Ordets magt
Vores nye integrationsminister, Søren Pind, har lagt ud med den stålsatte besked, at hans politik skal være assimilation og ikke, som hidtil, integration. Det har dog ikke fået ham til at ændre ministeriets navn til Assimilationsministeriet.
Det viser sig også, at Søren Pinds assimilationsoffensiv først og fremmest skal føres på det verbale plan. Han vil ikke ganske afvise at gøre noget, men det meste vil han have i munden, har han meddelt.
Ministeren nærer altså samme tillid til ordets magt som SF's leder Villy Søvndal, der bad Hizb ut-Tahrir gå ad helvede til, hvad de dog endnu ikke har gjort.
Når Pind er henvist til ord snarere end handling, skyldes det, at han ligesom resten af regeringen og et samlet Folketing bortset fra Dansk Folkeparti sværger til "konventionerne" – denne tryllestav, hvormed Danmark på de mest afgørende områder er blevet regeret de seneste ca. 25 år.
Over Folketinget og regeringen står nemlig mere end 100 konventioner, hvis indhold er de færreste bekendt, og som ingen almindelig dansker har haft lejlighed til at stemme om. Man ved kun, at de udgør en slags overlov, der sætter Folketingets lovgivningsmagt ud af kraft.
Det er på det seneste atter blevet tydeliggjort i forbindelse med tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs tvungne afgang.
Hun havde, blev det påstået, set stort på en konvention (FN's konvention om begrænsning af statsløshed fra 1961), der udstyrede statsløse palæstinensere med ret til statsborgerskab, selv om tildeling af statsborgerskab ifølge grundloven alene tilkommer Folketinget.
Denne konvention havde regeringen ratificeret i 1977 – en begivenhed, som meget få danskere havde hørt noget om.
En betragtelig del af de særligt begunstigede, der nu med ekspresfart fik indfødsret, havde brugt Danmarks gæstfrihed til at begå kriminalitet. Men det var uden betydning, for også kriminelle har rettigheder.
Millioner af nye medborgere
For at spare befolkningen for flere overraskelser burde regeringen foretage en kulegravning af samtlige de konventioner, Danmark i tidens løb har ratificeret og på det grundlag anslå, hvor mange udlændinge disse konventioner har udstyret med rettigheder til ophold i Danmark, statsborgerskab, del i sociale goder, ret til familiesammenføring mv.
Det må være flere hundrede millioner, f.eks. hele Libyens befolkning og det meste af Pakistans og Afghanistans. Og når de endnu ikke er kommet i så stort omfang, skyldes det hovedsageligt, at de ikke har haft mulighed for at komme hertil, f.eks. fordi ikke har kunnet betale menneskesmuglerne. Men det problem kunne man løse ved, at den danske stat hentede rettighedsindehaverne hertil.
Det er i grunden underligt, at Institut for Menneskerettigheder endnu ikke har forlangt det. For hvad er en rettighed værd, hvis man er afskåret fra at benytte sig af dem?
Desuden er det oplagt uretfærdigt, at man skal være en velbeslået rettighedsindehaver for at drage fordel af konventionerne, mens fattige rettighedsindehavere må blive hjemme.
Har man sagt FN ...
Hvem er det så, der står bag alle disse konventioner? I de fleste tilfælde er det FN. Og har man sagt FN, forstummer enhver yderligere diskussion. FN nyder nemlig en anseelse, som end ikke paven i Rom kan hamle op med.
Det er det FN, hvis generalforsamling den 13. maj 2010 valgte Libyen til organisationens Menneskeretsråd (Human Rights Council). For stemte 155 ud af 192 stemmeberettigede medlemslande. Men glæden varede kort.
Den 1. marts 2011 besluttede FN's generalforsamling enstemmigt at suspendere Libyen fra Menneskeretsrådet. På mindre end 10 måneder er det åbenbart gået alvorligt tilbage for menneskerettighederne i Libyen, selv om landet ikke har skiftet regering i mellemtiden.
Der vil dog næppe ske noget voldsomt afbræk i Menneskeretsrådets arbejde. Tilbage blandt de 47 medlemmer sidder nemlig stater som Bahrain (hvor der har været en skyderier på det seneste), Kina, Cuba, Djibouti, Jordan, Pakistan, Qatar og Saudi-Arabien.
Intet under, at FN taler med så betydelig autoritet.
Uheldigvis er autoriteten dog ikke stor nok til at få det store flertal af medlemslandene til at overholde menneskerettigheder overhovedet.
Så er det jo godt, at man har lande som Danmark, der ikke tøver med at tilsidesætte sine egne borgeres interesser til fordel for udlændinges.
Det er tilmed sådan, at Danmark slet ikke er tvunget til det. Som kyndige jurister forklarer, er konventioner hensigtserklæringer, som man kan applicere i den udstrækning, det ikke går ud over landets interesser og befolkningens sikkerhed og velfærd.
Det kræver altså blot en folketingsbeslutning at tilsidesætte en konvention. Men det er der endnu ingen – bortset fra Dansk Folkeparti – der har villet drømme om at gøre.
