanesabotagen.
På det tidspunkt udfoldede Gestapo store anstrengelser for at få fat i Juncker, som med sin imposante fysiske fremtoning var vanskelig at gøre anonym. I slutningen af april 1944 blev han tvunget til at forlade Danmark.
Hans to efterfølgere, Toldstrup og Bennike, kunne ikke enes, og desværre havde Juncker forsømt at præcisere kommandoforholdene. Bakket op af Frihedsrådet optrådte den 55-årige Bennike som chef.
Toldstrup havde ansvaret for nedkastningsarbejdet i hele Jylland og var desuden chef for den nordjyske modstandsbevægelse. I løbet af efteråret 1944 udviklede der sig en konflikt mellem de to mænd, den mest alvorlige i den danske modstandsbevægelse.
Det var en strid mellem to vidt forskellige stilarter og miljøer. På den ene side en ældre officer, der ville lede modstandsbevægelsen efter militære principper med vægt på systematik og orden.
På den anden side en 30-årig civilist, omend reserveløjtnant i livgarden, der ønskede størst mulig aktivitet, lagde vægt på improvisation og ikke ville lade sig bremse af Bennikes vidtgående krav til security’en. Den ældre oberstløjtnant havde tilsyneladende vanskeligt ved at forstå, at illegalt arbejde kræver smidighed og andre procedurer end dem, han kendte fra hæren.
Foruden nedkastningerne var Toldstrup stærkt engageret i bestræbelserne på at øge sabotagen, ikke mindst jernbanesabotagen og dermed den for tyskerne så vigtige forbindelse mellem Norge og Tyskland.
Målet var at sabotere alle tyske tog. Sabotagen blev så massiv, at tyskerne i vinteren 1944-45 blev tvunget til at brække det ene spor op mellem Randers og Aalborg for at kunne reparere det andet spor. Resultatet var enorme forsinkelser.
Især historikeren Aage Trommer har skabt tvivl om jernbanesabotagens virkninger. En anden historiker, Henrik Skov Kristensen, har imidlertid påvist, at både englænderne og tyskerne betragtede jernbanesabotagen som en militær faktor, der blev inddraget i den militære planlægning.
Takket være sabotagen behøvede englænderne og amerikanerne heller ikke at afse ressourcer til at bombe de danske jernbanelinjer.
Endnu i midten af 1943 var den illegale presse den vigtigste illegale kampform. Hovedopgaven var at vække befolkningen til modstand. Takket være tilgang af nye modstandsfolk og stadig flere sprængstoffer fra England accelererede sabotagen yderligere.
I midten af 1944 gennemførte BOPA regulære partisanangreb på virksomheder, der blev bevogtet af sabotagevagter. Mest omfattende var aktioner imod fabrikken Globus, der producerede flydele, og Riffelsyndikatet i Frihavnen med fremstilling af automatiske våben.
Stor opmærksomhed vakte en aktion på Aalborg lufthavn, hvor Toldstrup og hans mænd blandt andet sprængte to hangarer med specialmaskiner og adskillige flyvemaskiner i luften.
I 1943 gennemførte modstandsbevægelsen godt 800 store og små sabotageaktioner imod industrivirksomheder og værksteder. Til trods for at englænderne havde dekreteret et sabotagestop i de første tre måneder af året, nåede man i 1944 op på næsten 1000 aktioner.
”De tror, vi kun dur til at æde”
Den hidsige sabotageaktivitet var en væsentlig årsag til en omfattende folkelig manifestation i sommeren 1944: folkestrejken. Andre årsager var invasionen i Normandiet og en udbredt fornemmelse af, at det tyske nederlag nærmede sig.
Særlig vrede udløste henrettelsen af otte modstandsfolk, blandt andet Hvidsten-gruppen.
Gnisten, der antændte bålet, sørgede den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner von Best, for, da han proklamerede spærretid i Storkøbenhavn og forbud mod forsamlinger og møder. Han nedlagde også forbud mod at opholde sig på offentlig gade mellem kl. 20 og kl. 5.
