Hedegaards bedrifter gennem et efterhånden langt liv er mange: Det var bl.a. ham, der som chefredaktør på Information gik avisens ræverøde fundament midt imod ved sammen med Lars Villemoes at iværksætte en kulegravning af det venstrefløjsmiljø som Blekingegadebanden var runden af, Senere blev han det nok mest populære vris i Berlingskes geniale opfindelse: "Groft Sagt", hvilket ikke siger så lidt i betragtning af, at både Claes Kastholm og Hans Hauge var blandt de øvrige bidragydere. Hedegaard blev senere fyret fra klummen - angiveligt på grund af hans hang til at skrive for meget og for kritisk om islam.
Og her er vi så fremme ved det tema, der om noget er blevet Hedegaards skæbne: Islamkritikken. Den fik ham som sagt fyret fra Berlingske og det var også kritikken af "fredens religion" og Hedegaards artikulation af den trussel islam udgør for vores frie og åbne demokrati, der førte til, at det tidligere så toneangivende Dansk PEN nægtede Hedegaard optagelse i selskabet, der ellers bryster sig af at kæmpe for det frie ord. En skandale på så mange måder, men også startskuddet til oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet, som Hedegaard var formand for fra selskabets dannelse i 2004 til 2014, hvor Katrine Winkel Holm overtog formandsposten.
Her var og er der ingen berøringsangst i forhold til islam, og det lykkedes Hedegaard at gøre Trykkefrihedsselskabet til den centrale aktør i ytringsfrihedsdebatten, som selskabet er i dag, på trods af mainstreampressens og den såkaldte elites udtalte modvilje og lejlighedsvise udskamning.
For det har været op ad bakke med forståelsen for islams iboende trussel mod den (ytrings)frihed, der er er selve kernen i vores demokratiske samfund, og Hedegaard har i sjælden grad været udskældt og defameret for sin vedholdende kritik af islam og den tiltagende islamisering af vores samfund - primært som følge af den apologetiske tilgang til herboende muslimers tiltagende krav om særbehandling. Ikke engang da den senere IS-kriger Basil Hassan den 5. februar 2013 opsøgte Hedegaard på hans bopæl forklædt som postbud og forsøgte at skyde hovedet af ham, gav det anledning til selvransagelse blandt de toneangivende journalister og meningsdannere. Hvem husker f.eks. ikke Martin Krasniks karaktermords-interview med Hedegaard i Deadline kort tid efter attentatet, hvor Krasnik ikke alene såede tvivl om attentatet, men også brugte stor energi på at så tvivl om Hedegaards troværdighed som historiker og islamkritiker ved at tæske Hedegaard rundt i en fodnote til en dengang 10 år gammel bog.
Krasniks interview repræsenterede på mange måder the establishments holdning og tilgang til Hedegaard, og selvom det efter interviewet stod klart, at Krasnik var gået over stregen, så gik selvransagelsen udelukkende på, hvordan man behandlede en mand, der lige havde været udsat for et mordforsøg - ikke på årsagen til det og om attentatet ikke netop beviste Hedegaards pointe.
Siden har eksemplerne på islams vold i vores midte som bekendt hobet sig op med tiltagende hyppighed og med stigende frygt for almindelige borgeres sikkerhed, for de muslimske terroristers lavpraktiske, men også udspekulerede angreb har afsløret, at vi ikke er trygge i vores eget land, og at myndighederne har svært ved at dæmme op for de muslimske kræfter i vores midte, der vil os og vores livsform til livs.
Derfor må det også være med blandede følelser, at Hedegaard i dag, på sin 75-års fødselsdag, kan konstatere, at han desværre fik ret - og at han i dagene op til sin runde dag endelig kan se elitens multi-kulti-bastioner vakle. I første omgang i skikkelse af Uffe Østergaard, den gamle kulturradikale ronkedor, der som en sidste dags hellig er vendt på en tallerken og nu kræver fuld assimilation og at muslimer bliver lutheranere, hvis vi skal dæmme op for den muslimske indvandrings svøbe.
Det giver lige nu Østergaard stor opmærksomhed og ny vind i ellers slatne sejl, for der er ingen af de tæsk i luften til ham, der er blevet Hedegaard til del for i årevis at have sagt nøjagtig det samme.
Sådan går det ofte med avantgarden, der må tage tæskene for de mere gustne Pinafore-admiraler, der stolt flyder deres vej med strømmen og kommer med på en badebillet efter andre har gjort arbejdet. Det efterlader unægteligt frontkæmperne i et dilemma: Skal man gå ud og klappe til Østergaard for ikke i tide at bakke op, dengang det virkelig slag blev taget (af andre) eller nøjes med at glæde sig over, at vinden endelig er vendt og at det ser ud som om, der er opbakning til at værne om og kæmpe for vores land og vores demokrati.
Jeg tror, at Hedegaard vælger det sidste. Han er ikke smålig og for ham er sagen vigtigst - og der skal altid være plads til en angrende synder. Det bør dog ikke afholde nogen - og slet ikke Uffe Østergaard - fra at ære den, som æres bør. Jeg håber, at Lars Hedegaard får den ære, som han har fortjent.
Lars Hedegaard holder reception i anledning af udgivelsen af hans seneste bog, “Fragmenter af Danmarks Historie 2020-2031” i kombination med hans fødselsdag.lørdag den 23. september kl.14-17 i Vartov
