Da jeg for nogle år siden var på en længere rejse i Egypten for at forbedre mine arabiskkundskaber – som nu, desværre, er forsvundet som dug for solen - og opleve landet, skulle jeg komme til at møde landets kristne mindretal, kopterne, hurtigere end jeg havde forestillet mig.
Ærligt talt havde jeg ikke forestillet mig noget som helst om de egyptiske kristne. Jeg havde læst i min Lonely Planet Guide-bog, at de udgjorde omkring 15-20 procent af befolkningen, selvom officielle statistikker fra den daværende egyptiske regering ikke satte det koptiske mindretal til at udgøre mere end 10 procent.
En betydelig forskel, må man sige, men det kom jo også fra en regering i det hjørne af verden, hvor man gerne sætter landenes andel af homoseksuelle til at udgøre 0 procent af befolkningen. Så hvorfor skulle man undre sig.
Om det er 10 eller 20 procent, så var et af de første mennesker, jeg stødte på i Egypten, en koptisk kvinde.
Min lærerinde i arabisk sprog, som jeg lynhurtigt bedømte som værende noget anderledes end de tilhyllede kvinder, der i dag, til forskel fra for et par årtier siden, hvor vestlig påklædning var udbredt, udgør normen i Cairo.
Iført stram top og jeans, med et stort kors dinglende i forruden, kørte hun hver eneste dag Cairo tyndt i en gammel, ramponeret jeep, for at supplere sit fuldtidsjob som ejendomsmægler med privat sprogundervisning til de efter omstændighederne velbetalende sprogturister.
Hun og jeg skulle øve arabiske gloser sammen, men da tilfældet ville, at vi begge godt kunne lide at diskutere samfundsforhold, skete det jævnligt, at samtalen slog over i engelsk, da mit haltende arabisk sjældent rakte til mere interessante betragtninger end ”Det er varmt i Cairo, og her er mange mennesker.”
Koptiske kvinder afkræves intakt mødom og tidligt ægteskab
Jeg spurgte hende om koptiske kvinder i Egypten havde mere frihed end muslimske kvinder. Nej, sagde hun. Måske en smule, på den måde, at det var dem tilladt i begrænset omfang at tale med mænd i offentlighed.
Men ellers var livsforholdene ganske de samme. Det forventedes, at pigerne var jomfruer ved ægteskabets indgåelse, og det var en katastrofe, hvis de ikke var gift, efter de var fyldt 20.
Det med jomfrudommen smutter ofte i svinget i løbet af de hormonhærgede teenageår, men det ordnes nemt og bekvemt ved en ”genskabende” operation – for kristne piger såvel som for muslimske.
Det anses blandt egypterne ikke som noget større moralsk problem, at man benytter sig af den slags genveje. Det vigtige er ikke, at pigen rent faktisk er jomfru; det vigtige er, at vi lader som om, hun er det. Så er Gud i sin himmel og alt ånder fred.
Selv var min sproglærer hele 24 år, ugift og havde syndet med en tysk ekskæreste. Det sidste kunne hendes forældre selvfølgelig aldrig få at vide, da deres modstræbende accept af, at hun boede i sin egen lejlighed (egypterne tror, at kun ludere og hvide kvinder bor alene i Egypten, som hun sagde), var betinget af deres tro på hendes dydighed.
Ved at sværge på sin absolutte dyd, var hun sluppet ud af sin fars jernhårde voldsgreb, som havde efterladt permanente mærker overalt på hendes krop, og hun havde lagt afstand til forældrenes økonomiske udnyttelse af hende:
Nok skal en pige hellere giftes end arbejde, men kan hun hive ti dollars hjem til de gamle i timen som sproglærer, gør det alligevel ikke så meget, at hun gør lidt karriere.
Kristne er da magikere
Hun fortalte videre, at koptere ikke blev udsat for megen fjendtlighed i dagligdagen – generelt ikke mere end en evig strøm af sladder bag deres ryg, hvor deres adfærd hele tiden blev tolket, som havde den sin grund i deres anderledes minoritetsreligion.
Altså hvad der lød som et ret generelt vilkår for ”de anderledes” på ethvert sted, hvor der findes mennesker.
Min lærerinde fortalte, at blandt de mere farverige fordomme om kopterne blandt muslimske egyptere var, at Kristendommen havde noget at gøre med en slags magi, og at visse kristne, især præster, derfor var i stand til med deres viljekraft at helbrede syge, eller kaste forbandelser.
Da araberne er fulde af overtro, skulle det være mærkeligt, om ikke nogle koptere også betragter sig selv på denne måde, og tjener lidt håndører ved at bedrive magi.
I hvert fald var min lærerinde, der ellers helst talte foragteligt om religion; især om islam men også om sin egen, og insisterede på, at hun i hvert fald ikke troede på Gud eller andet overnaturligt, blevet overtalt af sin mor til at købe et ordentligt læs stearinlys til den lokale kirke, for i fremtiden at undgå, at hendes livsnødvendige jeep skulle bryde ned igen og igen i Cairos trafikkaos, som den havde for vane. ”
Er du klar over, hvor dyrt det er med sådan nogle stearinlys,” sagde hun forarget til mig (i landet, hvor temperaturen gerne sniger sig op på de 70 grader i solen om sommeren, er stearinlys ikke noget, der er stor efterspørgsel på). ”Så nu håber jeg da virkelig, at Gud bliver glad for dem.”
