Uanset hvad man måtte mene om Rasmus Paludan og hans koranafbrændinger, senest foran den tyrkiske ambassade i Stockholm, så står følgende fast:
- Rasmus Paludan gør intet ulovligt,
- Afbrænding af bøger – herunder også koranen og andre religiøse skrifter – ligger inden for ytringsfrihedens og trosfrihedens grænser
- Hans enmands-demonstrationer er fredelige, ufarlige og han truer ingen med vold
Hertil kommer, at Rasmus Paludans koranafbrændinger i sig selv heller ikke koster hverken den danske eller svenske stat en krone, men at al turbulens, vold, optøjer og hærværk i kølvandet på hans demonstrationer og de deraf følgende massive politiopbud udelukkende kan tilskrives udefra kommende bøller. Ikke Paludan. Hvis de hærgende horder af krænkelsesparate muslimer og professionelle Antifa-tæskehold og venstreekstreme hangarounds ville opføre sig som demokratisk sindede borgere i stedet for totalitære voldpsykopater, ville alle problemer forsvinde. Måske bortset fra Erdogans trusler om at udelukke Sverige fra NATO, men han vil under alle omstændigheder finde en anledning til at tage sig dyrt betalt for at acceptere broderlandet i forsvarsalliancen.
Alligevel er det endog meget vanskeligt for store dele af de magtfulde grupper, der ellers skulle stå vagt om vores demokratiske kerneværdier at bakke op om det allermest elementære – nemlig ytringsfriheden – for i stedet at angribe bajadsen Paludan for at udstille grundlæggende trusler mod vores frihed og demokrati:
I et opslag på Facebook skriver de Radikales vice-borgmester i Høje-Taastrup, Esat Sentürk:
”Sverige og Danmark bør ikke tillade, at Rasmus Paludan fortsætter sin provokation ved at brænde Koranen. Hans handlinger skaber kun grøfter, had og splittelse. Der er ingen logik i at provokere 1,5 mia. muslimer eller Tyrkiet.(…) Jeg ønsker et mere inkluderende og fredelig samfund, ikke øge splittelsen og hadet”
Man kan indvende, at det ulogiske mere ligger i, at en fredelig mands afbrænding af sin egen bog overhovedet kan skabe grøfter, had og splittelse og provokere 1,5 mia. mennesker og at Sentürks ønske om et mere fredeligt og inkluderende samfund ikke har de voldsparate som adressat. Helt centralt for opslaget er dog, at en politiker, der har ytringsfriheden som sin egen raison d´etre, ikke lader til at have forstået de helt centrale spilleregler i et demokrati.
Det samme gør sig gældende for den tidligere DR-journalist Kurt Strand om end i en mere indpakket form. I et indlæg i Kristeligt Dagblad 27. januar besværer repræsentanten for den 4. statsmagt sig over Paludans ”primitive forståelse af ytringsfrihed” (hvad det så skal betyde) og skriver bl.a.:
”Sverige har – ligesom Danmark – fjernet kriminaliseringen af blasfemi i straffeloven, og med udstrakt ytringsfrihed som fundament for demokratiet er intet ulovligt foregået. Men som ved tidligere afbrændinger bliver demokratiets indbyggede svaghed udstillet, når en antidemokrat bruger sine grundlæggende rettigheder til at få afskaffet trosfriheden. Og med risiko for at blive beskyldt for at ville knægte ytringsfriheden er det – endnu en gang – værd at overveje, om det var en fejl at fjerne blasfemiparagrafferne”.
Udsagnet er i bedste fald besynderligt og i værste fald en stråmand, for hvordan kan Strand slutte at Paludan er antidemokrat og at han vil afskaffe trosfriheden blot fordi han brænder en koran af? Mig bekendt har Paludan aldrig ytret sig eller opført sig antidemokratisk og han har så vidt vides heller ikke agiteret for afskaffelse af trosfriheden. At Kurt Strand ønsker sig blasfemiparagraffen tilbage er til gengæld et uhelligt og udemokratisk ønske al den stund, at bestemmelsen var et åbenlyst demokratisk misfoster, der ikke hørte hjemme i et frit demokrati og derfor gudskelov også blev fjernet fra straffeloven af samme grund. Og så er det dybt besynderligt, at en journalist, der lever af ytringsfrihed, ønsker den begrænset.
Endelig har Dansk Røde Kors´ generalsekretær, Anders Ladekarl, forfattet følgende tweet:
”Bliver så inderligt træt af Paludans barnagtige opmærksomhedssøgende provokationer, der betyder, at vi nu må styrke vores sikkerhedsprocedure for udsendte danskere og potentielt begrænse vores hjælpearbejde, fordi nogle andre ekstremister truer med at reagere på provokationerne.”
Man må her forstå, at det er Paludans – og ikke ekstremisternes – skyld, at Røde Kors - måske - ikke kan udføre deres såkaldte hjælpearbejde i fuld udstrækning. Det er besynderligt, at Ladekarl ikke vender sin irritation mod dem, der rent faktisk forhindrer hjælpeorganisationen i at udføre sit arbejde for i stedet at bebrejde Paludan, der ingen tilknytning har til Røde Kors´ missioner.
Den unisone fordømmelse af Paludan som disse tre repræsentanter for Danmarks magtelite udtrykker, er i virkeligheden en lige så unison accept af voldmandens veto og dermed de facto også udtryk for en manglende opbakning til ytringsfriheden og i sidste ende demokratiet. I den forstand er Paludans korafbrændinger blevet det termometer, der tager temperaturen på forsvarsviljen, når det gælder det danske demokratis fundament, nemlig ytringsfriheden. Den seneste måling viser, at det ikke går mod livssiden.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
