Geoffrey var et mangeårigt og trofast medlem af Trykkefrihedsselskabet og en flittig og skattet deltager ved selskabets arrangementer. Han var en utrættelig forkæmper for det frie ord, ligesom han tidligt så truslen fra islam, som han gjorde opmærksom på i sine utallige læserbreve og debatindlæg. Utallige var også de mails han udsendte til de mange, der stod på hans mailingliste: her fremsendte han lige dele artikler om islam, politik og vestens undergang – og dyrevideoer. For til Geoffreys mange fortrin hørte også, at han var inkarneret dyreven – med katteslagside.
Mest husket er dog hans bog, ”Ondskabens Ikon”, som udkom første gang i 1999 og anden gang i 2006, der gennemgik den defamering og chikane Pia Kjærsgaard i 1990´rner og op gennem 00´erne blev udsat for af den selvsamme kulturradikale elite, som havde så travlt med at tale om ”tonen i debatten”. I bogen trak Geoffrey en relevant og lige linje fra fremstillingen af jøder som rotter i Der Stürmer i 1930´rne og til Roald Als´ tegninger i Politiken mere end 60 år senere. ”Ondskabens Ikon” er i dag en af de vigtigste skamstøtter over den såkaldt politiske og kulturelle elite, der både førte Danmark ud i en historisk kulturel og samfundsmæssig krise og samtidig mobbede og chikanerede dem, der viste kærlighed til fædrelandet og vilje til at forsvare det.
Var Geoffreys pen skarp og offensiv, var hans væsen til gengæld afdæmpet – nærmest mildt. Det var karakteristisk for ham, at han altid var med og bakkede op, når det gjaldt, men aldrig som midtpunkt – det brød han sig tydeligvis ikke om at være i sociale sammenhænge. Ikke desto mindre var man aldrig i tvivl om, når Geoffrey var til stede. Vi vil savne ham.
Æret være Geoffrey Cains minde.
(Foto: NewSpeek)
