Kære Michael Kristiansen
For en uge siden skrev du et indlæg på din facebookvæg om, at du er så træt af Geert Wilders. Et indlæg, du åbenbart synes fortjener at komme ud til en bredere offentlighed på din blog.
Jeg må indledningsvist indrømme, at jeg misunder dig, at du ifølge din egen opfattelse er blandt de meget få, der forstår at nuancere sine budskaber.
Men måske kan du forklare mig, hvori dit nuancerede budskab består? For jeg kan ærlig talt ikke se det. Du siger ikke andet end, hvad TFS og alle andre fortalere for ytringsfrihed siger, nemlig at alt skal kunne kritiseres – også selv når ”kritikken” forfladiger til det mest primitive, som at kalde andre for ”klaphat”, kunne jeg tilføje, jvf. din egen tekst.
Det er ikke særlig nuanceret, og som jeg læser din tekst, lægger du ud med et stråmandsargument og følger op med motivanalyse.
1. STRÅMANDSARGUMENTET: Du beskylder TFS for at mene, at man ikke kan være kritisk over for islamkritikere uden at være et ynkeligt får. Helt forkert. Og det er netop for at give plads til kritikken af Wilders, at vi har inviteret Flemming Rose med til mødet med Geert Wilders, og det sker på baggrund af, at Flemming Rose affyrede en bredside af kritik mod Wilders i JP, som han gentog fornylig i Deadline.
2. MOTIVANALYSE: Du kalder Trykkefrihedsselskabets events for en ”række nøje planlagte provokationer”, og skriver, at ”det eneste formål” (det må være Trykkefrihedsselskabets formål og dermed vores motiver, du udtaler dig om), er ”provokation, provokation og atter provokation”.
Det er åbenbart gået helt hen over hovedet på dig, at der rent faktisk kunne være en rigtig god grund til at invitere den ene dødstruede forfatter, tegner, debattør og politiker efter den anden til at tale. Og at den gode grund er at kæmpe for det frie ord.
Og tanken bag den måde, hvorpå Trykkefrihedsselskabet kæmper for det frie ord, er bl.a. to teser:
1. TESE: YTRINGSFRIHEDEN SKAL FORSVARES DER, HVOR DEN ER UNDER ANGREB.
Man kan ikke forsvare satiretegneres ret til at tegne Muhammed ved at tegne Kristus, eller islamkritikeres ret til at kritisere islam ved at kritisere kristendommen. Man må nødvendigvis forsvare sig der, hvor man er under angreb, og det er hverken islamkritikerne eller Muhammedtegnerne, der har valgt, at ytringsfriheden skulle blive en blodig kampplads for islamisternes krig.
Det har de islamister valgt, der gentagne gange udøver eller truer med at udøve vold og terror mod dem, der formaster sig til at ”håne, spotte eller latterliggøre” Allah eller hans profet.
2. TESE: YTRINGSFRIHEDEN KAN KUN FORSVARES VED AT BLIVE PRAKTISERET
Ytringsfriheden kan ikke forsvares med højstemte erklæringer, hvis man samtidig giver voldmændene veto ved at undlade at sige, skrive eller tegne netop det, som voldsmændene reagerer på.
Ytringsfriheden kan kun forsvares ved at blive praktiseret, og tegnekonkurrencen i Texas var derfor et helt nødvendigt tiltag i kampen for det frie ord, for det er kun ved at tegne Muhammed, at vi kan forsvare retten til at gøre det.
Hvis alle undlader at vise Muhammedtegningerne af frygt, som DR, JP og Berlingske, så fortaber vi de facto retten til at tegne og vise billeder af Muhammed. Og det samme gælder med kritik af islam.
Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om modstanderne mod ytringsfriheden er morderiske islamister eller voldsparate venstreekstremister i AFA, der med vold forsøger at hindre fredelige demonstrationer. Vi kan nemlig også kun forsvare vores ret til at demonstrere fredeligt og til at sige, skrive eller tegne, hvad pokker vi vil, ved at gøre det.
Det er helt fundamentalt, og det burde være en banal indsigt: Ytringsfriheden kan kun forsvares ved at blive praktiseret.
Og det er for at kæmpe for det frie ord på den måde, at TFS i år har inviteret Geert Wilders til at tale på Folkemødet på Bornholm. At kæmpe for det frie ord, skulle helst ikke regnes for at være en provokation. I så fald har friheden trange kår.
Du er velkommen til at være uenig i de to teser, men en anden gang ville det klæde dig at afstå fra stråmandsargumenter og motivanalyser.
PS. Den svenske tegner, du omtaler, hedder Lars Vilks og ikke Vilkens.