Forfatteren Martin A. Hansen er nok den, der bedst har fanget stemningen. ”Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage genoplever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft,” skriver han i sin dagbog. ”
Og intet folkefærd giver sin heroisme mindre heroiske udtryk. Var man overfladisk, kunne man fristes til at tro, den store by morer sig som over en vældig spøg, at den blot leger oprør, tager sig et par muntre fridage med ballade på gaderne. Men det går dybere. Ingen spørger mere: Hvorfor gør vi det? På det spørgsmål har instinktet svaret klart, hvad den tørre fornuft er ude af stand til. Den kan næppe finde nogen mening i det just nu. Men man spørger: hvor længe kan vi holde ud? Nogle regner med en uge, ja, to dage, andre at det kun kan vare til onsdag og måske snarest bryder sammen mandag. Og som man har oplevet det underlige, at vognlæs med fødevarer af befolkningen selv blev tvunget til at køre ud af byen igen, mærker man i de kredse og bydele, man kommer i, den forunderligste indbyrdes hjælpsomhed. En har rigeligt med kartofler og giver andre, en anden har meget brød og smør. Naboer, som aldrig har talt sammen, kommer og koger mad hos hverandre og morer sig imens. Snakken går. Nu, endelig, skal man vise dem. De tror, vi kun dur til at æde.”
Martin A. Hansen med de mange tråde bagud var ikke i tvivl om, at det folkelige oprør 26. juni - 4. juli 1944 ville indtage sin plads i Danmarkshistorien på linje med for eksempel belejringen af København i 1536 under ”Grevens Fejde”. Under gadekampene blev 51 dræbt og over 300 såret.
Folkestrejken var ikke alene et oprør mod besættelsesmagten, men også et opgør mellem de ledende samarbejdspolitikere, især de socialdemokratiske, og Frihedsrådet. Politikerne var modstandere af strejken, men københavnere valgte at følge parolerne fra Frihedsrådet, som dermed fik sit folkelige gennembrud.
Socialdemokratisk dobbeltspil
Politikerne blev klar over, at der var sket en forskydning i magtforholdet og tog kort efter initiativ til nedsættelse af et kontaktudvalg mellem politikerne og Frihedsrådet.
Efter indledende manøvrer blev udvalget rammen for forhandlinger om sammensætningen af den kommende befrielsesregering. De ledende socialdemokrater havde længe været overbevist om, at det bar mod et tysk nederlag, men de frygtede kommunisterne.
Set med deres øjne ville Tysklands sammenbrud og befrielsen fra den tyske besættelse kun være en del af problemets løsning, for den anden del, kommunisterne, så ud til at gå dramatisk styrket ud af kampen, både nationalt, hvor deres indsats i modstandskampen gav respekt, og internationalt, hvor Den Røde Hær var blevet kontinentets stærkeste.
For de ledende socialdemokrater gjaldt det om at få begrænset den indflydelse, kommunisterne fik via modstandsbevægelsen. Set med deres øjne var der et ubetinget sammenfald mellem snævre socialdemokratiske partihensyn og nationale interesser.
I dette dobbeltspil blev de i høj grad støttet af officererne i og omkring Den lille Generalstab med hærchefen general Gørtz i spidsen og med kaptajnerne Viggo Hjalf og ikke mindst ex-nazisten S. Schjødt-Eriksen som indpiskere.
Væsentlige aktører i spillet var også den danske SOE-chef Flemming B. Muus og Herman Dedichen, som støttede politikerne og officererne. Dedichen, som var uddannet som ingeniør i USA, var et barnebarn af Edvard Brandes og havde tæt kontakt til de ledende socialdemokratiske politikere.
Allerede i begyndelsen af 1944 havde det britiske udenrigsministerium givet udtryk for, at Vilhelm Buhl burde være statsminister og Christmas Møller have en eller anden post i regeringen.
Og Muus bakkede sine engelske arbejdsgivere op. Frode Jakobsen, som foretrak Christmas Møller som regeringschef, var ikke i tvivl om, at Muus, Dedichen og Schjødt-Eriksen fra Den lille Generalstab havde givet englænderne indtryk af, at modstandsbevægelsen var indforstået med, at Buhl blev statsminister.
På et tidspunkt brevvekslede Frode Jakobsen og Christmas Møller om muligheden for at danne et nyt politisk parti, dvs. et parti udsprunget af modstandsbevægelsen. Begge opgav dog tanken.
I stedet mente Frode, at man burde forsøge at etablere et samarbejde med, hvad han kaldte, ”det bedste inden for de fire politiske partier”. Christmas Møller var skuffet over, at han ikke blev statsminister.
