Midt i en træls corona-tid med sorg i mange hjem ligger der en lille opmuntring i, at tidligere danske generationer arbejdede sig gennem værre oplevelser. Dette er værd at huske i forbindelse med 80-årsdagen for Tysklands invasion af Danmark 9. april 1940.
Corona kan naturligvis ikke sammenlignes fuldt ud med den nazistiske besættelse, men der er klare ligheder.
Ser man på antal døde, var situationen 9. april 1940 værre.
I tidsrummet mellem Anden Verdenskrigs udbrud 1. september 1939 og besættelsen af Danmark 9. april 1940 blev mindst 319 uskyldige danske søfolk myrdet af tyske torpedoer. Dertil kommer de 16 danske soldater, som blev myrdet 9. april.
Søfartstragedien er stort set ukendt, hvilket jeg vender tilbage til. Men allerførst kendsgerningerne: Bag krigsforbrydelserne før 9. april stod den tyske flåde, som hæmningsløst torpederede civile nordiske handelsskibe.
Det var en krigsforbrydelse, fordi Danmark, Norge og Sverige var neutrale.
Problemet var, at de civile handelsskibes eksport af landbrugsvarer til Storbritannien var en torn i øjet på Adolf Hitler, og således gik krigsmarinen i gang med en hemmelig krig mod Nordens civile søfart.
Forløbet blev både uhyggeligt, tragisk og lærerigt.
Allerede med udgangen af september 1939 kunne tragedien ikke længere beskrives som "krigsforlis", hvilket var de danske myndigheders arrogante betegnelse.
Allerede da var det kendt, at handelsskibene blev ramt af torpedoer frem for de mere tilfældige miner. Så hvad gjorde Socialdemokratiets Thorvald Stauning og den radikale Peter Munch? De valgte at censurere medierne og forbyde omtale af krigsforbrydelserne. Af hensyn til eksporten blev de uskyldige søfolk gjort til sejlende skydeskiver, hvilket er endnu et bevis på R, S, V og K's skadelige Hitler-samarbejde før og under krigen.
En anden vigtig lære ligger i Danmarks retoucherede historieskrivning.
Som nævnt er affæren om de 319 drab stort set ukendt.
Det er ikke pensum i skolerne, og det er der en grund til.
I årtier har Tysklands Ambassade i Danmark sammen med danske besættelseshistorikere leveret en unuanceret heltedyrkning af den tyske søfartsspion og diplomat Georg Ferdinand Duckwitz.
Både under og efter krigen havde Duckwitz tætte forbindelser til den senere statsminister H. C. Hansen (S). En afsløring af Duckwitz ville derfor kaste et træls lys på Socialdemokratiet, og dette berørte bevisligt også Jens Otto Krag (S) og andre toppolitikere fra S, R, K og V.
Således skabte de fire Hitler-samarbejdspartier efter krigen en række fortielser, som er nævnt i min bog "Forbrydere uden straf".
Men hvad kan man midt i en corona-tid lære af 80-årsdagen for 9. april? Læren er simpel: Danmark skal påtale tragedier, især dem, der kunne være undgået.
9. april 2020 bør statsminister Mette Frederiksen (S) undskylde for sit partis rolle i søfartstragedien 1939-40 og samtidig, hvad angår corona, kræve erstatning af den kinesiske stat. Pandemiens overdødelighed og enorme økonomiske skade kan tilskrives det kinesiske diktaturs løgne.
Det bør koste.
Erik Høgh-Sørensen er journalist, forfatter og medlem af Regionrådet i Nordjylland for DF
