Ytringsfriheden får trange kår, når den politiske korrekthed vinder frem. Det er et mønster vi kender i Danmark, og som senest er blevet illustreret i Storbritannien, hvor Labours kandidat til posten som premierminister, Ed Miliband, har meldt ud, at han vil kriminalisere "islamofobi".
Hvad der ligger i ordet "islamofobi" er ikke nærmere specificeret, og det er der givetvis en ganske god grund til. Udtrykket er nemlig et indholdsløst skældsord, som venstrefløjen og de politisk korrekte benytter, når politiske modstandere i debatter om islam og indvandring skal udskammes.
"Islamofobi-kortet" er således noget man trækker, når det skorter på argumenter. Det er det ultimative eksempel på, at de ideologiske skyklapper påføres, og at man gør sit bedste for ikke at se virkelighedens verden i øjnene.
Det afslører, at agendaen hos afsenderen ikke er en seriøs og saglig diskussion om et afgørende emne. Tværtimod drejer det sig om den varme fornemmelse i mellemgulvet, man får, når man føler sig som en del af det gode selskab. Milibands forslag er et symbol på den gode mavefornemmelses herredømme.
Derudover er forslaget et frontalangreb på ytringsfriheden. Ytringsfriheden er et spørgsmål om enten-eller. Her gives ikke en mellemvej, hvor man kan vælge den ytringsfrihed, som er den rare, den belejlige, den politisk korrekte, den rigtige eller den, som ikke "marginaliserer minoriteter".
Såfremt man indfører en sådan begrænsning, er ytringsfriheden nemlig meningsløs.
Ytringsfrihedens raison d'être er, at man kan sige magthaverne imod og have en åben politisk debat om ethvert emne, hvor alle holdninger kan blive repræsenteret. Dette er selvsagt en umulighed, hvis magthaverne kan begrænse, hvilke holdninger de politiske modstandere må give udtryk for.
Mangel på argumenter
Og det er jo netop sagen her. Miliband demonterer ytringsfriheden, og dermed også demokratiet, når han simpelthen ønsker at lovgive imod modstanderens synspunkter. Det er forrykt, og et direkte udtryk for den politiske korrektheds magt.
Havde den britiske højrefløj forsøgt at indføre samme begrænsning med omvendt fortegn - at kriminalisere oikofobi - havde det resulteret i ramaskrig fra venstrefløjen.
Sagen er et eksempel på den politiske korrektheds lyksaligheder. En total fornægtelse af virkeligheden, som ultimativt bliver så skinger, at man ikke blot udskammer den politiske modstander, men simpelthen søger at kriminalisere dennes standpunkter.
Dermed flyttes slaget fra den politiske kampplads til den juridiske arena, og måske siger det ikke så lidt om den eklatante mangel på argumenter hos Miliband og hans kumpaner. Det er vist den eneste gode ting, der er at sige om denne sag.
Mikael Brorson er medredaktør på tidsskriftet Replique
