De kom ligeså sikkert som amen i kirken: Lars Løkke Rasmussens besværgende ord om, at terroristerne har taget islam som gidsel.
Tilsat klicheen om vigtigheden af at holde fast i hverdagen og opføre os som vi plejer uden at være bange.
Begge udsagn er udtryk for mere eller mindre smukke løgne.
Når fjenden er i blandt os
Selvfølgelig vil hverdagen ændre sig.
For bare at tage vores egen lille Trykkefriheds-hverdag.
Vi ved, at at der vil komme endnu mere frygt, endnu flere bombehunde, endnu flere maskingeværer, når terrortruede holder møde.
Vi kan se frem til, at endnu flere mennesker – fra restaurationsejere til gallerister og lokaleudlejere - vil se på dødstruede islamkritikere som spedalske, man helst skal gå en stor bue udenom, hvis man har sit liv kært – eller i hvert fald tage sig ekstra godt betalt for at huse.
Det viser vores erfaringer siden januar. Her har vi oplevet små, men sikre tegn på, at friheden indskrænkes i takt med at den velbegrundede frygt breder sig som ringe i vandet i det civile samfund.
Hvis denne udvikling fortsætter, vil friheden langsomt, men sikkert forvitre og dø en stilfærdig kvælningsdød.
Så selvfølgelig fortsætter alt ikke, som det plejer.
Selvfølgelig ikke, når vi ved, at fjenden når som helst kan slå til hvor som helst i Europa. Når vi ikke ved, om det er os, der næste gang bliver plaffet ned.
Hvem er fjenden?
Det vil Lars Løkke ikke svare på. Han nøjes med besværgende at sige at det ikke er islam. Men selvfølgelig er det islam i sin allermest ortodokse, Korantro udgave.
At nægte at sætte navn på fjenden er udtryk for en uhyggelig stor svaghed og man fristes til at give Daniel Pipes ret i hans pessimisme: Massakren i Paris vil ikke for alvor åbne øjnene på den politiske elite. Der skal langt flere døde til, før de kommer ud af deres lille boble af virkelighedsfornægtelse.
Den enkelte muslims valg
Det er klart, at situationen er betændt, når potentielle attentatmænd og sympatisører lever midt i blandt os. Det vigtige spørgsmål er, hvordan vi skiller fårene fra bukkene. Hvordan vi finder ud af, på hvilken side muslimerne står.
Her er mit bud: Lad os spille bolden over til den enkelte muslim og bede hende og ham om at træffe et valg. Det, vi nu må forlange, er to ting:
For det første, at de tager afstand fra Koranens voldsopfordringer. Det er ikke nok forurettet at hævde, at volden og terroren intet har med islam at gøre.
Det er beviseligt usandt og blot et symptom på det velkendte tvetungede bortforklaringsforsøg, som vi i TFS for nylig oplevede med den muslimske Politiken-blogger Tarek Hussein.
Vi skal kræve en utvetydig afstandtagen fra sværdversene i Koranen. Uden nogen omsvøb.
For det andet må vi kræve, at de gør op med doktrinen om at Koranen direkte er dikteret af Allah. At de erkender, at Koranen er menneskeskrevet som Bibelen. Uden et opgør med Koranens fortolkningspræmis kommer der aldrig et opgør med islams dæmoniske side.
Hvis muslimer kan gå ind for de to ting, vil jeg regne dem for ægte moderate muslimer, der er vores allierede.
Men kravene må stilles klart og uden omsvøb for at vi kan leve i tryghed med hinanden.
Virkelighedsfornægtelse af den slags, vores statsminister disker op med, skaber ikke harmoni og tryghed mellem muslimer og ikke-muslimer, men det modsatte.