Nu hjalp det heller ikke ligefrem, at hans aktier stod svagt i London – både hos englænderne og hos de danskere, som var knyttet til SOE, ikke mindst Flemming Juncker og Svend Truelsen.
Under de endelige forhandlinger i marts-april 1945 om regeringsdannelsen krævede Buhl, at der blev et flertal af politikere i den kommende regering.
Frode Jakobsen ville have en fifty-fifty løsning, og det blev det endelige resultat, men som tidligere nævnt satte politikerne sig på de tunge fagministerier, blandt andet finansministeriet, forsvarsministeriet, der ville blive afgørende, når modstandsbevægelsen ikke længere havde et våbenmonopol, og arbejds-og socialministeriet, som kommunisterne ellers gerne ville have sat sig på.
Umiddelbart før befrielsen gjorde Buhl stillingen op over for sine partifæller: ”Vi skal nok blive almindeligt anerkendt, når den første frihedsrus er ovre.
Men det bliver Frihedsrådets triumf den dag, landet atter er frit, hvis ikke partierne griber ind og tager føringen. Det kan dreje sig om timer, hvorvidt situationen får det ene eller det andet forløb.
Det må være en regering under politisk ledelse. I modsat fald vil partierne få et knæk, som det vil tage lang tid at forvinde. Vor linje har været at skaffe politikerne en sådan placering, at de anerkendes som medkæmpere.
Naturligvis kommer der også vanskeligheder under en fælles regering. Men modstandsbevægelsens våbenmonopol vil være brudt, statens ordensmagt genoprettet. Og partiernes stilling vil blive styrket dag for dag – indtil valget.”
Buhl var ikke i tvivl om, at han og de andre politikere havde fat i den lange ende. Modstandsbevægelsens folk kunne da heller ikke magte Buhl og konsorter under de afgørende forhandlinger.
Nu hjalp det heller ikke ligefrem, at modstandsbevægelsen langt fra var en entydig størrelse. På den ene side kommunisterne, som drømte om et folkedemokrati á la de øst- og centraleuropæiske lande, på den anden side en uhomogen samling af især borgerlig observans, hvor en del var præget af Dansk Samling, hvis leder, Arne Sørensen, havde visse mere eller mindre tågede idéer. På intet tidspunkt afslørede han politiske lederevner.
Nederlag og skuffelse
De unge modstandsfolk blev chokerede, da de hørte, at Buhl skulle være statsminister. Mange af dem havde drømt om en ny tid. Buhl var en provokation.
Da jeg i 2002 og 2003 interviewede endnu overlevende modstandsfolk, var vreden stadig massiv. Med sin anti-sabotagetale symboliserede Buhl næsten endnu mere end Scavenius samarbejdspolitikken.
Havde det stået til dem, skulle modstandsbevægelsen enten have holdt sig uden for regeringen, eller også skulle Frihedsrådet have overtaget regeringsmagten, indtil der var afholdt valg.
Hvorfor gjorde Frihedsrådet ikke sit arbejde færdigt, spurgte de. Var medlemmerne for trætte, for godtroende eller for splittede? Men som modstandsmanden Jørgen Kieler har formuleret det:
”Der er utvivlsomt mere end ét svar på disse spørgsmål. Et af dem er sikkert en erkendelse af, at den tværpolitiske drøm, som man havde håbet kunne slå bro over kløften mellem den højre- og venstreorienterede del af modstandsbevægelsen, ikke var bæredygtig i fredstid.
Denne erkendelse, mener Kieler – og utvivlsomt med rette - har vist sig at være realistisk, selv om det for mange tog 50 år at indse det.
I 1864 måtte de danske soldater gå udmarvede hjem, efter at mindre duelige politikere havde forhindret en rimelig fred, som kunne have sikret Nordslesvig. Det var med til at skabe baggrunden for den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne.
Da de unge frihedskæmpere i 1945 vendte tilbage til hverdagen, blev de første dages begejstring snart forvandlet til en skuffelse. For de professionelle politikere blev de fem besættelsesår en parentes i et udviklingsforløb. For dem gjaldt det bare om at knytte tråden til tiden før 9. april 1940.
For de unge havde modstandskampen ikke blot været en kamp mod tyskerne og deres håndlangere, men også mod de politikere, der havde hovedansvaret for for den efterladende forsvarspolitik i 1930’erne, og som uden videre havde tilpasset sig besættelsesmagten.
