Alle de religiøse tekster, vi kender, er oversat, og det skal man altid have for øje, når man læser dem. Jesus talte ikke om ”næsten”, han talte jo ikke dansk og heller ikke græsk, det sprog evangelierne er nedfældet i. Han talte aramæisk. Men det er ikke desto mindre den græske udgave af hans ord om ”næsten” (ho plesion) som vi forholder os til i Det nye Testamente. Hvad sagde han mon på aramæisk?
I dette tilfælde er det ikke så vigtigt, fordi den lignelse, han brugte – den gode samaritaner - viser tydeligt, hvad meningen var : Den, der hjælper dig, er din næste - og ikke andre. Så enkelt er det. Færdigt arbejde. Men så klart er det ikke med andre tekststeder. Især ikke de arabiske. Her er megen uklarhed, man skal kæmpe sig igennem. But ”help is at hand”, som man siger. Der er i hvert fald én oversætter, der gerne hjælper os på vej. Den danske konvertit Abdul Salam Madsen.
Muhammed Pickthall og Abdul Salam Madsen
For nylig blev jeg den stolte ejer af den danske koranoversættelse i tre bind af Abdul Salam Madsen fra 1967. Så nu har jeg to: Muhammed Pickthalls udgave ”The Meanings (flertal?!) of the Glorious Koran” fra 1930 og så Abdul Salam Madsens udgave fra 1967. Interessant nok ringede selvsamme Madsen til mig for 30 år siden for at advare mig mod en dansk præst (ikke Søren Krarup), der var islamkritisk.
Hvorfor han ikke ringede til den danske præst for at advare mod mig, ved jeg ikke, men vi talte hyggeligt sammen, og han forekom mig at være en meget rar mand. Og også en ærlig mand – eller i hvert fald en halværlig mand – hvad man også kan se fra hans oversættelse, hvor han – nok i modsætning til de fleste oversættere? - fremlægger mange af sine oversættelsesmellemregninger. Men herom mere senere.
Koranens få egennavne mod Bibelens mange
Først et ord om Muhammed Pickthall hvis bog i hvert fald har én vigtig fordel. Der er et emneregister bagi, og så skriver Pickthall også hvert kapitels arabiske navn og navnets oversættelse. Og ikke nok med det, han forklarer også, hvad kapitlet drejer sig. Og det er ret nødvendigt, fordi Allah, der har dikteret bogen, tager det for givet, at dem, han henvender sig til, ved, hvem han taler om.
Så de, der ikke ved det, er reverenter sagt på Herrens mark. Koranen er meget fattig på egennavne, og her er kontrasten til Bibelen - der nærmest ligner en telefonbog med masser af egennavne - meget slående. Eksempelvis sura 7, vers 139, der taler om de gamle hebræere:
”De krydsede floden”, siger teksten, og her skriver Madsen - og sikkert helt korrekt - at det er tale om Jordanfloden. Men hvorfor den ikke er nævnt med navns nævnelse, kan kun Allah himself vide. Navnet har jo været kendt siden oldtiden. Men netop her løber begejstringen af med den gode Abdul Salam Madsen, der ikke kan dy sig for at politisere til fordel for araberne
Palæstina
Passagen handler om hebræernes indtog i Palæstina, skriver han, og dette Palæstina lå på begge sider af Jordanfloden og var befolket med arabere. Javel? Står der ”Palæstina” i Koranen? Nej navnet forekommer hverken i Koranen eller i Det nye eller Det gamle Testamente. I de danske, franske og tyske bibler – og sikkert de fleste andre - taler man om ”filistrenes land”, hvilket er en oversættelse af det hebræiske ”Pleshet”.
(Wikipedia: ”Pleshet is the Hebrew name for what might otherwise be called the "land of the Philistines" according to the Hebrew Bible (see Book of Genesis 21:32, Exodus 13:17, 1 Samuel 27:1, Joel 3:4).[1]The term refers to the coastal region that stretches roughly from Gaza in the south to Ashdod in the north”.)
