Den seneste kætterproces
Sidste gang jeg brugte overskriften Lars man standing, var i et indlæg på National Review Online om Lars Hedegaards analyse af alliancen mellem islam og venstrefløjen.
I september var han vært for mig i København, da Trykkefrihedsselskabet tildelte mig sin Sappho-pris.
I går, da jeg vendte tilbage fra et par internet-fri uger, fandt jeg ud af, at han igen er Lars man standing – denne gang på anklagebænken i Frederiksberg Ret. Sigtet for at have krænket islam.
Sagen er den seneste i en lang serie af vestlige kætterprocesser: Elisabeth Sabaditsch-Wolff i Østrig, Geert Wilders og Gregorius Neckschot i Holland, Michel Houllebecque i Frankrig, Michael Smith i Australien, Ezra Levant og jeg i Canada.
I Danmark får den tiltalte ligesom i Holland og i Canada at vide, at sandheden i disse sager ikke er et gyldigt forsvarsargument. Som Lars sagde i retssalen i mandags:
“Min forsvarer har instrueret mig om, at i sager anlagt efter § 266b, er det alene forhånelsesaspektet, der har betydning for, om man bliver dømt eller ej, hvorimod der ikke kan føres sandhedsbevis for udsagnet.
Paragraffen handler om offentligt fremsatte ytringer, hvorved en gruppe personer "trues, forhånes eller nedværdiges". Men som min forsvarer allerede har redegjort for, har jeg ikke offentligt fremsat ytringer.”
Det danske folketingsmedlem Jesper Langballe er kommet med en kommentar om Hedegaard-sagen og er selv blevet tiltalt for “racisme”. Mens han forberedte sit forsvar, blev han af retten gjort opmærksom på, at “tiltalte efter §266b nægtes retten til at bevise deres påstande”. Javel.
Det er derfor, disse retssager er kætterprocesser – og kun de første af mange. Anklagemyndighederne betragter Hedegaard, Langballe, Wilders, fru Sabaditsch-Wolff og andre som frafaldne fra den nye statsreligion: multikulturalisme.
Bølleagtige muslimske lobby-grupper betragter dem til gengæld som kætterske overfor islam, men i virkeligheden betyder forskellen ikke så meget, fordi multikulturalisme kun er en overgangsfase, et effektivt dække over en islamisk imperialisme, der nu efterhånden er så selvsikker, at den næppe har brug for et dække længere.
Den gode nyhed er, at de europæiske anklagemyndigheder gennemfører denne nye form for skueprocesser så dygtigt, at vi næppe kommer til at mærke forskellen, den dag sharia bliver officielt indført.
Kvinderne
Begge d'herrer Hedegaard og Langballe er blevet tiltalt for deres udsagn om det muslimske samfunds behandling af kvinder. Interessant nok var de ikke helt enige. Langballes krænkende ord var følgende:
"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab)".
Ovenstående udsagn ”krænker” muligvis muslimer, men hvorfor skulle det være kriminelt? Da jeg i november skulle tale i byen London i Ontario (Canada, red.) foreslog den lokale overmuslim, Faisal Joseph, at muslimer skulle protestere ved at givet et bidrag til tilflugtscentre for kvinder.
Men som Kathy Shaidle påpegede, er det muslimske samfunds største bidrag til disse tilflugtscentre – netop kvinderne. Eller som Lars Hedegaard sagde i retten:
“Anklagemyndigheden har tydeligvis ikke skænket en tanke til de mindst 20.000 kvinder i den muslimske verden, der årligt falder som ofre for de såkaldte æresdrab, eller de 50.000 muslimske piger i Tyskland, der ifølge forbundspolitiet er truet af kønslemlæstelse.
Eller de hundredtusinder af småpiger i de muslimske flertalssamfund, som af deres far eller værge er solgt til tvangsægteskaber med meget ældre mænd, og som derfor må leve et liv med konstante voldtægter, alt mens islams retslærde forkynder, at dette er i bedste overensstemmelse med den religiøse ortodoksi.”
Javel. Men hvad i islam er ikke det, når det drejer sig om behandling af kvinder? I mandags – samme dag som hr. Hedegaard optrådte i retten på Frederiksberg – kom Faleh Almaleki for retten i Phoenix. Han er sigtet for at have påkørt og dræbt sin datter Noor i et ”hit-and-run” “æresdrab”.
Og så er der Muzzammil Hassan, tidligere kendt som den “moderate muslimske” pin-up dreng i USA's politisk korrekte tossepresse. I Buffalo står han anklaget for at have kappet hovedet af sin kone med en økse. (Jeg skrev om det i her).
Diskussionsforbud
For et par uger siden bragte det absolut stuerene, “ikke-højreorienterede” og “ikke-ekstremistiske” Der Spiegel en dybdeborende reportage om “Tabuer og frygt hos muslimske piger” i Tyskland. Ifølge den officielle statistisk er antallet af voldtægter i Frankrigs muslimske boligkvarterer steget med 15-20% om året siden 1999. Og i en sådan verden begynder også ikke-muslimske piger at være i farezonen.
Disse virkelighedsglimt er alt for ubehagelige at forholde sig til i et multikulturelt samfund, der har overbevist sig selv om, at takket være mangfoldighedens velsignelser kan et rart bøssepar og en polygam muslim med tre koner iført identiske niqab'er sagtens bo side om side på henholdsvis nummer 27 og nummer 29 på Solsortevej.