Nu blev de udmanøvreret af de selv samme politikere, der lod dem forstå, at tiden kaldte på de ansvarsbevidste, altså dem selv. Oprørernes tid var forbi.
Politikerne brugte det demokratiske system til at banke de unge oprørere på plads. Ganske vist antydede de en slags åbenhed, men det var symbolsk, en del af deres overordnede strategi.
Frode Jakobsens mistrøstige skæbne i efterkrigstidens politiske spil er et eksempel. Men var der uden for kommunisternes rækker overhovedet nogen, der egnede sig til at gå i spidsen, når der skulle gøres op med fortidens forsyndelser? Store dele af fodfolket, de aktive modstandsfolk, der skulle bære kampen, var udmattede på sjæl og krop.
Mange var kommet nedbrudte hjem fra de tyske kz-lejre, andre skulle i gang med at fuldende den uddannelse, som havde været sat i stå, eller genoptage det forsømte familieliv, som ofte lå i ruiner.
Nok kunne de drømme om fornyelse, men udforme den konkret endsige gå ind i direkte politisk arbejde, orkede uendelig få. Og ingen af dem havde egentlige politiske erfaringer.
Modstandsbevægelsens repræsentanter i befrielsesregeringen måtte slås med samarbejdspolitikerne på deres hjemmebane og snart også på deres politiske præmisser. Som Vilhelm Buhl havde forudsagt, skulle politikerne nok blive anerkendt, når den første frihedsrus var ovre.
I en periode kunne politikerne bruge modstandsfolkene til at give et indtryk af, at de havde ”lært noget”, at ”vi alle er i samme båd” - som det hed i en revyvise fra 1944.
De foregav interesse, men i praksis sørgede de for, at kun få modstandsfolk blev opstillet som kandidater ved oktober-valget i 1945 og så endda i kredse uden mulighed for valg.
Ser man bort fra kommunisterne, blev kun Frode Jakobsen og N. Busch-Jensen (justitsministeren) valgt hos Socialdemokratiet og Per Federspiel hos Venstre.
Politikerne fornemmede, at det store flertal ønskede at vende tilbage til verden af i går. Ifølge forfatteren og modstandsmanden Tage Skou-Hansen lykkedes modstandsbevægelsens oprør under besættelsen da også kun ”fordi kampen blev en borgerkrig mellem to mindretal: modstandsbevægelsen og regeringen. Folket forholdt sig passivt.
Det store flertal blandede sig ikke, og var der blevet stemt om samarbejdspolitikken, var den nok blevet fortsat. Men der blev heldigvis ikke stemt.”
Skou-Hansens franske forfatterkollega, modstandsmanden Albert Camus, har udtrykt det anderledes:
”Gamle politikere, der nu er tilbage ved magten, opnår ikke at få deres egen politik til at stemme overens med de håb og mål, som er født blandt de europæiske folk af nød og undertrykkelse (…) Den sikreste måde at øge dets utålmodighed på er at påtvinge det mænd og kliker, som det ikke ønsker længere. Europas modstandsbevægelse udtrykker så vagt og kejtet det end kan være, de europæiske folks håb og krav.”
Nok har Camus ret, men når det gælder folket i almindelighed, i hvert fald det danske, er Skou-Hansen måske alligevel tættere på sandheden.
Nordmanden Nordahl Grieg, der blev dræbt som krigskorrespondent under et bombetogt over Berlin i 1943, forudså udviklingen:
”De levende styrer verden,
en flokk bliver altid igjen,
de uundværlige flinke,
livets nestbeste menn.”
I sommeren 1945 gjorde ”de næstbedste mænd”, hvad de kunne for at generobre skansen. I stedet for at forsvare samarbejdspolitikken skabte de myten om den legale modstand som en forudsætning for modstandsbevægelsens arbejde. Scavenius, Gunnar Larsen og Thune Jacobsen blev syndebukke.
Selv havde politikerne været solidariske med modstandsbevægelsen og havde siden 29. august 1943 sørget for penge og våben til kampen. Deres indsats stod fuldt og helt mål med Frihedsrådets.
