Da jeg første gang var på partikursus i Østtyskland, på Bezirkparteischule John Scher nær Rostock i 1974, lagde jeg mærke til, at der ud for hver eneste lejlighed var monteret et beslag, hvori beboerne kunne isætte et DDR-flag på enhver af deres elskede socialistiske fædrelands utallige mærkedage.
Skrev jeg ”kunne”? Jeg mener naturligvis ”skulle”. En forglemmelse ville af viceværten eller andre STASI-meddelere i ejendommen nemt blive fortolket som en stille dissens, måske endda som en protest, og før man vidste af det, havde man – og dermed hele familien - gjort sig fortjent til en hængemappe og uønsket opmærksomhed fra statsapparatet. DDR’s flagproduktion må have overgået fremstillingen af sengetøj.
I Danmark flager vi også – ofte med regnbueflag. Forleden var der et privat firma, Netto, som havde undladt at hænge regnbueflag udi forbindelse med Pride-ugen. Meddelere fra LGBT+miljøet gjorde pressen opmærksom på, at Netto havde sat sit sponsorat til World Pride på pause, og at Netto samtidig havde opkøbt 300 butikker i Polen, som med LGBT-øjne er katolikkernes svar på Afghanistan under Taleban.
Kom til lommerne, Netto!
TV-journalister trak derefter neglene af den fortvivlede HR-chef, som forklarede, at ”det ikke er fordi vi ikke støtter sagen”, men at Netto ikke ville bruge regnbueflaget som PR, når man ikke støttede Priden økonomisk. ”Det er en ridse i lakken for os, når de gisninger opstår,” sagde HR-chef Christian Dahl, opgivende, som vidste han, at han var færdig og med tunge skridt på vej mod en lejr i Gulag.
Vær forvisset om, at Netto skal nok komme til lommerne igen til næste Pride.
Måske tænkte Christian Dahl på den skæbne, som overgik Spar Nords bankrådsformand Thomas Højlund, som måtte fratræde sin stilling i 2014? Han havde benyttet sig af høringsretten til at gøre indsigelse imod, at Borgerrepræsentationen ville løsrive et hjørne af Rådhuspladsen og navngive det ”Regnbuepladsen”. Thomas Højlund kunne ikke se meningen med navnet på et naturfænomen og skrev, at ”det er Spar Nords ønske og håb, at Københavns Kommune besinder sig og ikke lader sig forføre af en absolut minoritetsgruppe .”
Få dage efter udsendte Spar Nord´s topchef Lasse Nyby en pressemeddelelse: ”Høringssvaret fra Thomas Højlund har skabt en utilsigtet og rigtig ærgerlig tvivl om Spar Nords værdier, og jeg forstår og accepterer fuldt ud Thomas Højlunds beslutning om at trække sig som bankrådsformand.” Som en trifumferende hån er der nu på det sted, hvor Thomas Højlunds karrriere ramte brostenene, plantet en flagstang med et regnbueflag, som den nye SparNord-chef i bygningen bedyrer, at han hver dag nyder at kigge ud på.
Stærke kræfter
Var Thomas Højlund skidefuld, da han kastede sig ud fra Spar Nords vindue og ned til den regnbuefarvede kommunes blodhunde? Gemte han på en karrieremæssig dødsdrift? Forudså han ikke, hvilke kræfter, han var oppe imod?
For det er stærke kræfter, LGTBQA+ (det hedder de rettelig: ”Q” står for ”Quer” og ”A” står for ”Aseksuel” og ”Aromantisk”) plus pressen, plus universiteterne. De kan lægge pres på demokratiske regeringer og på sportsverdenen, som da byrådet i München for nylig ville bade byens stadion i regnbuefarver under kampen mellem Tyskland og Ungarn i protest imod Ungarns nye lovgivning, som blandt andet indskrænker den undervisningstid, som landets folkeskole skal bruge på at undervise i forskellige seksuelle retninger. Ungarn er blevet stemplet som et helt igennem homo- og transfobisk land, men på nettet ser man såmænd både pride-parader og protester i alle regnbuens farver, uden at Pile-Kors-bevægelsen deporterer dem til udryddelseslejre. ”Jeg bekæmpede kommunismen, hvor homoseksualitet var strafbart. Jeg har altid forsvaret de homoseksuelles rettigheder, og det gør vores lovgivning også,” sagde Viktor Orban i Europaparlamentet, som ikke desto mindre udråbte sig selv til anti-homofobisk zone.
