Den engelske historiker David Starkey har i en af sine seneste videokommentarer under overskriften ”The Fall of England ” kaldt den engelske premierminister Kier Starmer for: ”… a neo-Cromwell leading a neo-puritan revolution”. Oliver Cromwell (1599-1658) troede han var Guds udvalgte redskab til at omdanne England til en jordisk, strengt puritansk gudestat og ledte i 5 år England som en art militær-diktator.
Og Starkeys sammenligning af Starmer og Cromwell er bestemt ikke i hegnet: Starmer er rundet af den yderste venstrefløj, for hvem det ikke ligger fjernt at udøve autoritær magt over alle dele af menneskelivet uden smålig skelen til hverken borgernes frihed til selv at vælge, hvordan de vil indrette deres liv – eller deres grundlæggende frihedsrettigheder.
Det første, altså indblanding i områder af borgernes privatliv, hvor staten ikke skal blande sig, har Starmer allerede 2 måneder efter sin indsættelse bebudet absurde indgreb i, bl.a. med en ny lov, der både vil indføre minimumspriser på alkohol og forbyde rygning i det offentlige rum udenfor pubber og andre steder, hvor folk normalt trækker ud for at få sig en smøg, fordi det i forvejen er forbudt at ryge indendørs. Desuden har han oprettet et ”Fair Work Agency”, der som et andet virksomhedspoliti skal tage rundt og inspicere mindre virksomheder for at sikre, at virksomhedsejerne behandler deres – ofte meget få – ansatte på en passende måde. En utidig, dyr og unødvendig overvågning føler mange, især når der henses til de enorme strukturelle og økonomiske problemer England er ude i.
Men Starmer har stirret sig blind på sit eget korstog: han har allerede afskaffet bedømmelsessystemet af de offentlige engelske skoler, så det ikke længere er muligt for forældre at vurdere, hvorvidt den enkelte skole er i stand til at give eleverne de fornødne færdigheder. Dette i en tid, hvor både engelsk- og matematikkundskaberne i det engelske skolesystem mildt sagt halter, og hvor man slås med eftervirkningerne af corona-nedlukningerne: mange engelske børn har taget skade af at være isoleret i alt for lang tid og er ikke kommet tilbage i skole efter nedlukningerne, som de strengt venstreorienterede lærerforeninger i øvrigt modarbejdede ophævelsen af. Starmers afskaffelse af bedømmelsessystemet giver mindelser til Ritt Bjerregaards tid som undervisningsminister i 1970´erne, der fulgte parolen: ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”
Værst er dog Starmers åbenlyse foragt for og knægtelse af borgernes grundlæggende frihedsrettigheder – ytringsfriheden ikke mindst. I forlængelse af hans katastrofale håndtering af optøjerne i kølvandet på knivdrabene i Southport, har han indledt en klapjagt på borgere, der på de sociale medier har lavet posteringer, som ”kan opfattes som groft stødende eller fornærmende og som har til formål eller som sandsynligvis vil starte racehad”. Klapjagten har bl.a. indbragt en mand 18 måneders fængsel for at dele en ”stødende” postering, som en anden havde offentliggjort på Facebook. En anden mand har fået 3 års fængsel for et opslag, der blev betegnet som ”anti-establishment rethoric” og en tredje blev idømt 18 måneders fængsel for at råbe ”Allah, Allah – who the fuck is Allah!”
Selv det at dele videoer og billeder fra optøjerne er blevet kriminaliseret: statsanklager Stephen Parkinson (hvis stilling Starmer bestred inden han blev politiker) advarede således i forbindelse med optøjerne befolkningen om at man kunne blive retsforfulgt: ”Folk tror ikke, at de gør noget forkert, men det gør de, og de kommer til at mærke konsekvenserne” udtalte han.
Men også på andre områder har Starmer og hans regering vist, at ytringsfrihedens ukrænkelighed bestemt ikke er noget, englænderne skal tage for givet: han har sat den såkaldte Higher Education (Freedom of Speech) Act på standby: en lov, som den tidligere konservative regering ikke nåede at vedtage, men som havde til formål at sikre forsknings- og ytringsfriheden på de pressede engelske universiteter og højere læreanstalter efter en række skandaler. Begrundelsen fra Kier Starmer og hans regering er, at man er bekymret for, ”…at en vedtagelse af loven vil have negativ indvirkning på minoritetsstuderendes velfærd, da den f.eks. kan give grønt lys for Holocaust-benægtere til at sprede farlig retorik til påvirkelige unge sind”.
Det siger sig selv, at Kier Starmes semi-totalitære, ”neo-puritanisme” ikke er faldet i god jord hos mange englændere: hans såkaldte approval-ratings er faldet med 27 points, fra +11 til -17, og meget tyder på, at hans popularitet vil fortsætte med at falde: trods sit formelle partimæssige tilhørsforhold i Labour, har han i lighed med de øvrige medlemmer af den engelske (magt)elite kun foragt til overs for store dele af befolkningen – ikke mindst arbejderklassen, hvis bekymringer han end ikke nævner, men som han målrettet arbejder på at få til at holde mund. Han gør det lovlige ulovligt og understøtter den i forvejen stærkt bekymrende udvikling af et politi og et retsvæsen, der i stigende grad ser det som deres primære opgave at beskytte magthaverne i stedet for at sikre borgernes fred, frihed og rettigheder.
I sin tale til nationen i sidste uge, bebudede han hårde tider og økonomiske stramninger for den engelske befolkning i årene fremover og bad i den forbindelse om 10 år til at få landet på ret kurs. Det giver englænderne ham næppe, for alene Starmers totale tonedøvhed og ditto afvisning af at tage de tiltagende protester fra Englands stadigt mere pressede indfødte befolkning alvorligt, vil længe inden give ham langt mere håndfaste udfordringer.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