”Så dygtigt blev denne kampagne drevet, at den ikke blot bragte modstandssynspunktet i defensiven under valgkampen i oktober, men blev en vigtig figur i den kollektive erindring om samarbejdspolitikken fremover,” har den ellers konsensussøgende historiker, Hans Kirchhoff, nøgternt konstateret.
Modstandsbevægelsens resultater
Men hvad opnåede modstandsbevægelsen i det hele taget?
For det første blev Danmark reelt, anerkendt som allieret.
Uden modstandsbevægelsens indsats ville Danmark ved krigens slutning være fremstået som partner med Hitlers Tyskland.
For det andet blev det fastslået, at også Danmark har et ansvar for sin egen skæbne, herunder sin egen frihed. Med samarbejdspolitikken havde Danmark overladt det til andre nationer at slås for vor frihed. Som Frode Jakobsen formulerede det i et brev til Christmas Møller i London:
”Det, der har sat os i gang, er dog frem for alt smerten over, at vi syntes, at vort folk ville knibe uden om. Angsten for, at vi skulle miste vor nationale ære ved ikke at gøre vor internationale pligt.” For Frode var ”kampen for folkets sjæl det vigtigste.”
Måske blev den militære betydning af modstandskampen begrænset, men moralsk og politisk havde den afgørende betydning, for danskerne havde selv ydet et bidrag til deres lands befrielse.
I øvrigt havde englænderne næppe forsynet modstandsbevægelsen med våben og sprængstoffer, hvis ikke indsatsen havde haft en vis militær betydning.
For det tredje er det næppe sandsynligt, at Danmark i 1949 havde tilsluttet til Atlantpagten. Siden 1864 havde neutralitetspolitikken været en selvfølge, ja i en sådan grad, at regeringen i 30’erne stort set ikke vovede at kritisere udviklingen i Tyskland under Hitlers fremmarch.
Det kneb dog med det danske NATO-ja. Trods erklæringer fra dele af modstandsbevægelsen om ”aldrig mere en 9. april”, og at ”neutralitetens tid er forbi”, var regeringen i de første efterkrigsår ikke indstillet på at opgive neutralitetspolitikken.
”Vi tilstræber et ligeligt godt forhold til Øst og Vest. De store stridigheder kommer ikke os ved,” fastslog statsminister Hedtoft. Optrapningen af Den Kolde Krig, der indebar indlysende trusler mod Danmarks sikkerhed, og måske ikke mindst det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 rev det sidste slør fra øjnene. Pludselig skulle der skabes et forsvar, der viste omverdenen, at Danmark ønskede ”at leve som en fri nation”.
Men så var der De Radikale, der havde nøglen til ministerkontorerne. Og de klyngede sig fortsat til Hørups ”Hvad skal det nytte”-dogme, der byggede på frygten for en gentagelse af 1864.
Især på grund af radikal modstand undlod Danmark at opbygge et troværdigt forsvar og leve op til styrkemålene i NATO. I praksis blev Danmark ”allieret med forbehold”. På et område, Hjemmeværnet, der var et barn af modstandsbevægelsen, gjorde Danmark sig dog positivt bemærket.
Dagspressen fortsatte efter befrielsen også stort set uanfægtet. Frihedsrådets repræsentant i Stockholm, Ebbe Munck var udset til at overtage redaktørstolen på Berlingske Tidende, men han blev hurtigt skudt til side.
I stedet fortsatte Svend Aage Lund, der havde været med til at stifte Dansk-tysk forening under besættelsen. I Stockholm var lederen af Dansk Pressetjeneste, Erik Seidenfaden, overbevist om, at han ville flytte ind i hjørneværelset på Politiken, men medarbejderne vragede ham.
Som i den politiske verden sejrede de gamle kliker også i pressen. Det eneste lyspunkt var Informations overgang fra illegal til legal bladvirksomhed. Denne avis skulle få afgørende betydning for adskillige unge, især i 50’erne, Selv var jeg en af dem.
Som et udtryk for det til lejligheden konstruerede fællesskab mellem modstandsbevægelsen og politikerne besluttede Folketinget i juni 1945 at nedsætte en kommission til at undersøge, om der var grundlag for at drage ministre og embedsmænd til ansvar for deres embedsvirksomhed under besættelsen.
