John Locke og tolerancens rødder

John Lockes tolerancebegreb er ikke noget kristent teologisk vås, men er et ægte udtryk for Oplysningstidens rationelle tænkning. At Locke ind i mellem benytter kristne begrundelser er alene pga. muligheden for at vise, at hans tanker IKKE er i strid mod en fornuftig forståelse af kristendommen.

mag. art., universitetslektor, emer. (filosofi).

Interessant påstand, men hvor er argumenterne?

Tak for en god, interessant, nødvendig, og læsværdig artikel om John Locke.
Venlig hilsen

Bjarke

Jeg vidste fra første sekund, at Ulla Nørtofts artikel ville fornærme tonen i universitetsverdenen og omegn.

Og rigtignok kom der et surt opstød fra en repræsentant herfra, hvis modargument er lige netop så sølle som forventet.

Man kan sige, at hans eneste modargument er hans flotte titler.

Hi, I just wanted to mention, you're dead wrong. Your blog doesn't make any sense.

Det gælder i John Lockes tilfælde som i de fleste sammenhænge, at man for at forstå ham ret er nødt til at kende til de omstændigheder, hans skrifter blev til under, og de var komplicerede.

Locke kom til verden i et meget turbulent århundrede, hvor den elizabethanske guldalder blev afløst af borger- og religionskrig, henrettelse af en konge og sågar indførelse af en puritansk republik under Cromwell. Der var stor mangel på jord, megen fattigdom osv. Depressionen træder tydeligt frem i Shakespeares Hamlet og Miltons tabte paradis for slet ikke at tale om hos Hobbes.

Men ved århundredets afslutning havde England fået opbygget verdens største flåde, og derefter blev det Rule Britannia og et nyt imperium. Der var kommet styr på tingene og ikke mindst magten. Som jeg ofte har skrevet, var det England man skottede til fra det øvrige Europa, hvor man beundrede den frihed, som man mente fandtes der.

Man måtte sno sig for at begå sig under sådanne afvekslende magtforhold, og det gjorde Locke også. Han bidrog fx til at legitimere forholdene efter The Glorious Revolution, ”Two Treaties of Government” blev skrevet som en støtte for whigpartiet, der var i opposition til kongemagten. Med hans egen religiøsitet og tolerance var det på ingen måde så stringent opdelt i regimenter, som det beskrives her, for Locke mente, at staten havde ret til at forbyde handlinger, der havde at gøre med ægteskaber, skilsmisser, flerkoneri, helligdage, kost, ædruelighed og andet, der greb dybt ind i menneskers liv og havde tilknytning til religiøs tro og moral.

Filosofisk byggede Locke videre på antikkens tanker om naturret, der ikke har noget med kristendom at gøre, men det er klart, at han var påvirket af kristendommen, anderledes kunne det umuligt være med hans calvinistiske baggrund. Kristendommen er i det hele taget mere eller mindre alle steds nærværende i europæisk tænkning på den tid, og hvis man påstår noget andet, har man ikke fattet, i hvor høj grad kristendom gennemsyrede middelaldermenneskets liv og det, der blev givet videre til den nyere tid.

Wikipedia har et lille afsnit, som viser, hvor forsigtig man skal være med at tolke Locke:

”Det virker forvirrende, at Locke umiddelbart går ind for tolerance i trosvalg, men at han ikke tolererer katolikker og ateister”.

Man kunne ikke være ateist på Lockes tid, til nød deist, og det var kontroversielt og stærkt grænsende til det suspekte. Hvad katolikker angik, havde de allerede været årsag til rigeligt med samfundsspændinger og ulykker i England, og man fik magtfulde uvenner, hvis man fraterniserede for meget med dem. Et var filosofi og noget andet virkeligheden.

Det er også væsentligt at være opmærksom på, at Lockes grundtanke var,

”at al erkendelse stammer fra sanseerfaringen (…) Der er intet i intellektet , som ikke først har været i sanserne. Han var ganske vist ikke den første, der havde formuleret denne sætning, men den er så karakteristisk for hans betragtningsmåde, at man med rette knytter den til hans navn”

(Erik Lund,, Mogens Pihl og Johs. Sløk: ”De Europæiske Ideers Historie. 3. udgave, 1993, p. 233)

Og nu vi er ved liberalisterne, vil jeg gerne fremhæve, at Adam Smith’s økonomiske tænkning er gennemsyret af morallære, og at han var meget godgørende og ikke mente, at ”nytte” skal bestemme vor moral og handlemåde.

Vi liberale er bedre end det primitive rygte vi har i DF kredse, og det er da positivt, at Ulla Nørtoft Thomsen har fået øje for det.

Maria Due, det er helt bevidst, at jeg, når det gælder væsentlige, klassiske tekster, foretrækker at gå til teksten selv. Jeg mener, at vi i bund og grund trænger til at genlæse mange af vores klassikere. En bog ad gangen. Uden de sædvanlige dynger af sekundærlitteratur, der er skrevet af efter sekundærlitteratur, der er skrevet af efter sekundærlitteratur. Jeg er skeptisk over for sekundære kilder, fordi jeg igen og igen griber dem i storslemme forvrængninger. Fx kan folk finde på at bortviske Smiths konservative komponent, som du selv nævner. Og altså også Lockes tolerancebegrebs religiøse forankring. Lad mig sige det på denne måde: Jeg har ét succeskriterium: at læseren får færrest mulige overraskelser, når han efterfølgende læser teksten selv (igen). Så hvad jeg egentlig vil sige er, og jeg nævnte det også, da vi diskuterede Niebuhr, at jeg faktisk ikke rigtigt kan antage andre argumenter, end at du simpelthen peger på noget i teksten, der angiver, at jeg har uret. Hvis der er noget, jeg har overset eller skævvredet i det pågældende værk, så kan jeg sagtens antage det som argument. Så må der en anden tolkning til. Men det er ikke et stærkt argument at gå ud fra, at han ikke mener det, han skriver. Især vækker sammenfaldet mellem det, I ikke kan lide ved hans tekst og det, I ikke mener, han mener, min mistro :-)

Maria Due har lidt for travlt med opbygningen af den britiske stormagt i slutningen af 1600-tallet: "Men ved århundredets afslutning havde England fået opbygget verdens største flåde, og derefter blev det Rule Britannia og et nyt imperium. Der var kommet styr på tingene og ikke mindst magten..."
Denne beskrivelse passer bedre på situationen i midten af 1700-tallet. Da havde briterne omsider brudt den franske dominans både i og udenfor Europa, og med nedkæmpelsen af "the young pretender" Charles Stuarts skotske oprør i 1745 var monarkiet og den politiske orden omsider blevet stabiliseret. Netop det fordrevne og "papistiske" Stuartdynasti (protegeret af Frankrig) er nøglen til en forståelse af synet på katolicismen i datidens England. Der var simpelthen tale om et livsvigtigt sikkerhedsproblem. At være katolsk blev betragtet som den farligste form for illoyalitet. Først efter mange år ville offentligheden og magthaverne finde sig i - "tolerere" - det katolske mindretal.

”Fx kan folk finde på at bortviske Smiths konservative komponent, som du selv nævner. Og altså også Lockes tolerancebegrebs religiøse forankring. […] Så hvad jeg egentlig vil sige er, og jeg nævnte det også, da vi diskuterede Niebuhr, at jeg faktisk ikke rigtigt kan antage andre argumenter, end at du simpelthen peger på noget i teksten, der angiver, at jeg har uret. Hvis der er noget, jeg har overset eller skævvredet i det pågældende værk, så kan jeg sagtens antage det som argument. Så må der en anden tolkning til. Men det er ikke et stærkt argument at gå ud fra, at han ikke mener det, han skriver. Især vækker sammenfaldet mellem det, I ikke kan lide ved hans tekst og det, I ikke mener, han mener, min mistro."

Sådan skrev Ulla Nørtoft Thomsen, og jeg undrer mig over, hvem ”I” er, for jeg har aldrig været medlem af et politisk parti og føler mig i dette forum og på de største af de islamkritiske blogge i Danmark særdeles alene, da de fleste ikke-nationalkonservative for længst er forsvundet, hvilket jeg også er i færd med.

Med liberale anskuelser er jeg i det hele taget bevidst om, at jeg forsvarer tankegange, der betragtes som så afskyelige, at angrebene på dem ofte kæmmer over i utvetydigt had, ligesom man ikke har forståelse for liberalismens mange facetter og udvikling gennem tiden.

Når jeg fx nævner, at Adam Smith var en mand med en godgørende natur, udlægges det af UNT, som om han havde en ”konservativ komponent”. Men en sådan kan man jo tilskrive alle, der levede i fortiden, og faktum er, at Smith var en af liberalismens fædre, hvis økonomiske tænkning bygger på morallære. Det kan hverken venstrefløjen eller de nationalkonservative unde liberalismen.

Der findes dog undtagelser. Selv den til døden ærkekommunistiske historiker Eric Hobsbawn skriver i sit meget læste værk ”The Age Of Revolution”, kapitel 13, at argumentationen i Adam Smiths nationaløkonomi er både elegant og fortrøstningsfuld. Hvorimod han samme sted betegner John Locke som filosofisk svag, hvilket jeg vil give ham ret i, og - selvfølgelig havde jeg nær sagt – roser Hobsbawm den desillusionerede Thomas Hobbes.

Ulla Nørtoft Thomsen, du kan for mig skrive præcis, hvad du vil, men når du er på vildspor, kan du ikke forlange, at andre skal lade sig spænde for din vogn og se bort fra det samme, som du selv ser bort fra. Fjordman bruger ustandselig samme metode, idet han rask væk fravælger eller bagatelliserer det, der ikke passer ind i hans egne teser.

At gå tilbage til kildernes udspring er for en historiker daglig kost og i faglig henseende livets salt, det er ikke noget, du er ene om, og man udvikler en ydmyghed, som du ikke udviser og end ikke kunne få øje på, da jeg rent faktisk tog dig på ordene, hvilket du ikke har opdaget. Mit svar var ganske venligt i forhold til, hvad jeg kunne have skrevet, for du er tydeligt nok igen inde på et fagområde, hvor du mangler meritter.

Det er du imidlertid også i din gode ret til, og man kan godt rive en mere end 300 år gammel tekst ud af dens sammenhænge og læse den gennem nutidens briller. Men det er der bare ikke meget ræson i, hvis der er tale om en hyper politisk tekst, som satte dybe spor i samtiden, for så reducerer man den til noget andet, end den var.

Hvis man skal forstå teksten, som den er ment, skal man kunne læse mellem linjerne og vide, hvad der officielt og uofficielt kunne skrives, da den blev nedfældet, hvad der var den skrivendes forudsætninger (manden skulle jo leve, overleve og have mad på bordet, hvad der eventuelt var hans uofficielle ærinde og mening, og hvilket indhold ordene blev tillagt på det tidspunkt, hvor de ramte papiret.

Lad os tage et par nærliggende eksempler. Nutidens teatergængere kan sagtens sukke over, at Hamlet opfordrede stakkels Ophelia til at gå i kloster, men kun hvis man har kendskab til det elizabethanske engelsk, forstår man, hvor vulgær og ondskabsfuld opfordringen var, og at den kunne drive hende til selvmord. For ”a nunnery” var ved 1600-tallets begyndelse, da skuespillet så dagens lys, slang for et bordel, og replikken rummer derfor meget mere, end folk i dag opfatter, derunder religionskritik.

Ligeså med fortalen til Den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor det handler om at være fri til at søge lykken, hvilket dengang ikke havde noget med kærlighed, god mavefornemmelse og så’n ligesom anno 2012 at gøre, men for Thomas Jefferson og andre rationelle oplysningsmænd var jargon for det, der kan købes for cool cash. Fast ejendom osv., dvs. materielle goder og den prestige, der følger med.

Hvad John Locke angår, var han trods alt en af empirismens fædre, og når man spurgte ham, hvorfor hans principielle tolerance overfor religioner ikke omfattede den katolske og ateisme, fik man det svar, at man ikke skal være tolerant overfor de intolerante.

Altså ikke noget med på kristen vis at vende den anden kind til. Det er helt forbigået din opmærksomhed, og det er ellers meget velkendt og sætter fuldstændig din argumentation til vægs. Den lidet gentlemanagtige salve, du fik smidt i hovedet ovenfor, var faktisk i princippet korrekt, og det forsøgte jeg at forklare dig på en nænsommere måde.

Til de interesserede nogle citater fra The Oxford History of Britain (1988), de to første er fra kapitlet ”The Stuarts. Intellectual and Religious Life” og det sidste fra “The Eighteenth Century. Revolution and its Repercussions”.

”When John Locke wrote in his second “Treatise of Government” ( 1690) that “all men are naturally in at state of perfect freedom to order their actions and dispose of their possessions and persons as they think feat without asking the leave or depending upon the will of any man” he was proclaiming a message only made possible by the disillusionment with old ideals, but at message which was to make much possible in the decades to come.”

“Christianity was being depoliticized and demystified. The characteristic Anglican tracts of the late seventeenth century had titles like “The Reasonableness of Christianity” and “Christianity not Mysterious”. Where God had been in the very warp and woof of nature and life, he now became the creator who set things going, and the spirit who worked within the individual and kept him obedient to moral rules. […] From the Dissenting side, John Locke, pleading for religious toleration, defined a church as a voluntary society of men, meeting together to worship God in such fashion as they deemed appropriate. Religion had become an unthreatening matter, almost a hobby. The authorities need not concern themselves with what consenting adults did in private meetings. The Puritans of previous generations could not have conceived anything so anaemic.

The dilution of religious energies, this breakdown of a world-view dominated by religious imperatives can be seen in literature and in science.”

“the general climate of the 1690s and 1700s provoked anxiety and even hysteria on the part of churchmen. Theological speculation and deistic tendencies were much discussed and much feared. John Toland’s “Christianity not Mysterious”, one of the earliest and most systematic attempts to popularize the case for “natural” against “revealed” religion, began a torrent of polemical debate on such matters in 1697. Nor did it help that some of the worst offenders were themselves clergy of the established Church.“

Hvad der her var I sin vorden, var det som Hans Rustad I en af sine seneste artikler på Document kalder det socialdemokratiske syn på kirken som et terapeutisk fællesskab og et middel til en national sammenhæng. Rustad er et troende menneske og savner i hos andre forståelse for, at mennesker er syndige væsener, der har brug for tilgivelse. Selv om man ikke har nogen religion, har de fleste mennesker mere eller mindre religiøse sider i deres sind, og jeg kan sagtens følge Hans Rustads tankegang og forbinde den med den liberale morallære, jeg selv blev opdraget med, og hvor frihed så langt fra betød den uansvarlighed, vi ser praktiseret i disse år endsige ideologien i et parti som Liberal Alliance. Jeg kan også følge Johannes Sløks tankegang i hans Søren Kierkegaard inspirerede småbøger ”Moralen Der Blev Væk” (1993) og ”Det Religiøse Sprog”( 1994). I sidstnævnte skriver Sløk fx side 172:

”Det er åbenbart et faktum, at det rationelle og det religiøse sprog nok kan have ord fælles, men at de aldrig taler om det samme. Og det rationelle sprog må være himmelhenrykt for, at der i det hele taget findes et religiøst sprog, for der er forhold i livet, ikke perifere, marginale eller tilfældige, men fundamentale og indispensable forhold, som det rationelle sprog ikke kan tage i sin mund, men som det ikke desto mindre er af den yderste vigtighed bliver sagt.”

Man skal ikke rode det religiøse og det rationelle sprog sammen, sådan som det gøres i vid udstrækning i vor tid og også indenfor den danske folkekirke.

Torben Snarup Hansen skrev:

Maria Due har lidt for travlt med opbygningen af den britiske stormagt i slutningen af 1600-tallet: "Men ved århundredets afslutning havde England fået opbygget verdens største flåde, og derefter blev det Rule Britannia og et nyt imperium. Der var kommet styr på tingene og ikke mindst magten..."

Nay, I think not. Det er muligt, at jeg ikke udtrykte mig klart nok, men mit indlæg handlede jo om en smertefuld udvikling i det åndelige og intellektuelle univers og om ustabile magtforhold, hvor horisonten var blevet for smal og depressiv, og noget nyt fik kæmpet sig frem.

Det blev styrket efter statskuppet i 1688, der for Englands vedkommende var ublodigt. Ikke for Skotlands og Irlands i første omgang, der var flere jacobinske oprør end slaget på Culloden. Der gik heller ikke et jerntæppe ned, hvorefter noget helt nyt opstod som enerådende i 1700-tallet, der var stadig mange finansielle problemer, statsgælden og beskatningen voksede voldsomt og ret rimelig afgifter (ift. situationens alvor) var medvirkede til at igangsætte den amerikanske revolution.

Desuden var der tidens mange krige, pest og andre epidemier, som indvirkede voldsomt på befolkningens størrelse, men der var som sagt sket et mentalt gennembrud, som bl.a. manifesterede sig i de mange nye tidsskrifter, aviser og diskussionsklubber og vidner om en ny tiltro til egen formåen og sideløbende en afmystificering af religion i takt med naturvidenskabernes udvikling. Denne indstilling genfindes også i datiden danske tidsskrifter, hvor folk uden særlige forudsætninger kastede sig ud i forslag til alt mellem himmel og jord. Morsom læsning, synes jeg. Optimismen er ikke til at tage fejl af.

At det engelske statskup fik betegnelsen The Glorious Revolution og blev beundret på kontinentet, markerer utvivlsomt, hvad englænderne og mange i datiden mente om udviklingen, og indtil 1714 havde man stadig en Stuart på tronen. Du har ret i, at Bonnie Prince Charles blev betragtet som en trussel, men det hang sammen med hans franske forbindelser, og at England havde en forholdsvis lille stående hær. Den dag i dag er det vemodigt at gå på det store græsareal med markeringerne af, hvor de forskellige klaner stod og faldt under slaget ved Culloden.

Du har helt ret i, at krig var et fremtrædende emne i Englands 1700-talts historie til søs, og det var jo først ved Waterloo i 1800-tallet, at man fik endelig has på Frankrig.

Så sent som da jeg var aupair hos en højadelig engelsk-skotsk familie i anden halvdel af 1900-tallet, hørte jeg katolikker omtalt som noget suspekt. Ladyen nedstammede fra Henrik 8.’ Søster, og hendes far var en earl i det skotske lavland, hvor mange i sin tid havde svigtet højlænderne på Culloden. Hendes mand var barnebarn af en engelsk duke, og familien havde bekæmpet katolikker siden Henrik 8., begge familier sad i Overhuset, og den ene var stærkt placeret i underhuset tæt på Margaret Thatcher.

Fra Danmark kendte jeg kun katolikker for noget positivt og undrede mig meget over mine arbejdsgiveres indstilling til dem. Jeg fandt den helt ude af trit med moderne tænkning, og derfor glemte jeg den aldrig, det var først langt senere, at jeg forstod sammenhængen.

”The Oxford History Of Britain”, som jeg opfatter som en pålidelig ven til hurtige opslag, siger som afslutning på kapitlet The Stuarts det, som jeg forsøgte at skitsere i mit foregående indlæg om tidernes skiften.

”The English Revolution does, then, stand as a turning –point. It may have achieved little than any of the parties sought after or fought for. I may have done even less to transform political and social institutions. But it deeply affected the intellectual values, at least of the political elite. An age which derived its momentum from Christian humanism, from chivalry, from a reverential antiquarianism, gave way to an age of pragmatium and individualism.”

Tak for en fyldig replik med substans og perspektiv. Diskussionen handler om historiesynet: Hvad er potentielt, og hvad er blevet aktualiseret og i givet fald hvornår? Det kommer frem igen i din sidste formulering om sammenhængen mellem afmystificering af religionen og naturvidenskabens landvindinger. Det er ikke nok, at en håndfuld kvikke hoveder begynder at tænke kritisk. Forskning er altid en tung sag. En mental omstilling kan begynde - begynder faktisk altid - med en minoritet. Det kvalitativt nye kan findes som et potentiale, men risikerer at forsvinde igen (som dampmaskinen i oldtidens græske fysik). Eller det kan aktualiseres. Spørgsmålet er hvordan og hvornår? Et pænt stykke ind i 1800-tallet var britisk naturvideskab stadig tynget af religiøse skrupler. En fremtrædende geolog havde det meget dårligt med at skrotte det Gamle Testamentes forklaring på verdens skabelse. Denne mølle maler langsomt - også i angelsachsisk åndsliv. Så sent som i 1859 vakte Dawins "Arternes oprindelse" voldsom opstandelse. Det havde sine grunde.

Det er jo netop det paradoksale, Marie Due. I det, vi kalder Vesten, sætter vi pris på at adskille religion og politik. Siden oplysningstiden har Vestens tænkere i stigende grad trukket det religi-øse begrebsapparat ud af deres tænkning. Kant sætter en ære i at holde religionen helt ude af sin moralfilosofi, fx. Den er ikke kulturelt eller religiøst forankret, den er universel og fornufts-mæssig, skriver han. Alligevel kan man skimte den kristne moral overalt hos Kant. Universalismen i den gyldne regel (Gør mod andre…) går klart igen i hans morallov, der lyder: Handl således, at du kan ville, at maksimerne for din handling bliver ophøjet til lov.

Denne udelukkelse af religiøse begreber fra videnskab og politik er lykkedes i en grad, så vi efterhånden er begyndt at tro på, at vores vestlige moral, politik, videnskab osv. virkelig er uafhængige af vores kristne baggrund. Her kommer Lockes tolerancebrev i mine øjne ind i billedet som et missing link, der viser, hvordan vores allermest centrale politiske ideer er dybt forankret i kristendommen. Det er jo egentlig også så let at se: Vestens grænser, demokratiets, frihedens grænser er (næsten) kristenhedens grænser. Kalder det ikke på en forklaring?

Min pointe er faktisk, hvilket skulle blive klart i artiklens 2. del, at Locke er en tænker, som konservative og liberale burde kunne finde hinanden i. Jeg har ingen udeståender med libera-lismen, som jeg holder af og (også) identificerer mig med, men som jeg mener i nogle af sine nyere udgaver har glemt eller fortrængt sine rødder. Den har glemt, at den er vokset ud af en kristen grundstruktur. Den tror fejlagtigt, at den er universel, fordi den har fortrængt, at denne skelnen mellem politik og religion er en essentiel kristen skelnen. Den findes fx ikke i islam.

Jeg vil gå endnu videre: Den moderne verden, forstået som en verden, der er opdelt i funkti-onssystemer med hver deres rationaler (etik, moral, videnskab, kunst, tro osv), er udsprunget af den kristne tanke om at frigøre systemerne ved at adskille dem. Jeg synes, vi trænger til at se os selv lidt mere og være lidt mere stolte af os selv. Jeg mener at kulturmarxismen aktivt har dekonstrueret vores selvforståelse og forvrænget mange sandheder, vi før har kendt om os selv. Men det er jo ikke sværere end at genlæse os selv og genforstå os selv. Selv. Der står meget på spil.

Når en sortklædt hvalp står med en brosten i hånden og vil stene ”de sorte fætre” og have kri-stendommen til at træde til side til fordel for islam, så ved hvalpen intet om – for ingen har fortalt ham det – at han her taler som en kristen, mens hans synspunkt ville have gjort ham et hoved kortere i et muslimsk land. Nå ja, det sidste ved han muligvis. Men det første aner han ikke.

Det er paradoksalt nok oplysningen, der sletter disse spor. Hos Kant er de kristne spor allerede utydelige – de er dækket af eller omsat til rationel argumentation. Hos Locke er det alt sam-men stadig helt eksplicit. Jeg tænker meget positivt om liberalismen, men den er altså ikke helt hæderlig, hvis den kan fremhæve Locke som en af sine klassikere uden at ville anerkende sine kristne rødder.

Lockes tolerancebrev refererer ikke bare sporadisk til kristne begreber. Der er ikke tale om, at Locke bare hist og pist bedyrer, at hans moderne, liberale tænkning skam ikke er uoverensstemmelse med kirken. Der er tale om, at han helt grundlæggende argumenterer for tolerancen med udgangspunkt i kristendommen – og faktisk ikke ret meget andet. Det bliver man overrasket over, når man kun kender værket gennem sekundærlitteratur.

Jeg behøver vel heller ikke nævne, at hans Second Treatise følger efter en First Treatise, - som man aldrig læser, aldrig refererer og sådan set i bund og grund springer over i moderne filosofi. Denne første del af værket handler kun om én ting, nemlig om, hvorvidt Adam (ham i paradiset) var guddommeligt legitimeret monark, bestemt for at herske over befolkningen, som følgelig er født ufri - og hvorvidt senere monarker og folk har arvet denne status eller orden. Locke svarer nej. Ikke som en generel affærdigelse af tidligere religiøs tænkning, men som en affærdigelse af noget, som Locke opfatter som en ny og falsk afart af kristen (protestantisk) tænkning.

Locke argumenterer med bibelen og naturretten side om side. De stemmer overens. Naturretten siger, at hvis ikke Gud har indsat nogen anden over os, så er vi alle frie og lige, skriver LockeOg det har Gud ikke, dokumenterer han i First Treatise.

Naturretten – det at argumentere for statens indretning med basis i menneskets naturlige rettigheder - er ikke en overskridelse af kristendommen. Det ville være en overskridelse af kristendommen at legitimere den politiske magt religiøst (jf. to-regimentelæren). Det er netop inden for kristendommen, at der sættes et fakultet fri, der af bedste evne kan tage sig af den bedste og mest retfærdige ordning af frie menneskers samfundspagt.

Skil religion og politik ad, skriver du. Ingen er uenig. Slet ikke Locke, der netop insisterer på dette på hver side. Også i tolerancebrevet insisterer han på, at staten skal indrettes, ikke efter religion, men efter hvad der er retfærdigt og ordentligt mellem frie mennesker, der sammen skal indrette sig. Sådan vil kristendommen og dermed Vesten have det. Sådan vil islam ikke have det. Vi må tåle, at denne skelnen i sig selv ikke er hinsides kristendommen, men taler dybt inde fra den. Vi kunne forstå mange globale vanskeligheder bedre, hvis vi for alvor gennemtænkte dette.

Mht. tekst og kontekst, så er det klart, at hvis man misforstår den slags, du nævner, så har man ikke forstået teksten. Det er også klart, at man trækker på viden udefra, når man læser en tekst. Men aktivt at trække kristendommen ud af Locke med henvisning til, at han kun refererer til den, fordi han ikke kunne blive fri på sin tid, det er helt absurd. Så kan man næsten ikke have læst hans tekst. Og så er det jo næsten komisk at postulere, at andre ikke har for-stået den. Den ligger her: http://www.constitution.org/jl/tolerati.htm.