Betragter man FN i et friheds- og menneskerettighedsperspektiv er organisationen i bedste fald en parodi og i værste fald en skandale, der efterhånden har udviklet sig til et svagt og viljeløst offer for islamistiske organisationers pres for at fremme islam og stoppe enhver kritik af “fredens religion”
Hvem husker ikke den skandaleombruste verdenskonference mod racisme i 2009, Durban II, der endte i noget nær kaos efter Irans daværende præsident Ahmedinejad leverede sin anti-semitiske og anti-vestlige tale, der ifølge FN´s Højkommisær nær var ved at få hele FN-systemet til at kollapse: Stort set alle islamiske lande heppede højlydt på Ahmedinejad, mens israel og en række vestlige lande udvandrede.
Et wake-up call skulle man mene, men sådan har FN ikke opfattet situationen. Tværtimod fik Libyen i 2010 plads i Menneskerettighedsrådet, ligesom den magtfulde islamiske organisation OIC har meget tætte kontakter til flere af rådets medlemmer. Forbud mod kritik af islam står højt på OIC´s ønskeliste, og det har flere gange været meget tæt på, at de fik deres ønske opfyldt.
Menneskerettighedsrådet blev i oprettet i 2006 til at afløse den tidligere Menneskerettighedskommission, som ofte blev kritiseret for at inkludere stater, som ikke kunne garantere menneskerettighederne for sine egne borgere.
Det har helt indlysende ikke hjulpet. For Menneskerettighedsrådet har fortsat kommissionens tvivlsomme tradition med at lade ræven vogte gæs, når det gælder grundlæggende frihedsrettigheder: Lande som Rusland, Cuba og Kina supplerer islamistiske lande som Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Og netop Saudi-Arabien er det værd at dvæle ved. Landet har bundkarakter, når det gælder menneskerettigheder: systematisk kvindeundertrykkelse, piskestraf, sharia-politi, offentlige halshugninger og totalt forbud mod alle ytringer, der kan tolkes som kritik af af styret, er blot nogle af de grove brud på menneskerettighederne, som den islamistiske stat kan præstere.
Alligevel har Saudi-Arabien siddet i FNs Menneskerettighedsråd siden 2013. Og staten har ikke ligget på den lade side, men har bidraget med opsigtsvækkende kritik af andre lande. Som i 2014, hvor Saudi-Arabien kritiserede Norges overholdelse af menneskerettighederne ved at beskylde landet for ikke at beskytte sine muslimske borgere og ikke at gøre nok for at imødegå kritik af profeten Muhammed.
I samme ombæring opfordrede Saudi-Arabien til at al kritik af religion og af profeten Muhammed blev gjort ulovligt i Norge og der blev udtrykt bekymring over de stigende tilfælde af vold i hjemmet, voldtægt, kriminalitet og ulighed i rigdom, samt bemærkede en fortsættelse af hadforbrydelser mod muslimer i landet.
En absurd kritik, der ikke blev mindre grotesk i lyset af, hvilket land, der fremsatte den – men det har ikke haft konsekvenser for Saudi-Arabiens position i rådet. Nærmest tværtimod, for i 2015 blev Saudi-Arabiens FN-ambassadør Faisal bin Hassan Trad udpeget til at lede en gruppe på fem ambassadører – også kendt som den rådgivende gruppe – som har beføjelser til at vælge medlemmer til 77 stillinger og poster inden for en bred vifte af menneskeretslige mandater.
Men de arabiske lande kan også arbejde mere subtilt og indirekte, når det drejer sig om at underminere de vestlige frihedsrettigheder i FN:
Siden 2014 har den jordanske prins Zeid Ra’ad Al Hussein været udnævnt til Højkommissær for menneskerettigheder. Han har tidligere været Jordans FN-ambassadør og har i den egenskab i flere tilfælde stemt for OICs dagsorden om at “bekæmpe religionskritik” (kritik af islam) en dagsorden, der ligger i fin forlængelse af Jordansforbud mod blasfemi, der bl.a. fik landet til at rejse sag mod vores egen Kurt Westergaard.
Zeids stemmeafgivelse i ytringsfrihedsspørgsmål som FN-ambassadør burde under alle omstændigheder diskvalificere ham, men det har det ikke gjort, og hverken UN Watch eller Amnesty International havde andet end venlige ord til udnævnelsen.
Og reaktionerne har også været fraværende da den jordanske prins og Højkommissær i en tale i Haag i september sidste år, rettede et voldsomt angreb mod demokratiske højrefløjspolitikere (“demagoger”) som Geert Wilders, Donald Trump og Nigel Farage, der ifølge Højkommissæren deler taktikker med IS:
“Make no mistake, I certainly do not equate the actions of nationalist demagogues with those of Da’esh, which are monstrous, sickening; Da’esh must be brought to justice. But in its mode of communication, its use of half-truths and oversimplification, the propaganda of Da’esh uses tactics similar to those of the populists. And both sides of this equation benefit from each other – indeed would not expand in influence without each others’ actions.”
At Zeid misbruger sin stilling til at fremme sin egen politiske dagsorden og angribe demokratiske politikere – oven i købet ved at sammenligne dem med islamiske terrorrister – er slemt nok, men fraværet af kritik både i og udenfor FN systemet, lægger yderligere vægt på argumenterne for at nedlægge FN som forsvarer for grundlæggende frihedsrettigheder.
Tanken er ikke ny: Flere fremtrædende politikere – herunder den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright – har foreslået FN nedlagt og erstattet med et nyt, overnationalt organ, som kun demokratier kunne blive medlem af.
I lyset af de åbenlyst udemokratiske og frihedsfjendske dagsordener, der mere eller mindre åbenlyst sættes i FN – godt hjulpet på vej af effektive, islamistiske pressionsgrupper – er det uforståeligt, at det ikke allerede er sket.
Tilmeld dig lørdagens konference her
