Det sker med stadigt hyppigere mellemrum, at straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf bliver forsøgt bragt i anvendelse af krænkelsesparate personer, der vil lukke munden på meningsmodstandere, som de mener overskrider grænserne for, hvad man kan sige i en debat.
Senest har en studerende ved Syddansk Universitet anmeldt Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, for at bruge den i forvejen udbredte betegnelse ”koranklodser” om de betonklodser, der i stort tal er opstillet på gader og veje for at forhindre muslimske terrorister i at kører biler ind i uskyldige fodgængere.
Udtalelsen er ”racistisk” mener anmelderen, der bærer navnet Vincent Morris, som uddyber sin påstand til BT: ”Jeg mener, politikerne skal være varsomme med, hvordan de formulerer sig. Jeg synes ikke, de skal opildne til had og splittelse ved eksempelvis at kalde betonklodser for koranklodser”.
Et klassisk eksempel på den krænkelseskultur, der bliver stadigt mere udbredt på danske uddannelsesinstitutioner, og som de seneste måneder har skabt en række overskrifter, fordi frygtsomme undervisere ikke har turdet eller magtet at vise sig som voksne og ansvarsbevidste over for disse forkælede og forudsætningsløse unges krav.
Indtil videre har krænkelsessagerne, som f.eks. forbuddet mod at synge ”Den danske sang er en ung, blond pige” på CBS, givet bagslag for det krænkelsesparate millenium-segment, der har fået læsterlige tæv i den offentlige debat.
Også denne gang vil Vincent Morris erfare, at hans politianmeldelse af Pernille Vermund vil give bagslag, for han har de facto hjulpet hende tilbage i det rampelys, som Klaus Riskær ellers for en stund havde ”stjålet” fra hende: nu kan hun bruge anmeldelsen aktivt i sin valgkamp, og det er mit gæt, at det vil kun vil gøre hende godt.
Alligevel er der grund til endnu en gang at rette fokus på den bestemmelse, som flere og flere bruger i flæng til at chikanere hinanden og den offentlige debat med, og som står som en demokratisk skamstøtte over ytringsfriheden og den fri debat.
Straffelovens § 266b lyder i al sin relative korthed:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2.
Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Bestemmelsen er et demokratisk misfoster, der aldrig burde have fundet vej til dansk lov, fordi den kriminaliserer holdninger og ikke handlinger, hvormed den åbner for en ladeport af sindelagskontrol.
Og det var da heller ikke fordi danske politikere mente, at bestemmelsen udfyldte et behov, at den blev gennemført i sin nuværende formulering tilbage i 1970. Det var såmænd fordi man også dengang skulle bringe dansk ret i overensstemmelse med internationale konventioner – i dette tilfælde FNs konvention om racediskrimination.
Racediskrimination har aldrig, som i aldrig nogensinde, været et problem – endsige et fænomen i Danmark, og udsigten til, at et ikke-eksisterende problem skulle medføre et så voldsomt indgreb i ytringsfriheden, fik SFs Poul Dam til at komme med følgende, nærmest profetiske, udtalelse i forbindelse med lovens vedtagelse:
”Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk. ”
[…]”Dette er det springende punkt: man sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. Når dette skel først er sat, kan det flyttes, og hvor er vi så henne? Så er vi tilbage i den oplyste enevældes forestillinger om ytringsfrihedens grænser. I parentes skal det bemærkes, at det er bittert ironisk, at netop en lovændring, der vil bekæmpe diskrimination, medfører, at et så uvidenskabeligt og diskriminationsladet ord som ”race” indføres i dansk lovgivning.”
Poul Dam indrammede i disse få, begavede sætninger alt, hvad der er galt med § 266b. Desværre har SF hverken dengang eller siden anammet Poul Dams ord, men konsekvent stemt for bevarelsen af racismeparagraffen.
I dag må vi konstatere, at racismeparagraffen er blevet elastik i metermål og de krænkelsesparates yndlingskort, der kan trækkes, når man er så sikker på egen godhed, at den er hævet over enhver debat med de onde eller de dumme: I mange tilfælde, vil en anmeldelse for overtrædelse af § 266b nemlig være nok til at lukke munden på folk, der har ytret deres uforgribelige mening i tillid til, at vi har ytringsfrihed i Danmark.
At Pernille Vermunds resolutte udnyttelse af koranklods-anmeldelsen til egen fordel, er en morsom svirper til den selvretfærdige anmelder, gør ikke behovet for at ophæve racismeparagraffen mindre: den er fortsat den væsentligste hindring for en fri meningsdannelse i Danmark.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