I den engelske oversættelse finder man både udtrykkene ”The land of the Philistines”, ”Philistia” og så ”Palestine” (Joel 3:4), alle tre ord brugt om det område som filistrene (et ikke semitisk krigersamfund) havde erobret i, hvad bibelen kalder Kana'ans land. Dvs. området omkring Gaza. Og at kalde det for ”Palæstina” (et ord der som sagt ikke findes i den hebraiske tekst) er vitterligt forkert. Men det er der mange, der gør, ikke mindst Will Durant i sin berømte ”Verdens kulturhistorie”, hvor han lader som om navnet Palæstina findes i bibelen.
“Engang var Palæstina et land, der flød med mælk og honning”, skriver Durant og henviser til blandt andre steder ”2. Mos. 3,8”. Så her kunne man rimeligvis forvente, at der dér i 2. Mos. 38 stod “Palæstina flød med mælk og honning”.
Men det står der ikke. Teksten fortæller, at Gud lover at udfri israeliterne og føre dem “til et godt og vidtstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning, til kananæernes og hittiterne og pereziternes og amoriternes og perizziternes og hivviterne og jebusitternes steder.”Men ikke Palæstina, som her må stå for Durants egen regning.
Den engelske King James-udgave siger det samme. ”And I am come down to deliver them out of the hand of the Egyptians, and to bring them up out of that land, unto a good land and a large, unto a land flowing with milk and honey; unto the place of the Canaanites, and the Hittites, and the Amorites, and the Perezites, and the Hivites and the Jebusites.”
Så hvor kom navnet Palæstina fra? Det prøver jeg at belyse i min bog ”Palæstina 1920-48 – Hvordan det blev til”, der findes på biblioteket - dersom ingen har taget den. Men det er en helt anden historie.
Pickthall's irriterende, højtidelige sprog
Og nu er vi kommet lidt bort fra pointen, der var det gode ved Pickthall. Og det gode er, at han forklarer baggrunden, da man ellers ikke ville forstå ret meget - bortset fra de evige formaninger: ”Allah-ved-hvad-du-har-gang-i-så-pas-på. (Eller ”han véd hvor du bor”, ville man nok sige i vore dage.)
Men hvad med det dårlige hos Pickthall? Det er sproget. Han bruger et opblæst, arkaiserende sprog, der skal give teksten religiøs pondus. Men det giver kun irritation. Hvad betyder det her? ”Men whom neither merchandise or sale beguileth from rememberance of Allah and constancy in prayer and paying to the poor their due; who fear the day when hearts and eyeballs will be overturned” (24:37).”
Det betyder sikkert noget med, at man skal være god og tro på Allah, men sikke en måde at sige det på! Og når det ovenikøbet er gengivet i Pickthall's arkaiserende engelsk, er det ikke til at holde ud. Der er jo gået mange århundreder, siden man brugte -th endelsen på engelsk, og selvom det lyder smukt og klangfuldt i King James' Version (”She is not dead, she sleepeth”), så gør det ikke her.
Madsens frie fortolkning
Men lad os komme tilbage til Abdul Salam Madsen. Han havde tydelige kvaler ved at oversætte en tekst (Koranen), der ofte mangler logik, og hvor ordene kan betyde mange forskellige ting, en tekst, hvor man ofte skal bruge fantasien for at finde nogen mening overhovedet.
Men det klarer Abdul Salam Madsen ved at bruge den frie fortolknings princip, ”idjtihad”, der egentlig har været bandlyst i tusind år. (De andre to var ”idjma” (fortolkning baseret på konsensus), og ”qiyas” (fortolkning baseret på analogi). Men hov! Hvis den frie fortolkning - ”idjtihad” - har været bandlyst (som jeg skrev i essayet om fortolkning), hvordan kan Abdul Salam Madsen så dyrke den? Sandsynligvis fordi han er Ahmadija muslim. Og derfor kætter.
Men hvad forklaringen end er, så bruger han den frie fortolkning en hel del – og fortæller os åbent om det. I 15:56 er der taler om Davids salmer. Men i den arabiske tekst står der ikke salmer men ”zabur”. Små stukker. Som Abdul Salam Madsen har oversat med ”salmer”, fordi ”Davids små stykker” ikke ville give ret megen mening. Det er måske en bagatel, men der er som sagt mange, eksempler på dunkle passager, der næsten kan betyde hvad som helst. Her er et berømt eksempel.