Og derfor skal d'herrer Langballe og Hedegaard straffes, blot for at have bragt sagen op til overfladen, så tusinder eller endda millioner af andre europæere kan forstå, at visse emner er uden for diskussion, og at islam og dens vestlige hjælpere er fast besluttet på at opretholde dette diskussionsforbud.
”Højreekstreme” islamkritikere
Jeg havde det herligt, da Trykkefrihedsselskabet inviterede mig til København. Det startede allerede i lufthavnen, da de to nordiske blondiner i velkomstkomitéen undskyldte, at de ikke var lesbiske. Jeg blev så skuffet, at jeg et kort øjeblik overvejede at tage flyet tilbage igen, men jeg blev og morede mig meget, om end jeg havde lidt ondt af dem, der skulle dele rampelyset med mig.
Til forskel fra de fleste “højreekstremister”, der får denne etikette hæftet på sig, er jeg nemlig højreorienteret og ekstrem. Også i den grad.
Men hverken Lars Vilks, den svenske kunstner, der tegnede Muhammed som “rondelhund”, Shabana Rehman, den kvindelige, norske muslimske komiker, Gregorius Nekschot, en ufattelig sjofel hollandsk vittighedstegner, eller Farshad Kholghi, en dansk skuespiller, der laver stand-up som Muhammed al-Whatever, præsident for den muslimske forening af meget, meget moderate ekstremister, kan på nogen måde siges at være højreorienterede.
I virkeligheden er hr. Vilks en typisk europæisk religionskritisk venstreorienteret, der ikke kan forstå, hvorfor man ikke kan gøre ligeså meget grin med islam som med kristendommen. Mijnheer Nekschot er en equal-opportunity offender (en der fornærmer enhver uanset etnisk eller anden status, red.), der mener, at hvis man kan tegne Dronning Beatrix dyrke analsex, så kan man vel også gøre grin med en fyr, der stillede træskoene for halvandet årtusinder siden. Men det kan man ikke mere.
Som Lars Hedegaard siger:
“Hvad det politiske angår, kan man være socialist, liberal eller konservativ. Man kan være en overbevist tilhænger af velfærdsstaten, bøsseægteskab, positiv særbehandling for kvinder og 75% skat på alle private indtægter. Det ville ikke hjælpe spor, hvis man har lagt afstand til profetens lære.”
Og derfor er islamkritikere i Holland “ekstremt højreorienterede racister” – hvis man vel at mærke med “ekstrem”, "højreorienteret” og “racist” mener homofile livsnydere (Pim Fortuyn), anti-royale narko-sniffende nihilister (Theo van Gogh), og venstreorienterede sorte feminister (Ayaan Hirsi Ali).
Lige meget hvilken af disse nymodens kombinationsmuligheder man sorterer under, ender man enten i retten (Nekschot, Wilders), i eksil (Ayaan Hirsi Ali) eller i jorden under tulipanløgene (Fortuyn, van Gogh).
I sammenligning med dem var mine kammerater i København sluppet relativt billigt, men de var alligevel på vej til en lignende skæbne pga. deres manglende evne til at forstå den de facto og – i stigende grad – de jure beskyttelse, som islam nyder i Danmark. Nogle af dem havde været arresteret, var blevet udsat for dødstrusler, havde hjem, der var forsøgt nedbrændt, eller havde fået familiens restaurant skudt i stumper og stykker.
Og som en sidste ydmygelse måtte de dele platform med mig, fordi deres venstredrejede venner ikke havde bakket dem op. Alle de venstreliberale venner, der gik til Amnestys og PENs arrangementer – og kedede hinanden til døde med Voltaires apokryfe ”Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det” – var fuldstændig tavse (som Molly Norris oplevede i Seattle).
Jamen, så vanskeligt behøver det heller ikke at være. Der er ingen, der forlanger, at man skal risikere liv og lemmer i et heroisk forsvar for en ven eller et princip. En forsigtigt formuleret fax er alt, hvad der kræves.
Milton ville have forstået
Det er derfor Lars Hedegaards retssag er vigtig. De hjernedøde zombier, der leder Vesten i halvmørke, forsøger at bilde folk ind, at deres usle spytslikkeri er et forsvar for “multikulturel tolerance”.
Men det er det ikke. Det er bare bøssevenstre (med George Orwell’s udtryk), der stiller op i konkurrencen om at være islams feltmadras nr. 1 (her er det mig, ikke Orwell). Islam har lært af venstrefløjens lange march gennem institutionerne og er begyndt på samme vandring.
Dens Gramsci-inspirerede undergravning af både transnationale organisationer, international finans, menneskerettighedsinstitutioner, den akademiske verden og retssvæsenet har allerede nået et fremskredent stadium.
Man kan læse Lars Hedegaards tale i retten i dens helhed her bl.a. det, han citerede John Milton for:
"Giv mig frem for alt andet frihed, friheden til at erkende, til at tale, til uhæmmet at argumentere i overensstemmelse med min samvittighed."
Milton ville forstå: Denne retssag er en skændsel for Danmark. Hvis Lars Hedegaard bliver dømt, vil endnu et lys slukkes i Europa, og de andre vil hurtigt følge efter. I deres tåbelighed er multikulturalismens fortalere ved at gøre scenen klar til massiv vold og til et Europa, der synker ned i barbari.
Oversættelse: Geoffrey Cain
Se den originale artikel her.