Ingen julegudstjeneste, ingen øl
Fjendtligheden mod kopterne i den almindelige befolkning var altså (dengang) til at overse, ifølge min lærer. Det passede også sammen med min egen erfaring af, at det i arabiske lande er uproblematisk at præsentere sig selv som kristen.
Grunden til, at jeg selv har præsenteret mig som sådan i både Syrien og Egypten er, at jeg engang kom for skade at forsøge at forklare en undrende saudisk civilingeniør i Syrien, at jeg var agnostiker. Han kiggede tålmodigt og nysgerrigt på mig, hvorefter han spurgte:
”Har denne religion en profet?” Den højtuddannede mands reaktion var meget sigende for den generelle opfattelse af religion blandt arabere: Islam er bedst, Kristendommen er acceptabel, jøder er onde, ateister og agnostikere har vi aldrig hørt om.
En mere betydelig fjendtlighed rumlede derimod i den daværende egyptiske regering, der ellers talte uforholdsmæssigt mange kristne blandt dens højtplacerede støtter, men som også var under støt stigende islamistisk indflydelse fra Det Muslimske Broderskab.
I løbet af få år var det blevet forbudt for kopterne at afholde julegudstjeneste i deres kirker, hvilket de naturligvis gjorde alligevel, med indsamling til en fed politibestikkelse blandt de deltagende.
Sådan ordner alle alting af Egypten. Ikke meget er så forbudt, at man ikke kan bestikke sig ud af det. Det er til en vis grad en fordel for befolkningen, at korruption er så udbredt, når de grundlæggende rettigheders sikring ikke er det.
Det var også blevet ulovligt for kristne (og for syndigt anlagte muslimske) beværtninger at servere alkohol i løbet af den periode, hvor Egyptens muslimske flertal holder Ramadan.
Dette var potentielt katastrofalt for de steder, der især serverer for turister, men også her forsvandt alle bekymringer, når politiet fik et pænt bundt sedler i hånden.
Michel Aflaq og panarabismens kristne rødder
Til trods for regeringens undertrykkelsesforsøg, følte kopterne sig relativt beskyttet af Mubarak-regimet, og frygtede konsekvenserne af dets fald.
Med god grund, kan vi konstatere i dag. Kopterne havde igennem historien politisk spillet den rolle, de kristne mindretal har spillet i mange arabiske lande:
At være medgrundlæggere og støtter for panarabiske, nationalistiske, relativt sekulære bevægelser og regimer. Det største eksempel herpå er Baath-partiets ideologiske ophavsmand, den kristne syrer Michel Aflaq.
Aflaq fik ved sin død i 1989 en storslået muslimsk begravelse i Irak under Saddam Hussein, der insisterede på, at Aflaq kort inden sin død konverterede til Islam.
Dette blev imidlertid modsagt på det kraftigste af Aflaqs familie, som aldrig havde hørt ham gøre den slags overvejelser, selvom han ofte talte om Islam i rosende og respektfulde vendinger.
Tesen er, at Hussein ville bilde den irakiske befolkning ind, at Aflaq var blevet muslim, for at få dem til at glemme forbindelsen mellem hans regeringsparti og Kristendommen.
Derudover er det tænkeligt, at Hussein tog chancen for at ydmyge Aflaq posthumt, da de to ikke altid var på god fod.
Som Michel Aflaq så tydeligt så, havde – og har - panarabismen den fordel for arabiske kristne, at fokus bliver trukket væk fra den ikke-etniske fællesnævner for den arabiske verden: Islam.
Dette er på mange måder fordelagtigt for de ikke-muslimske mindretal, da deres identitet som (nogenlunde) ligeværdige borgere således ikke (officielt) bringes i tvivl på grund af deres religion.
Fra undertrykkelse til anarki til islamisme
Når de gamle, såkaldt panarabiske regimer falder; forbryderiske og undertrykkende som de var og er, falder araberne tilbage på Islam. Intet andet alternativ har en bredere opbakning i befolkningerne.
Islamister står parate med åbne arme for at skabe en ny, arabisk virkelighed, når foråret har lagt sig.
Indtil de får konstitueret deres magt, kan vi forvente mere af de sædvanlige resultater, der følger, når undertrykte og udmarvede mennesker slippes løs i semi-anarkistiske tilstande: Vold, bål, brand, røveri, voldtægt og mord.
De, der har færrest med sig, er de nemmeste at ramme – således er kopterne et oplagt bytte, selvom de måske før var naboer, man levede udmærket med.
Hvad vi kan forvente efter en islamistisk magtovertagelse, kan vi måske finde indikationer på, når vi ser på Iran. Eller måske bliver det helt anderledes. Hvem ved.
I hvert fald må jeg for mit vedkommende konkludere, at jeg håber, Vesten én gang for alle vil droppe sin ufatteligt arrogante og selvgode rolle som ”befrier” af undertrykte folkeslag tusindvis af kilometer væk. Det løser problemer, men skaber katastrofer.
Camilla Paaske Hjort er stud.mag. og freelancejournalist på netavisen 180Grader.