Tron-verset 2:25
Det hedder – siger Madsen - ”âjat-al-kursi” på arabisk og indeholder passagen ”Hans trone omfatter himlene og jorden”. Ordet ”kursi”, som Madsen (og sikkert mange andre før ham) har oversat som ”trone”, kan også betyde ”viden og kundskab”, skriver Madsen i noten. Hvilket igen efterlader indtrykket af en meget uklar tekst, der kan strækkes lidt gummiagtigt i alle retninger. Men måske har bibelens hebraiske del samme problem? Det er der sikkert teologer, der kan svare på. Og det håber jeg, de vil.
Men lad os se på andre ”frie” oversættelser. Her er en fra 59:24. ”Han er Allah (…) Beskytteren, den Almægtige, den Stærke, den Ophøjede,” står der hos Madsen, der i en note tilføjer, at ”den stærke”, er noget han nærmest selv har fundet på: ”Djabbâr (den Stærke) oversættes af visse vestlige arabister som ”tyrannen”.
Ordet kan have den betydning, når det bruges om mennesker. Men dens grundbetydning er: den, der sætter noget i orden.” Hvilket lyder ret plausibelt men grundbetydning og den reelle betydning kan være meget forskellige.
Ordet djihad
Tag ordet ”djihad” hvis grundbetydning vist er ”bestræbe”. Men – som religions- og kulturforskeren Tina Magaard har vist – bliver det i muslimsk litteratur næsten altid brugt i betydningen ”hellig krig” og yderst sjældent i anden sammenhæng. Fromme muslimer, der går i moskéen fem gange om dagen og bestræber sig på at gøre det religionsmæssige rigtige, vil næppe beskrive sig som ”djihadier”, oder wass?
Ordets rod er ”ja-ha-da”, skriver Tina Magaard, og”næsten alle referencerne udledt af denne rod forefindes i fortællinger, der ikke lader tvivl om kampens væbnede karakter. Kun én ”ja-ha-da” reference (29:6) præsenterer utvetydigt kampen som et indre, åndeligt fænomen (…) men denne reference har ikke megen vægt over for et halvt hundrede referencer til konkret væbnet kamp i Koranen og langt flere i Hadith (fortællinger om Muhammeds liv, GC)”.
Andre eksempler på flertydighed
Dem er der som sagt en hel del af. Eksempelvis 11:68. ”Jordskælvet overrumplede dem, der var uretfærdige, og om morgenen lå de sammenkrøbne i deres huse”. Fint. Det er klart nok.
Men Abdul Salam Madsen fortæller os, at ”sajha”, der her er oversat med jordskælv, ”kan også betyde : højt råb, straf, hjemsøgelse, overfald”. Det er vidt forskellige ting og tyder på, at enhver koranoversætter famler i mørket. Og oven i købet på gyngende grund.
Jamen her kan man indvende, at de ovenfor anførte eksempler på en flertydig korantekst er under bagatelgrænsen, men nu skal vi se på et, der bestemt ikke er det, fordi det er et ret afgørende dogme i islam.
Det er Jesu korsfæstelse, hvor man ikke kan se, om verberne er passive eller aktive (pga. de semitiske sprogs manglende vokaler), og hvor man har valgt at tolke teksten derhen, at Jesus kun tilsyneladende døde på korset (4:158).
Madsen skriver ”...Den sidste del af verset ”de dræbte ham visselig ikke” kan efter arabisk sprogbrug også oversættes ”de omsatte denne (formodning) til vished”. Hvilket er svært at sætte sig ind i. Men, som Madsen skriver i en note på side 172, ”ord i arabisk sprogbrug indbefatter handling i overensstemmelse med ordet...” Hvilket formodentlig betyder, at sætningen ”han sagde, han ville gøre det” også kan betyde, at han rent faktisk gjorde det.