LGTB’s pressionsgrupper kan ryste nationer, kapital- og finansinteresser, fra top til bund. Og det hjælper ikke at stryge dem med hårene.
Ørerne i LGTB-maskinen
Når Netto’s og andre supermarkeders hylder bugner med regnbuefarvede badetøfler, paraplyer, penalhuse, rygsække, tandbørster, rangler og gyngeheste, så er det bare ”pink-washing” eller ”rainbow-washing”. Den afvaskning af al synd og skyld optræder, når private personer eller firmaer foregiver, lader som om, at de synes, at det er synd, at seksuelle minoriteter bliver undertrykt i samfundets heteroseksuelle magtstrukturer. Når LGTBQA+-inkvisitionen får mistanke derom, og efter brug af løgnedetektor, glødende jern og NGO-vidneudsagn får bekræftet mistanken, så falder hammeren. Når Israel garanterer frihedsrettigheder for de palæstinensere, som ikke kan udleve deres seksualitet i Gaza eller Vestbredden, så er det blot for at camouflere sin undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Bagerkæden Bodenhoff fremstillede en regnbuefarvet kage og fik ørerne i maskinen. Det samme gjorde smykkefirmaet Sui Ava, som sendte et regnbuefarvet hårspænde på markedet. Men det hjælper, hvis firmaerne hoster op med nogle fede donationer:
Trans-personen Rasmus Frederiksmose (vistnok en ”hun”) siger til Ekstra Bladet, at ”det er super-nederen, at nogle virksomheder kapitaliserer på vores bekostning og uden at give noget tilbage til dem, hvis identitet og frihedskamp de udnytter og malker,” men tilføjer, at pengene kunne ”være nyttige for LGTB-organisationer.”
Og smykkefirmaet Sui Ava undskyldte da også mange gange og lovede at aflevere alt overskuddet fra sine hårspænder under Pride-ugen til LGTBQA-bevægelsen i Danmark.
Det er ikke for meget at sige, at hele LGTB-miljøet er instinktivt venstreorienteret. Derfor har det også arvet venstrefløjens traditionelle klageritualer: Intet, som bliver gjort for at føje dem, er godt nok. De får aldrig nok penge, positioner eller privilegier.
”Det er fuldstændig fucked!”
Så da Lars Løkke Rasmussen stillede sig op under blafrende regnbueflag på det okkuperede område af Rådhuspladsen af samme navn i juni 2018 og fremlagde en række forslag, der skulle tilgodese de seksuelle minoriteter, (”Jeg er Danmarkshistoriens første regnbueminister”, sagde Eva Kjer Hansen), så var det heller ikke godt nok: ”Kritik af regeringens LGBTI-handlingsplan” buldrede bøssebladet ”Out&About”. Hvad var problemet? Jo, netop for at ”sætte fokus på trans-området” ville regeringen nedsætte et videncenter. Men hertil svarede ”trans-aktivisten” Niels Jansen: (vedkommendes køn er ikke oplyst, men det vælger man jo også selv i vore dage.)
”Jeg synes, at det er fuldstændig fucked, at det er Sexologisk Klinik og Sexologisk Center Aalborg, der skal stå for det nye videnscenter for transkønnede. Sexologisk Klinik var dem, der i årevis drev menneskerettighedskrænkende forskning om transkønnede. Et videnscenter, drevet af de læger der har undertrykt os i årevis, vil aldrig kunne skabe ny viden på området.” Og transaktivist og blogger på killjoy.dk siger til Politiken, at ”det er vigtigt, at de transkønnede selv får en central postion i det nye videnscenter.”
Nogenlunde sikre tal viser, at der knap er én vaskeægte transseksuel pr. tusinde danskere, men plads for dem alle, plads for alle der vil, og pengekasserne er åbne.
Kolding kommune, som må flyde over i skattekroner, tilbyder ”stemmetræning for transkønnede.” Talekonsulenterne Merete Agger og Kirsten Nielsen forklarer på kommunens hjemmeside:
”Undervisningen henvender sig til voksne og unge transkønnede med ønske om stemmetransformation. Forløbet indledes med en udredende samtale og efterfølgende målsætning for forløbet. Herefter er der individuel undervisning i eksempelvis afspænding, åndedrætsregulering, øvelser for træning af stemmens styrke, klang og smidighed.Undervisningen er gratis for borgere i Kolding Kommune.”
Der er vist ingen venteliste, så mød bare op.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
