Fortsættelse til Kurt Rosenstrøm og andre, der ikke har forstået et dyt af denne sag.
Jeg har tidligere med næb i klør forsvaret Lars Hedegaards ret til at udtale sig, som han gjorde til den famøse julefrokost, og jeg er mindst lige så opsat på at blive af med §266 b som DF og John Mchangama og mange andre er. Jeg har heller aldrig troet, at Lars Hedegaard mente, at ALLE muslimske piger er udsat for voldtægt i deres hjem. Som Hedegaard selv har udtrykt det, ville han jo være en idiot, hvis han mente det. Han anvendte en ubestemt udtryksmåde, som er helt almindelig i Danmark, men som åbenbart er faldet ud af juristers sprogbrug.
Jesper Langballe var ikke sen til at vrimle til undsætning og sætte trumf på, ikke noget med halvgjort arbejde, og det kunne dårligt blive værre. Altså set med det politisk korrekte Danmarks øjne, og selv om begge de oprømte herrer i vintermørket sagde undskyld, og det ville have sparet den danske stat for væsentlige udgifter, mente statsadvokaturen altså, at der var grund til at skride ind. Det var jeg fra starten helt uenig i og skrev meget om det på forskellige blogge.
Begge d’herrer valgte Karoly Németh som advokat, og ud fra hvad der senere skete, kan man dårligt få andet indtryk, end at advokaten fortalte sine to klienter, at som landet pt. ligger, ville de med stor sandsynlighed blive dømt skyldige i racisme.
Derefter besluttede klienterne sig for at gå forskellige veje. Langballe erklærede sig skyldig og fik sagen ud af verden ved at betale en bøde, som ganske vist er dumme penge at skulle af med, men som trods alt udgør et overkommeligt beløb. Derefter fortsatte Langballe ufortrødent som sit gamle jeg, og jeg mener, at han valgte klogt.
Hedegaard har imidlertid læst for mange ridderromaner. Om han derefter bevidst begyndte at skelne mellem det, der skete i retten, og det som han ønskede, at man uden for retten skulle tro om sagen, kan jeg ikke vide og har heller ikke nogen mening om det. Men senest da han forlod byretten og højstemt udbredte sig til pressen om en stor sejr for ytringsfriheden vundet vha. hans udenlandske venner, må det være gået op for ham, at så let lod andre sig ikke forføre, for det fik han prompte kritik for. Han havde ganske vist afleveret en politisk brandtale i retten om ytringsfrihed, men den var tilsyneladende påklistret.
Ifølge mine oplysninger koncentrerede Hedegaard sig i retten om fuldstændig at fralægge sig ansvaret for, at interviewet blev placeret på Snaphanen. Hvilket igen ville sige, at Hedegaard pålagde andre ansvaret for det, som han var blevet stævnet for. Han kunne ikke dømmes for at have udtalt sig, som han gjorde, hvis han kunne løfte bevisbyrden for, at han alene havde udtalt sig under private omstændigheder og var uvidende om, at interviewet ville blive offentliggjort.
I retten blev der mig bekendt bl.a. fremlagt en e-mail, hvor interviewer fortalte Lars Hedegaard sine planer med interviewets afvikling, dets længde, samt at det skulle offentliggøres på Snaphanen og Gates of Vienna. Af hensyn til sidst nævnte foregik interviewet på engelsk, hvilket jo er sigende. Der var ingen grund til, at to danskere skulle tale engelsk sammen til en privat julefrokost for dansktalende danskere, medmindre en engelsk talende tredjepart skulle involveres på et senere tidspunkt.
Allerede af byretsdommen fremgik det klart, at den handlede om ansvaret for offentliggørelsen, og at frifindelsen blev begrundet med, at dommeren ikke fandt det endeligt godtgjort, at der havde foreligget en tilstrækkelig klar aftale om brugen af interviewet.
Det var en elskværdig dom, som statsadvokaturen dårligt kunne være tilfreds med, og da slet ikke, da den frikendte opførte sig, som han gjorde. Derfor ankede statsadvokaturen og fik medhold i landsretten, som mente at der havde foreligget en tilstrækkelig klar aftale.
Det er så der, sagen står i øjeblikket, skønt Németh har udtalt til pressen, at bevillingen til at føre sagen for højesteret er at ligne med en underkendelse af landsrettens vurdering.
Men, men, men, prøv at forstå det alle I, der ikke kender mig men alligevel straks røg af sted med flyvende faner og beskyldte mig for forræderi, ”intellektuelt forfald”, mangel på stabilitet, drikfældighed og andet fra dumhedens overdrev: denne sag holdt for længe siden op med at handle om ytringsfriheden, og den kan heller ikke vendes til blive en sejr for ytringsfriheden. Derimod har den understreget, at vi alle har tabt ytringsfrihed, idet racismebegrebet er blevet udvidet til at omfatte meget mere, end det tidligere gjorde. Det fik vi imidlertid allerede skåret ud i pap, da Jesper Langballe blev dømt for racisme.
Hvis højesteret ændrer dommen, er det heller ikke en frifindelse af Hedegaard for racisme, og både byretten og landsretten var enige om, at der var tale om en racistisk udtalelse, hvilket Hedegaard for længst må antages at have opgivet at ændre på. Ifølge Némeths udtalelse til pressen drejer sagen sig nemlig udelukkende om en placering af ansvaret for offentliggørelsen, og Hedegaard har udtalt, at han aldrig ville have ladet interviewet offentliggøre.
Skulle jeg være fejlinformeret, vil jeg naturligvis gerne vide det, men ovenstående bygger på de informationer, der har været offentligt tilgængelige i medierne og cyberspace, og hvad Lars Hedegaard og hans fans eventuelt måtte mene om moralen i dette, er juristerne bedøvende ligeglade med. Der er ofte langt fra jura til moral, og det kan være ret chokerende at erfare.
