Den seneste tids kortlægning af tumulten og mordet i Kruddtønden opklarede mange ting - men ikke alle. Jeg var der selv den dag og oplevede det sådan her:
Midt under Inna Shevchenkos tale kom der et højt råb, og lyden af, hvad jeg troede, var fyrværkeri.
"Sikkert venstrefløjen igen", tænkte jeg, og derfor blev jeg siddende, da en gruppe tilhørere forsvandt i løb ud af en sidedør, mens resten af salen smed sig ned og spillede død - hvad jeg sandsynligvis også ville have gjort, hvis sagens alvor var gået op for mig.
Tilbage i salen – der nu så ud til at være fuldstændig tom! - var der en lille mørk mand og så mig, der sad og kiggede på hinanden. Lidt efter kom han over og præsenterede sig lidt ”Doctor-Livingstone-I-presume”-agtigt: Doron Silberberg, israeler. Herom mere senere.
Modig bartender med islamist-skæg
Kl. ca 15. blev vi alle kørt til politstationen i Bellahøj, og fik først lov til at gå ca. kl 23. Der serveredes pizza (man kunne vælge selv, hvad for en slags), og selv om politiet havde sagt, at det skulle vi lade være med, blev der diskuteret livligt, hvad der egentlig var sket.
Jeg talte med den høje, statelige bartender (med islamistskæg!), der sandsynligvis reddede sin servitrices liv ved at kaste sig over hende, mens gerningsmandens kugler fløj om ørerne på ham - og også med den sympatiske unge mand, der kom først ud af sidedøren, hvor han stod ansigt til ansigt med al Hussein og så ind i hans "bløde, mørke øjne" (som han senere fortalte en journalist).
Det hele var - og er - ikke så lidt mudret. Indtil nu har jeg forstået det sådan, at sidstnævnte unge mand fluks lukkede døren i igen og gemte sig sammen med de andre i køkkenafdelingen.
Men nu læser jeg i Berlingske, at den myrdede Finn Nørgaard kom ud af samme dør og bagom gerningsmanden, som han så prøvede at overmande. Det var helt nyt for mig.
På politistationen havde de, der tilsyneladende vidste noget, sagt, at Finn Nørgaard var gået ud i foyeren for at få sig en øl. Og så midt under Inna Shevchenkos tale! Mærkeligt men ikke umuligt.
Folk troede altså, at han var gået ud i foyeren før skyderiet - og således ikke var sammen med den lille gruppe, der forsvandt i løb ud af en sidedør.
Berlingskes udgave giver mere mening. Den forudsætter blot, at den lille gruppe var løbet forbi gerningsmanden (som muligvis var på vej tilbage til hovedindgangen), uden at han skød på dem. Også muligt.
Nysgerrighed
Tilbage til Doron Silberberg. Ingen havde bemærket, at han ikke var løbet ud eller havde kastet sig ned, og da jeg gjorde opmærksom på, at han var blevet siddende, sagde de, at han måtte være blevet lammet af skræk. Her kunne jeg sige, "spørg ham selv", og han bekræftede, at han var blevet siddende, fordi han ville se, hvad der skete. Altså af nysgerrighed,
Denne lille mand gjorde et stort indtryk på mig med sin ranke holdning og faste blik, og bekræftede for mig det rigtige i min egen næsten livslange støtte til israelerne, som jeg altid har betragtet som et folk af helte.
Bemærk venligst, at han blev siddende af nysgerrighed, mens jeg blev siddende af sløvhed. Vi var ikke i samme liga.
Sådan var sagen set med mine øjne.
Omar – et resultat af palæstinenserloven?
Og så det næste spørgsmål: Hvorfor var Omar Hussein i Danmark i det hele taget? Var han et ”barn” af den såkaldte palæstinenserlov fra 3. marts 1992, der gav kollektivt asyl til 321 afviste palæstinensere og som tidligere Justitsminister Hans Engell senere betegnede som en ”katastrofe”?
Det kunne sagtens tænkes. En kort undersøgelse af sagen på Google viser, står der, at hele sagen begyndte med, at en stor gruppe af afviste palæstinensiske asylansøgere besatte Enghave Kirke og kort derefter også Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe havde inviteret dem indenfor.
Derved gav hun stafetten videre til hele 600 danske præster, der uden tøven skrev under på en støtteskrivelse til fordel for de afviste, vel vidende, at flere af dem havde været på ferie i de lande, de angiveligt var flygtet fra.
Derefter bredte idéen sig som ringe i vandet, og næste aktører i spillet var BZ'erne, der besatte Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet i en vellykket sympatiaktion.
De fik straks opbakning fra de radikales Bernhard Baunsgaard, SF'eren Ebba Strange og kulturpersonligheder som Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz, og sagen endte med, at et flertal i Folketinget bevilgede samtlige 321 palæstinensere asyl.
Og hvordan er et gået dem siden?
Ifølge en undersøgelse fra 2011 er 42 procent blevet dømt for kriminalitet, mens en tidligere opgørelse fra 2005 viste, at 56 procent af de palæstinensiske kirkebesætteres børn også var blevet straffet for kriminalitet.
Er det ikke meget tænkeligt, at Omar al Hussein er en af dem? Det et der mig bekendt ingen, der har undersøgt, og debatredaktionerne var som sagt ikke interesseret i den vinkel på tingene. Men hvad nu hvis den holder stik?
Ville det ikke være interessant at vide, om de mange, der dengang lobbyede for en særlov, nu føler et vist ansvar for mordene ved Krudttønden og Synagogen? Plus – naturligvis - en hel del andre? Man hører så tit om mangel på ”kritisk journalistik”, men at undersøge netop den vinkel ville vist være den forkerte slags kritik.
Og bestemt ikke noget man får Cavlingprisen for.
