Minkskandalen er præcis det: en skandale. Ikke så meget fordi et helt erhverv er lagt i ruiner og dets udøvere har fået ødelagt deres livsværk og indtægtsgrundlag; det er en tragedie, men ikke i sig selv en skandale. Skandalen består i, at regeringen og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen iværksatte minkslagterierne uden at have lovhjemmel til det. Det er grundlovsbrud, hvilket er det alvorligste en regering kan begå, for Grundloven er selve fundamentet for al lovgivning i Danmark og dermed også rammen for regeringens og Folketingets virke.
Men ikke nok med det: selv efter det kom frem, at der ikke var hjemmel til at slagte alle mink og lukke alle minkfarme i Danmark, fremturede Mette Frederiksen – Danmarks Statsminister – og sagde igen og igen, at selvom hun havde vidst, at der ikke var hjemmel (og det vidste hun måske alligevel), så var udfaldet blevet det samme: hun havde alligevel lukket minkerhvervet ned – af hensyn til ”folkesundheden”.
Dermed introducerede hun (ulovligt) en ny lov – en Lex Mette Frederiksen - som står over Grundloven, hvorefter Grundloven må vige, hvis statsministeren vurderer, at der er tungere vejende hensyn på bordet. I dette tilfælde ”folkesundheden”, hvad det så end er. Under alle omstændigheder må det efter minkskandalen og den nye Lex Mette Frederiksen stå klart, at det er Statsministerens prærogativ ikke bare at definere hvad der kan tilsidesætte Grundloven, men også at agere enerådigt på sine synsninger. For der er tale om Statsministerens synsninger i minkskandalen og lige meget, hvordan man definerer det tågede begreb ”folkesundheden”, så var der ikke gået ét eneste menneskeliv tabt, hvis hun skulle have brugt et par dage ekstra på at tilvejebringe den hjemmel hun manglede for at slå alle Danmarks mink ihjel.
Lex Mette Frederiksen åbner i sin ophøjelse af statsministerens nye, uindskrænkede magtbeføjelser ikke alene for muligheden for at krænke det ukrænkelige, nemlig Grundloven og demokratiet, hun åbner også for en hurtig glidebane mod totalitære tilstande i Danmark.
For en gangs skyld vågnede de statsstøttede medier op til dåd i denne sag og begyndte at stille kritiske spørgsmål. Dem nægtede Mette Frederiksen imidlertid at svare ordentligt på, og er nu i det store og hele gået over til at kommunikere uden om pressen via de sociale medier.
Man skulle tro, at det ville afføde en proteststorm fra befolkningen og et brat fald i de socialdemokratiske meningsmålinger, men det modsatte er sket: Socialdemokraterne er gået flere procentpoints frem i meningsmålingerne, og det er nok den største skandale. For fremgang i meningsmålingerne er det samme som øget popularitet, som igen er lig med, at en stor del af befolkningen i alt væsentligt bifalder Mette Frederiksens handlinger. Det vil alt andet lige bekræfte Statsministeren i hendes fejlopfattelse af, at hun er på rette spor og at hun handlede rigtigt, hvilket igen vil give hende oplevelsen af, at hun trygt kan gentage ”succesen”, skulle hun finde det opportunt.
De videre perspektiver af dette nutidsscenarie er hårrejsende: bliver der ikke grebet ind og slået fast, at Grundloven er ukrænkelig og at ingen statsminister kan hæve sig over den, er alle vores grundlæggende frihedsrettigheder og vores demokrati i spil. Kan en statsminister èn gang sætte sig ud over Grundloven, kan det gøres igen. Det eneste det kræver er, at Statsministeren synes, at der er hensyn, der vejer tungere.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
