Tænketanken Justitia har udarbejdet en analyse ”Ytringsfrihed: hvad skal det nytte?” (Jacob Mchangama og Rasmus Fonnesbæk Andersen) om ytringsfrihedens status og konsekvenser i verden. Det har været tanken at tage en temperaturmåling på ytringsfrihedens velbefindende i et globalt perspektiv og samtidig kæde ytringsfrihedens velbefindende sammen med en række gavnlige samfundstræk, som f.eks. bedre beskyttelse af menneskerettigheder, lavere korrupstionsniveau og mere innovation.
Analysen baserer sig bl.a. på globale meningsmålinger og konklusionerne er ikke overraskende: Der er ingen holdepunkter for at antage, at en vidtgående ytringsfrihed kan øge risikoen for konflikt - ligesom stort set alle de friheds- velstands-og velfærdsværdier, som danskerne sætter højest – trives bedst i samfund med en høj grad af ytringsfrihed. Dog er ytringsfriheden også i vestlige lande under pres som følge af terrorangrebene og de lovgivningsmæssige tiltag, der skal besværliggøre udbredelsen af ekstremisters budskaber.
Selvom rapporten har flere interessante iagttagelser – bl.a. at ytringsfrihed grundlæggende ses som noget positivt, selv i de lande, hvor opbakningen til ytringsfriheden er mindst – så er den også sært blind for den grundlæggende præmis for ytringsfriheden, nemlig kultur.
Den omstændighed ved analysen er så påfaldende, at man må spørge sig, om rapportens forfattere enten ikke er klar over, at ytringsfriheden ikke er en frit i luften svævende rettighed – eller om de blot ikke tillægger den kulturelle kontekst og forankring nogen betydning i en ytringsfrihedsmæssig sammenhæng.
I hvert fald er det tydeligt, at forfatterne betragter ytringsfrihed, som noget man kan vælge at indføre i et hvilket som helst samfund – og så høste en række goder af det. Ytringsfriheden bliver til en mekanisme, der blot fordrer folkelig opbakning og politisk vilje:
Vilje og opbakning hos befolkningen er ikke altid nok til at sikre ytringsfrihed i et samfund. Et oplagt rationale er, at vælgere stemmer på politikere, der også går ind for at beskytte ytringsfrihed, og at ytringsfriheden derfor også burde blive håndhævet.
Ytringsfrihed kan ikke isoleres fra det samfund den skal fungere i eller fra den retsstat, der i sidste ende skal sikre den. Den er kulturelt betinget og kulturelt forankret og vil aldrig med succes kunne indføres i lande som ikke har de kulturelle forudsætninger for at anerkende dens betydning og værne om den.
Ytringsfriheden og værnet om den er kronen på det kulturelle værk.
Den kommer og blomstrer i de nationer, der i forvejen er præget af høj grad kulturel homogenitet, sekulær statsdannelse og demokrati. I disse nationer vil ytringsfriheden naturligt blive en bærende forudsætning for opretholdelsen af demokratiet og værnet om den enkeltes frihed, mens ytringsfriheden aldrig vil slå igennem i lande, der ikke er bærere af samme værdier.
Den erkendelse synes Mchangama og Fonnesbæk Andersen helt blinde for. Og denne kulturblindhed slår også tydeligt igennem, da de i deres konklusioner konstruerer en direkte årsagssammenhæng mellem ytringsfrihed som isoleret fænomen/rettighed og en række goder:
For det tredje viser analysen ved brug af diverse tværnationale datasæt, at en mere vidtgående ytringsfrihed hænger stærkt sammen med en række gavnlige samfundstræk. Det gælder en bedre generel beskyttelse af menneskerettigheder, lavere korruptionsniveauer og bedre kår for demokratisk orienterede oppositionspartier i ikke-demokratiske stater. Ligeledes ses en positiv sammenhæng mellem ytringsfrihed og øget innovation.
Man kan i virkelighedens verden ikke operere med ytringsfriheden som en værdi eller rettighed, som man kan tilføje til dysfunktionelle og/eller udemokratiske samfund – og så herefter høste en lang række goder. Det lader sig simpelthen ikke gøre uden samtidig at importere den kultur, ytringsfriheden skal gro i. Denne kulturblindhed svækker rapportens konklusioner. Dertil kommer, at ytringsfriheden ikke er nogen universel rettighed, men først og sidst sikres og værnes af den enkelte nationalstat.
Den erkendelse af ytringsfrihedens væsen håber vi kommer til Mchangama og Fonnesbæk Andersen, inden de laver den næste analyse af ytringsfrihedens tilstand.