Kommissionen bestod af 23 folketingsmedlemmer, hvoraf de 21 havde været aktive under samarbejdspolitikken. Disse 23 politikere skulle suverænt afgøre, hvad der var væsentligt og uvæsentligt i samarbejdspolitikken. I virkeligheden ville de med denne genistreg beskytte sig selv og deres eget omdømme.
Formelt var det kommissionens opgave at finde ud af, om der var grundlag for at rejse rigsretstiltale mod nogen. I 1953 var kommissionen færdig. To år senere besluttede et overvældende flertal i Folketinget, at ingen skulle tiltales.
Bortset fra kommunisterne kunne samarbejdspolitikerne vaske deres hænder og overlade samarbejdspolitikken og dens gerninger til historikerne. Behændigt var det lykkedes dem at smyge ansvaret af sig og frikende sig selv.
Efter krigen
Kommunisten Mogens Fog og socialdemokraten Frode Jakobsen var politisk de mest bevidste medlemmer af Frihedsrådet. Frode vidste udmærket, at han og de andre ledende medlemmer af Frihedsrådet havde skuffet de unge modstandsfolk. I artikler og taler forsøgte han at rette op på skaden:
”Man har talt om modstandsbevægelsens ånd,” erklærede han i 1948. ”Andre har hånligt spurgt om, hvad dette uklare noget betød. Men vi siger jo netop ånd, fordi det ikke er en paragraf, der kan gennemføres af en rigsdag. Modstandsbevægelsens ånd må i dag efter min mening betyde tre ting: For det første viljen til at stå vagt om Danmarks demokrati. For det var jo det, vi kæmpede for. For det andet en bestræbelse for, at vort folk aldrig må vige tilbage fra sin internationale pligt, at det aldrig må knibe udenom, når verden står i kamp, også for vor frihed. Vi vil ikke være en snylternation i læ af andres ofre. Det kræver vi simpelthen som anstændige mennesker. For det tredje, at vi også tager forsvarsmæssige konsekvenser deraf, så de første punkter bliver til mere end snak.
Vi siger: ’Aldrig mere en 9. april’. Fordi vi ved Danmark simpelthen ikke kan tåle en 9. april til. Fordi vor folkesjæl ikke kan tåle det. Fordi vor anseelse blandt nationerne ikke kan tåle det. Og fordi selve for frihed i det lange løb ikke kan tåle det.”
Med enkelte undtagelser valgte hovedparten af modstandsfolkene at holde sig uden for den offentlige debat. Der blev udsendt erklæringer om nødvendigheden af at tilslutte sig Atlantpagten og om visse foreteelser under besættelsen.
Mest dramatisk om den skæve våbenfordeling som en udløber af en retssag i 1960 mellem hærchefen, general Hjalf, og Land og Folks redaktør, men det var så det. Da jeg var ung i 50’erne, beklagede jeg i lighed med nogle andre unge tavsheden og skrev et par artikler. Nøgleordet var ”svigt”.
Mange år senere, mere præcist i 1985, skrev Tage Skou-Hansen i et essay: ”De gamle helte får at vide, at de svigtede efter 1945. De reagerer aldrig på anklagen. Naturligvis ikke. De fik jo ingen indflydelse. Det var andre personer, som kom til at tegne udviklingen i efterkrigstiden. Alligevel kan man stadigvæk forbavses over, at heltene blev så komplet ubrugelige.”
Dengang blev politikere også i vidt omfang rekrutteret fra de politiske ungdomsorganisationer, hvor vanetænkning ofte er en væsentlig vare på hylderne. At åbne sig for de tidligere modstandsfolk lå de politiske partier uhyre fjernt. De var jo erklæret ”komplet ubrugelige”.
Dagbladet Information forsøgte af og til at åbne for en debat, men den bevægede sig for det meste på overfladen, og i løbet af 60’erne ændrede bladet karakter. Fra at gå i brechen for NATO og hvad deraf fulgte, blev bladet forbløffende hurtigt et talerør for de bevægelser, der sprang ud af 68-oprøret.
Sammen med nogle venner satte jeg min lid til Thorkil Kristensen. Han udtrykte, hvad vi i vores lille verden forstod ved ”saglighed”, altså at der skulle være ”saglige” svar på de politiske udfordringer. Kierkegaard ville have kaldt det ”redelighed”.
