Det er ikke længe siden, HBO-serien, Chernobyl, mindede os om, hvor langt et totalitært styre er villig til at gå for ikke at tabe ansigt.
Trods daværende generalsekretær, Gorbatjovs forsikringer om glasnost - åbenhed - og lovede reformer af et rigidt system, stak hemmelighedskræmmeriet, forfængeligheden og foragten for menneskeliv så dybt, at man efter eksplosionen på Chernobyl i april 1986 ikke med det samme iværksatte en evakuering af beboerne i Pripjat, men i stedet fortsatte forberedelserne af 1. maj-paraderne.
Mens følgerne af verdens største A-kraftulykke nogensinde først og fremmest blev betalt af Sovjetborgere, har den kinesiske Covid-19-virus sendt store dele af verden i karantæne, samtidig med, at den udgør en kæmpe belastning for sundhedssystemer overalt, en trussel mod verdensøkonomien og den globale magtbalance – og indtil videre har kostet godt 21.000 mennesker livet.
Endnu ved vi ikke, om det samlede tab af menneskeliv bliver større denne gang end ved tidligere influenzaudbrud - og om myndighederne i den vestlige verden i så fald har reageret proportionalt - eller overreageret – men vi ved, det kommer til at koste os alle dyrt.
Og så har vi desværre igen fået bekræftet, at de kinesiske myndigheder og det kinesiske kommunistparti ved at udvise en eklatant mangel på rettidig omhu tilbage i november/december 2019, hvor man kunne have inddæmmet problemet og advaret omverdenen, stadig tænker mest på kontrol, politisk overlevelse. Og magt.
Samvittighedsfulde læger på Wuhans centrale hospital, især den blot 34-årige Li Wenliang, så ellers tidligt tegn på en ny type SARS, der som bekendt hærgede tilbage i 2003.
I stedet for at tage lægens advarsel alvorligt blev han truet, fik mundkurv på og endte med at dø d. 7. februar af Covid-19. Sådan lyder i hvert fald den officielle forklaring. ”I et sundt samfund er der brug for mere end blot én stemme” blev efter sigende de sidste ord fra Li Wenliang, der i dag har opnået martyr-status.
På mystisk vis forsvandt øvrige whistleblowers fra jordens overflade og Hubei-provinsens sundhedskommission beordrede de firmaer, der var sat til at analysere den nye virus, om at stoppe deres tests og ødelægge alle prøver, ligesom Wuhans fiskemarked, Ground zero, blev desinficeret uden at man fik identificeret det særlige sted på markedet, smitten kom fra.
Alt imens flere og flere kinesere blev syge, og verdens mest omfattende rejseaktivitet i anledning af det kinesiske nytår fortsatte uhindret (ca. 3 mia. rejser hvert år), der spredte smitten fra Wuhan rundt i resten af Kina – og videre ud i verden - fortsatte Wuhans bystyre forberedelserne til en kæmpe banquet d. 18. januar 2020, hvor 40.000 familier skulle forsøge at slå verdensrekorden om servering af flest retter ved et enkelt arrangement.
Men løgnen om, at virusudbruddet var under kontrol, at der blot var tale om et ”mildt forløb” og at risikoen for smitte var lav, stod i længden ikke til at fastholde, så man måtte gå til bekendelse om den reelle smittefare; og d. 30. januar bekendtgjorde WHO (man kan undre sig, hvorfor det tog WHO så længe at reagere?), at der var tale om et udbrud af en "novel coronavirus 2019 in the People's Republic of China, with exportations to other countries".
USAs præsident, Donald Trump udstedte d. 31. januar rejserestriktioner ifm. rejse til og fra Kina, mens den italienske premiereminister, Giuseppe Conte, der havde gjort noget lignende gældende til og fra Wuhan fra d. 23. januar, nu også lod det omfatte hele det kinesiske fastland.
Man skulle tro, at disse tiltag ville blive opfattet som sund fornuft og agtpågivenhed – som der netop var grund til at klandre kineserne for ikke at have udvist - men i USA blev det takseret med de sædvanlige beskyldninger fra især journalister om racisme og xenofobi. At Trump endda gik så langt som til at kalde Covid-19 A Chinese Virus var utilgiveligt af hensyn til amerikanere af kinesisk herkomst, hævdede de. Reaktionen, på den sædvanlige trump’ske facon, udeblev ikke:
(…) ” ’cause it comes from China, it’s not racist at all, no, not at all… It comes from Chi-na, that’s why! It comes from China, I wanna be accurate”.
I Italien, der siden er blevet europæisk epicenter for Covid-19 og har oplevet tusindvis af dødsfald, tog borgmesteren i Firenze, Dario Nardella, initiativ til en ”Kram-en-kineser-dag”, hvilken opfordring mange italienere fulgte.
Det var tænkt som et udtryk for solidaritet med det kinesiske folk i deres kamp mod virussen og samtidig et forsøg på at bekæmpe had og ”psykologisk terrorisme”, som borgmesteren skrev på sin Facebook-profil, mod de kinesere, der har bosat sig i Støvlelandet: mange af gæstearbejderne, der er beskæftiget i den norditalienske tekstilindustri, kommer netop fra Wuhan.
Nardellas initiativ har, hvad smittespredning angår, i bedste fald hverken gjort fra eller til; snarere føjer det sig til oplevelsen hos os andre af, at mange i Vesten vægter hensynet til politisk korrekthed højere end bestræbelsen på at fatte situationens alvor og handle derefter.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