Visse ord kan åbenbart også betyde ganske modsatte ting
Er det klart? Ikke for mig. Men det er det, muslimer fortæller os, at det er. ”Guds ord betyder ofte i Qu'ran'en ”Guds skaberværk”, skriver Madsen på side 645. Og en note på side 18 siger noget lignende: ”Efter arabisk sprogbrug bruges ordet for en forbrydelse af og til også som straffen for denne forbrydelse...”
Og derfor skriver Madsen, at han har skrevet ”Allah vil gengælde dem deres spot” (2.16) i stedet for ”Allah vil spotte dem”, som er den egentlige tekst. Et lignende problem har man et andet sted i kapitel 2 , hvor læseren får at vide, at jøderne ”blev slået med skændsel og pådrog sig Allahs vrede”. Hvad havde de gjort? De havde ”...søgt at dræbe profeterne...”. Kun ”søgt”? Det fremgår indirekte af Madsens note at verbet (”qatl”) egentlig betyder ”dræbte”. Men det ville betyde, at jøderne havde dræbt Jesus (for det er vel ham, der er tale om), hvilket strider imod det islamiske dogme, at Jesus ikke døde på korset. Så det klarer Madsen ved at påpege, at ordet ”drab” på arabisk – jeg tror det hedder ”qital” - lige så godt kan betyde ”forsøge at dræbe”.
Og så er den hellige grav velforvaret. Men resten flyder.
Abrahams hustru ler – eller frygter hun?
Her er et andet eksempel fra kapitel 11 hvor ”at frygte” og ”at le” tilsyneladende kan bruges i flæng. Det er en historie fra bibelen, hvor Abrahams hustru hører, at hun – gammel som hun er – vil føde et barn. I GT står, at hun stod bag døren og lo. Men i Koranen ”frygter” hun, og det forklarer Madsen på følgende måde : ”sammenhængen her viser klart at ”dhahaka” her betyder ”frygte” og ikke ”le”. Men betyder det så, at ”dhahaka” kan betyde begge dele alt efter sammenhængen? Der er vel et ordentligt spring fra ”le” til frygte”. Kan ”dhahaka” også betyde andre ting? Man undrer sig
Så det er absolut ikke nemt. Hvad gør man med passager, der ikke virker logiske, og hvor alle ord har en bibetydning, der gør det vanskeligt at vide, hvad de betyder i en given sammenhæng? Nej, fremfor at være et guds under, som araberne siger, fremtræder bogen – i oversættelse, naturligvis - ganske anderledes for europæere. Hør blot den den skotske filosof Thomas Carlyle (1795-1881)
”It is as toilsome reading as I ever undertook, a wearisome confused jumble, crude, incondite (dårligt sammensat GC). Nothing but a sense of duty could carry any European through the Koran”.
Jamen, han har kun læst bogen i oversættelse, siger muslimerne, og oversættelserne gælder ikke.
Men hvis det er så lidet indbydende at læse Koranen, hvordan kan det være, at så mange vesterlændinge falder for den, efter at de har snuset lidt til den islamiske sag? Svaret ligger i det henførende arabiske sprog, siger Huston Smith i The Religions of Man:
”Even today, Crowds in Cairo, Damascus or Bagdad can be stirred to the highest emotional pitch by statements which when translated seem banal. The music, the rhyme, the rythm, all produce a powerfully hypnotic effect”. Aha. Så der har vi en del af forklaringen.
”The Koran cannot be translated. That is the view of th old-fashioned (sic) Sheykhs and the view of the present writer”, skriver Pickthall. Og det er der nok noget om. Arabiske ord har som sagt meget ofte bibetydninger, der nødvendigvis forsvinder, når bogen bliver oversat. Det er vi alle enige i. Men det må gælde alle arabiske tekster så? Er de også uoversættelige? Eller spiller det en rolle, at ”Den Klare bog (”al kitab al mobine”) ikke er så klar endda? Det er de to mulige forklaringer, så vidt jeg kan se
Og hvad er så konklusionen? ”Qur'ânen er klar, tydelig og uden defekter, hvilket er et klart bevis på dens guddommelige oprindelse”, skriver Madsen. Og her vil jeg tillade mig at sige ”nå?”
