Fredag offentliggjorde Justitsministeriet så regeringens lovforslag om ”Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”, det såkaldte koranafbrændingsforbud, og helt som ventet rejser koranafbrændingsforbuddet langt flere spørgsmål, end det giver svar. Koranafbrændingsforbuddet skal indføres som stk. 2 til straffelovens § 110 e om forbud mod at afbrænde og skænde andre nationers flag – en bestemmelse, der kan give op til 2 års fængsel, men som i øvrigt ikke har været bragt i anvendelse siden 1936. Koranafbrændingsforbuddet i det nye stk. 2 lyder som følger:
”På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan.”
Denne ene sætning rejser som sagt mange spørgsmål:
- Hvad betragtes som ”utilbørlig behandling”?
- Hvordan afgrænser man, hvad der kan betragtes som en ”genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”?
- Hvilke genstande kan ”fremstå” som havende ”væsentlig religiøs betydning” uden at være det?
Lovens bemærkninger giver som sagt ikke mange svar: ”utilbørlig behandling” defineres som ”handlinger, hvorved disse genstande ødelægges på en nedsættende eller forhånende måde eller i øvrigt fysisk behandles forhånende eller nedsættende (…) herunder afbrænding, tilsøling, og at der f.eks. trampes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks. at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde, hvor genstanden stikkes i med en kniv.” Hermed vil Fitroozeh Bazrafkans rivejerns-demo klart være omfattet af loven, og hun vil i fremtiden risikere to års fængsel for sin protest mod det iranske styres behandling af kvinder, men vil en tilsvarende demonstration mod det iranske styres forfølgelse af homoseksuelle hvor man pakker af koranen i et regnbueflag også være omfattet af loven? I så fald vil hensynet til krænkede muslimske følelser veje tungere end hensynet til sexuelle minoriteter.
Med hensyn til, hvilke genstande, der har ”væsentlig religiøs betydning” gives der ikke mere hjælp: hovedbeklædning (hijab mv.) er ikke omfattet, heller ikke ”… tegninger, figurer m.v., medmindre disse i sig selv har væsentlig religiøs betydning for trossamfundet, som det f.eks. er tilfældet med krucifikset i katolicismen eller mezuzah i jødedommen. Ligeledes vil bestemmelsen ikke omfatte tegninger, figurer m.v. af religiøse ledere som f.eks. paven.”
Paven?? Hvorfor nævne paven og ikke profeten Muhammed, som jo er omdrejningspunktet for lovens indførelse? Formuleringen rejser tvivl, for kan man sætte lighedstegn mellem profeten Muhammed og paven? Har vi fået knæsat retten til at håne, spotte og latterliggøre profeten Muhammed i tekst og tegning – eller det modsatte? Vil en krænkelsesparat muslim ikke kunne støtte ret på, at en satiretegning af profeten netop er en genstand med væsentlig religiøs betydning alene i kraft af koranens forbud mod afbildning af profeten? Bemærkningerne til loven lugter langt væk af, at lovgiver har været bange for at skrive sort på hvidt, at satiretegninger af profeten Muhammed er omfattet af ytringsfriheden og dermed beskyttelsesværdige – og dermed skabt en usikker retstilstand.
Loven er hullet som en si og i splid med sig selv, og vil med sikkerhed blive udfordret gang på gang. Og godt det samme, for man kan ikke med nogen form for demokratisk vægt eller konsistens lave lovgivning baseret på krænkede følelser. Det har vi sagt i Trykkefrihedsselskabet siden foreningens start i 2004, og det har vi fået bekræftet gang på gang. Vil man have et demokrati, må man også have ytringsfrihed. De to ting kan ikke adskilles. Derfor skal man også gøre sig klart, at ytringsfrihed indebærer retten til at komme med ytringer, som nogen vil finde forhånende eller nedsættende. Det er uundgåeligt og et vilkår, vi må leve med. Men det har regeringen åbenlyst ikke forstået, for koranafbrændingsforbuddet er grundlæggende baseret på at beskytte bestemte gruppers krænkede følelser. Så meget endda, at bemærkningerne på lange stræk henviser til straffelovens mest forkætrede krænkelsesbestemmelser: racsimeparagraffen i § 266b og den ophævede blasfemiparagraf (tidligere § 140).
Elastik i metermål er slet ikke dækkende for det nye koranafbrændingsforbud. Det er ikke blot en ladeport for endeløse indskrænkninger i danskernes ytringsfrihed, men tillige et ansvarsvakuum, for hvem har de facto retten – og dermed ansvaret – for at sætte de nye grænser for tilladelig adfærd? Er det domstolene, der nu skal afgøre, hvornår de enkelte trossamfund føler sig krænkede – eller er det trossamfundene selv? Og hvad sker der, hvis domstolene sætter grænsen et sted, hvor det ikke passer muslimerne?
Det er en frygtelig lov, regeringen har præsenteret. Ikke alene fordi den er et voldsomt anslag mod danskernes ytringsfrihed, men fordi man ønsker at lovgive på grundlag af folks følelser – og det er en umulighed: følelser er pr. definition subjektive og giver man subjektive følelser retskrav, risikerer man at ende i lovløshed og en dramatisk amputeret ytringsfrihed.
Vi er allerede godt i gang.
Lovforslaget med bemærkninger kan læses her: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Lovforslag.pdf
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