Da Thorkil blev frosset ud af Venstre omkring 1960, var jeg med til at stifte Liberal Debat, altså en organiseret oppositionsgruppe inden for det samme parti. De aktive i denne kreds var især højskolefolk (de betød endnu noget dengang), og unge akademikere fra København og Aarhus, men så sandelig også adskillige gamle modstandsfolk. I 1965 dannede vi et nyt parti, Liberalt Centrum, som året efter blev repræsenteret i Folketinget med fire mandater.
Efter valget i januar 1968 døde LC af især to årsager: For det første havde partiet efter valget i 1966 ingen afgørende parlamentarisk indflydelse. Det var i ”det røde kabinets dage”. For det andet var partiet idémæssigt for snævert, præget af en overvældende tro på ”saglige”, dvs. teknokratisk prægede løsninger.
I sin bog ”Selvbesindelse” gennemheglede Søren Krarup i 1976 med en vis ret denne utopi. Men sammenligner jeg med vore dages uniformerede korps af unge politikere, der er ved at forvandle Folketinget til en varmestue for unge akademikere og studerende, vil jeg nok mene, at vi i højere grad var et udtryk for, hvad man kunne kalde ”de gode viljer”.
Og så kom 1968 med, hvad deraf følger. Forinden havde Danmark i 1956 med loven om folkepension taget et afgørende skridt ind i velfærdsstaten med kontante tilskud til alle uanset trang, altså borgerløn. Forarbejdet var gjort med det af Jens Otto Krag konciperede efterkrigsprogram ”Fremtidens Danmark”.
Senere fulgte ja’et til EF i 1972 og en udvikling, hvor Folketinget levede sig ind i rollen som gummistempel for beslutninger, der træffes i Bruxelles. I 1983 udlændingeloven og den deraf følgende hurtige vækst i indvandringen, især af muslimer. I samme årti fodnotepolitikken, hvor Danmark de facto var tæt på at træde ud af NATO.
Hertil et fortløbende forfald i den politiske debat, præget af de unge, uerfarne politikere - ”alumnerne i asylet på Christiansborg” ville min forgænger på Ekstra Bladet, Victor Andreasen, have kaldt dem - falanksen af politiske kommentatorer og spindoktorer og påkaldelsen af såkaldte eksperter, hyppigt pseudoeksperter, som døgnet rundt synes at sidde klar ved telefonen for til enhver tid at være leveringsdygtige i vurderinger og meninger, ofte på områder, hvor deres ekspertise er ikke-eksisterende, men hvor en professortitel eller anden akademisk staffage giver indtryk af autoritet.
Samlet sørger disse politiske kandestøbere for at udbygge kløften mellem, hvad man kunne kalde det jævne, almindelige danske folk og en verden, hvor politik er en slags leg. En udvikling, der måske vil ende med at demontere folkestyret.
Det magiske ord er ”demokrati” - et ord, som er hævet over enhver diskussion. Påpeges behovet for ændringer i systemet, grænser det til helligbrøde. En tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, har ligefrem erklæret, at grundloven og dermed demokratiet bør være en religion.
Modstandskampen hører hjemme i en fjern, fjern fortid, selv om Anders Fogh Rasmussen i 2003 hyldede modstandsbevægelsen for at have reddet Danmarks ære. Eller som han præcist formulerede udfordringen:
”Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet over for valget mellem at gøre det rigtige, at tage stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed. Det er spørgsmål, som er lige så aktuelle i dag, som de var under besættelsen.”
I dag og dengang
Dramaet i sidste uge i Frankrig afslørede endnu en gang, at væsentlige dele af dansk presse er rede til at indordne sig den islamiske version af frihed. Af hensyn til integrationen, siger man.
Man glider med. Ytringsfriheden gradbøjes. Men en frihed, der udsættes for selvcensur og ikke løbende bliver brugt til sin yderste grænse, bliver en formel frihed. Ved at glide med, ved i fredens navn at undgå alt, der kan tænkes at støde Profeten, amputerer man friheden. Den af konsensussøgende politikere så højt berømmede integration indebærer snarere, at danskerne tilpasser sig islam, altså en slags bagvendt integration.
I 30’erne ville det officielle Danmark ikke udfordre Nazi-Tyskland ved at sige sandheden om det totalitære styre. Pressen blev tilskyndet til at vise tilbageholdenhed.
