Mathilde Fibiger: Clara Raphael. Tolv Breve, 1850

Mathilde Fibiger fotograferet i
1853, da hun var 22 eller 23. Hun
blev født 13. december 1830 i en
dengang velstillet officersfamilie.
Hendes bog Clara Raphael.
Tolv Breve fra 1850 skabte
sensation og indledte debatten
om kvindefrigørelsen i Danmark,
men medførte et brud med
faderen.
I 1852 boede hun hos familien
Grundtvig, som satte pris på
hendes forfatterskab.
N.F.S. Grundtvig var en af de få,
der helhjertet sluttede op om
Clara Raphael.
Herom skrev han i 1851: "Jeg vil
af mit inderste Hjerte holde paa.
at hun ikke ved al den By-Sladder,
hun maa døje, taber Modet,
men vel, at hun ogsaa deraf maa
lære, at Læse-Verdenen ikke er
den Skueplads, hvor det egentlige
Slag skal staa og den virkelige
Sejr skal vindes, men kun er en
Udkigs-Høj, hvor Bavnen maatte
tændes, som den nu virkelig ved
"Clara Raphael" er tændt, og
skal, skal som jeg haaber, ikke
slukkes, før Dansken, altsaa
ogsaa Danekvinden har Sejer
vundet" (citeret fra Iben Holks
artikel om Mathilde Fibiger på
Litteratursiden.dk).
Fibiger blev uddannet som en
af de første danske telegrafister
og blev senere bestyrer på en
telegrafstation.
I 1871 tilsluttede hun sig det
nystiftede Dansk Kvindesamfund.
Hun døde den 17. juni 1872.

For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv mod deres? Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene (hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herrer her i Egnen for fuld Alvor paastaae), saa vi maa lade os nøie med automatmæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O jo, men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staar paa Vagt ved dens Fængsel. Naar jeg taler med Damer, eller med almindelige Herrer, synes jeg nok, jeg kan tænke, men naar jeg læser en Bog, som den af M*, indseer jeg, at jeg ikke alene ikke kan tænke, men at jeg formodentlig aldrig kommer ud af den Dunkelhed, hvori kun halvbevidste Tanker og uklare Begreber kjæmpe. Jer troer, det er Poul Møller, som et Sted siger: "At Fruentimmer meest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer af, at deres Tænkning ikke med Energie udføres i Ord." Ja, Mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse! Foruden deres Studier have de den frie Udvexling af Tanker, med deres Venner, som de selv kunde vælge. Men vi! Blandt vore Lige finde vi sjeldent Nogen, som har Interesse for andet end for Intenting, og Herrerne agte det sjeldent Umagen værdt at spilde (?) lidt af deres Viisdom i alvorlig Samtale med en Dame. Alt bliver gjort for at udslette det eiendommelige Præg i unge Pigers Characteer. Det synes Folk ikke om! Det er ikke kvindeligt at sige imod! Man maae ikke stikke af iblandt Andre! o. s. v. Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetterie eller Forfængelighed hos vort Kjøn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøielighed. Nu faae de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de kunde tænke. ...

Vor Stilling i Samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad Ret have Mændene til at undertrykke os? thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte. Den stærkeres Ret! Hvori bestaaer da deres Overmagt? I Forstand staae vi ikke tilbage for dem, vi overgaae dem i Enthusiasme og Kraft til Opoffrelse. Men der er en Feil, vi have tilfælleds, som hos os har taget en Retning, som giver os i deres Vold. Mændenes Forfængelighed bliver som oftest til Egoisme; de tænke paa sig selv, og alt Andet er kun til for dem, forsaavidt det kan være dem til Gavn eller Skade. Vor Forfængelighed gaaer ud paa at behage Andre, og det gjør os afhængige. Det er Forfængeligheden, som drager vor Sjæl fra det Store, som stort Maal. Det er den, som faaer os til at søge udenfor os, hvad Enhver har i sin egen Sjæl. ...

Gud skabte Mennesket i sit Billede. Var det nu kun Kvindens Bestemmelse, at være Mændenes Husholdersker, eller et smukt Legetøi, hvormed de beskjæftigede sig i ledige Timer, da vilde Menneskeslægten aldrig opnaae nogen Enhed. Men saaledes er det ikke! Elementerne til noget uendeligt Herligt ligger i vor Natur, men skjult, som Aladdins Lampe, der kunde ligget i Bjergets Hule i Aartusinder, hvis ikke en af Skjæbnen begunstiget Haand havde hævet det, som i de gamle Eventyr, hvor Feen sover i det fortryllede Slot, bevogtet af en Troldmand. Saaledes ligger Spiren til det guddommelige Liv i os, begravet i vor Sjæl. Lad os luge det Ukrud af, som er opvoxet derover, plante Spiren hen i Oplysningens Solskin, og den vil snart udfolde sig til den yndigste Blomst. ...

Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation. Paa hvad Maade, vil du vide. Husk dog paa, at Rom ikke blev bygget paa een Dag! Er det ikke allerede store Ting at vide hvad man vil?

Clara Raphael. Tolv Breve blev oprindelig udgivet den 10. december 1850, da Mathilde Fibiger endnu ikke var fyldt 20.

Kilde:
Uddrag af "Tredie Brev", "Sjette Brev" og "Niende Brev", her gengivet efter Clara Raphael. Tolv Breve, Forord af Johan Ludvig Heiberg, Efterskrift af Eva Bendix. (Fotografisk optryk efter bogens tredje oplag udsendt i 1893.) København, Lindhardt & Ringhof, 1976, s. 23-31, 63 og 98.

Følg os her: