"Lille-far i Kreml” er det udbredte kaldenavn, som russerne traditionelt anvender om deres øverste leder. Tilnavnet er udtryk for den nærmest urokkelige tro russerne til alle tider har haft på, at der skal en stærk og magtfuld leder til at sørge godt for dem og løse deres problemer.
I Vesten – og ikke mindst i Danmark – har vi med lige dele foragt og hovedrysten set ned på denne dyrkelse af den stærke mand og ikke mindst Putins farverige selviscenesættelser som en art action-man.
Men måske bør vi stikke piben lidt ind og tage et grundigt kig på os selv og den parlamentariske udvikling vi gennemgår i denne tid, for der er tegn i sol og måne på, at vi ikke adskiller os nævneværdigt fra russerne, når det drejer sig om at efterspørge en stærk leder, der kan løse problemerne for os.
Et af de mere håndfaste tegn er den seneste meningsmåling som YouGov har lavet for BT, der viser, at tilslutningen til Mette Frederiksen (det er mere præcist at sige Mette Frederiksen end Socialdemokratiet) nu har nået nye højder og ligger på over 35% af vælgerne. Dette på trods af, at hun har brudt med alle danske traditioner og har samlet næsten al magt i Statsministeriet, at hun nærmest enevældigt har gjort store indhug i vores grundlæggende frihedsrettigheder, at hun har lagt et helt erhverv permanent i graven til stor ulykke for en masse mennesker og ikke mindst: at hun har begået alvorlige brud på Grundloven under henvisning til, at det svævende begreb ”folkesundheden” naturligvis trumfer fundamentet for det danske demokrati.
Under normale omstændigheder ville en sådan fremfærd ikke have ben at gå på i den demokratiske retsstat vi betragter Danmark som, men vi lever i mærkelige tider, hvor det normale er blevet sat ud af funktion i takt med den kinesiske corona-epidemis fremmarch. Det seneste år har vi følt os truede ude fra af denne sygdom, og corona-epidemien er i den forstand blevet en lakmusprøve på, hvor dyrebar vores frihed og demokrati i virkeligheden er, eller rettere: hvor højt vi vægter disse værdier i forhold til andre værdier som trygheden ved at lade andre overtage styringen af vores liv. At blive som børn igen og lade Far og Mor sørge for os og løse vores problemer.
Ser man YouGovs måling i det perspektiv må man konkludere, at der er flere og flere danskere, der foretrækker den stærke leder, og som betragter Mette Frederiksen som en slags mor. Så meget endda, at hun bliver kaldt ”Mor Mette” i vide kredse, og altså nu bliver belønnet med (foreløbig) godt 35% stemmerne for den måde hun har styret landet på indtil videre.
På så mange måder er den seneste meningsmåling et udtryk for, at en stor gruppe danskere så snart de føler deres velfærd truet, har fuldstændig samme præferencer som en russer. Så forskellige er vi altså heller ikke. Og så forskellige er de ledere, vi følger heller ikke. Mange danskere vælger hurtigt at se stort på både demokrati og den personlige frihed for til gengæld at få den tryghed som en Lille-far eller en Mor Mette kan tilbyde ved at sørge for os og løse vores problemer. Og lige som russerne elsker at se Lille-far Putin i aktion, er også mange danskere glade for at se Mor Mette i netop den rolle: som vores allesammens Mor. For der er ingen forskel på Lille-far Putins selviscenesættelse, når han på hesteryg iført kalshnikov og bar overkrop jager bjørne - og Mor Mettes ditto, når hun spiser makrelmadder med mayo og agurk og lader som om hun pudser vinduer i Ajax glasrens. Grundpræmisserne er de samme.
Tryghed kommer i mange former, og vi må nok erkende, at der er en stadigt større del af danskerne, der er villige til at bytte trygheden ved (personlig) frihed og garantien for åbenhed og demokratiske processer ud med den tryghed, som russerne efterspørger og som stærke ledere som Putin og Mette Frederiksen ser ud til at tilbyde.
'Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
