I dagens Berlingske kalder Jacob Mchangama regeringens planer om at indføre et forbud mod koranafbrændinger foran udenlandske ambassader for "kujonagtig. Inger Støjberg har udtalt til TV2, at det påtænkte forbud trækker tråde tilbage til samarbejdspolitikken under besættelsen og Morten Messerschmidts sammenligner i P1 Morgen (mandag) Lars Løkkes ageren med Chamberlains appeasement-politik op til 2. Verdenskrig.
Trykkefrihedsselskabet er helt enig: det er et kujonagtigt knæfald for totalitarismen og en sort dag for vores demokrati, når vores regering så ubesværet sælger ud af vores demokratiske arvesølv - og for hvad?
Hvis man tror, at problemerne går væk og at alt falder på plads og til ro blot ved at forbyde koranafbrændinger foran ambassader, må man tro om igen, for der skal langt skarpere lud til de skurvede hoveder, der som Rasmus Paludan så kækt replicerer, bare kan finde på andre måder at håne islam og koranen på: den kan f.eks. nedsænkes i urin, som i det "berømte" værk "Piss Christ" (som bliver udstillet som stor kunst på museer verden over), man kan gå Uwe Max på den og defækere på den - eller "blot" bruge den som toiletpapir. Eller hvad nu hvis man marinerer koranen, smider den på grillen hjemme på terrassen og livestreamer det på en storskærm foran de tyrkiske og pakistanske ambassader?
Mulighederne for at omgå et forbud mod koranafbrændinger foran ambassader er legio, men det samme kan ikke siges om lovgivers mulighed for at dæmme op for det, der kommer efter. Med mindre, altså, at regeringen er villig til at gå planken ud og indføre et generelt forbud mod kritik af islam, for det er Trykkefrihedsselskabets profeti, at hverken OIC eller den muslimske verden en bloc vil stille sig tilfreds med, at det kun er foran ambassaderne, at koranen ikke må skændes.
Trykkefrihedsselskabet afventer spændt regeringens løsningsmodel.