Der skulle en modstandsbevægelse og en illegal presse til at afsløre hykleriet. Af hensyn til muslimske indvandrere og under påkaldelse af medarbejdernes sikkerhed foretrækker store dele af dansk presse at kopiere modellen fra 30’erne. De muslimske indvandrere skal ikke forpligtes på danske værdier, herunder de grundlovssikrede frihedsrettigheder.
Derimod skal danskerne vise tilbageholdenhed, i praksis ved at indordne sig en ideologi, hvor ytringsfrihed er ikke-eksisterende. Hensynet til medarbejdernes tryghed går foran pressefriheden, dvs. forudsætningen for enhver meningsfuld journalistik. Forståeligt vil nogle mene, ja, måske. Det er i hvert fald en logisk konsekvens, når islam ikke opleves som en eksistentiel udfordring.
Aktuelt har den højtbesungne frihed givet sig udtryk i floskler som ”et angreb på os alle”, ”vi er alle Charlie Hebdo”. Som om nogen indtil 7. januar 2015 kerede sig om dette udfordrende franske blad.
Pressen, herunder Danmarks Radio og TV2, styres af stuerene, anstændige mennesker, som i deres tilsyneladende bundløse uvidenhed om islam end ikke drømmer om at forsøge at trække tæppet bort under de islamister, som forsøger at underminere deres egen frihed.
I stedet for at søge viden om islam taler man som Lars Løkke & Co. om nødvendigheden af at vise forståelse og søger febrilsk efter muslimske helte. Journalister ved jo, at der ikke venter kors og bånd og stjerner eller Cavling-priser, hvis han eller hun – i den udstrækning de overhovedet måtte få lov - skulle finde på at benytte pressefriheden til at afdække konsekvenserne af islams indtog i det danske samfund.
Det er da også karakteristisk, at der ved den seneste indstilling til Cavling-prisen ikke var et eneste eksempel på journalistik, der forsøgte at afdække islamismen og dens virkninger i det danske samfund.
Det nationale fællesskab undergraves
Modstandsfolkene vidste, hvem fjenden var. Trods risikoen ville de bekæmpe denne fjende. Tilhyllet i uvidenhed og indsnøret i hykleri undlader nutidens medier og deres bagmænd, herunder det store flertal af politikere at forholde sig til vore dages farligste ideologi. Det er vigtigere at udtrykke forståelse over for de pæne og noble muslimer – de findes lykkeligvis - som aldrig går over for rødt lys.
I den udstrækning, der overhovedet måtte være et problem, altså når man omsider har fået nok af at udtrykke forståelse, er svaret:
Mere politi, endnu mere overvågning, endnu flere beføjelser til Big Brother-samfundet, endnu mere indskrænkning af den personlige frihed, altså lige præcis hvad terroristerne og de totalitære kræfter ønsker.
Samme evne til at tale uden om præger forholdet til velfærdsstaten, hvor den selvstændige borger er ved at forsvinde, for i stedet at blive forbruger hos det offentlige. Men den største udfordring er dog den gradvise opløsning af det nationale fællesskab eller nationalstaten.
Det er vigtigt ”at høre til” et sted, fastslog Isaiah Berlin. Sammen med sin familie flygtede den russisk-engelske samfundsfilosof fra Rusland efter revolutionen i 1917.
I oplysningstiden antog filosofferne fejlagtigt, at mænd og kvinder kunne leve deres liv i overensstemmelse med abstrakte principper, kosmopolitiske værdier. Det var ”idealistisk, men hul doktrinær internationalisme”, mente Berlin.
At blive forstået var ensbetydende med ”at dele en fælles fortid, fælles følelser og sprog, fælles forudsætninger, mulighed for tætte forbindelser – kort sagt at dele fælles former for liv.” I Danmark ville mange af os også fremhæve kristendommens betydning.
Det var netop dette fællesskab, dvs. fædreland, den ikke-kommunistiske del af modstandsbevægelsen – og det vil sige det store flertal – først og fremmest sloges for.
Og det er netop dette fællesskab den muslimske indvandring er ved at undergrave godt hjulpet af affable politikere og salonfähige medier.
Hvis denne udvikling skal stoppes, forudsætter det - som under besættelsen - en aktiv modstandsbevægelse, dvs. mennesker, der er rede til at gå mod strømmen og afdække truslen.
Artiklen er en trykt udgave af et foredrag holdt i Trykkefrihedsselskabet 14. januar
