Så hvem var han? Historien er kort fortalt denne, at Ka’ab, en traditionstro araber – og søn af en jødisk kvinde - havde skrevet digte, der kritiserede Muhammed og dennes ny religion. ”Det skal koste ham livet”, sagde Fredens Profet. Og vupti! Som sagt, så gjort.
Men først er der spørgsmålet om historiens autenticitet: Hvor har vi den fra? Den stammer først og fremmest fra den første Muhammedbiografi skrevet af den arabiske historiker og sagnfortæller Ibn Is-hak. Han døde i 767, dvs. halvandet hundrede år efter profetens død og var derfor langt fra samtidig med ham. Værket hedder Sirat Rasul Allah (sirat = biografi, rasul allah = Allahs budbringer), og det er oversat til engelsk af den britiske arabist Alfred Guillaume. Men historien om Ka’ab er omstridt. Ikke alene er der nogen, der drager tvivl om Is-haqs pålidelighed (Adh-Dhahabi, en historiker som regnes for en af islams største lærde, har ytret tvivl om Is'haq's fortolkning af de mange hadith og en anden kommentator, Imam Malim, har slet og ret kaldt Is-haq ”en løgner”) men der er også uenighed blandt dem, der fæster lid til ham.
Nogle mener, at Is-haq ikke ligefrem løj, men at han bare var for bramfri, idet biografien foruden beretningen om Ka’ab, også omfatter historier om massakrer og torturskildringer begået på profetens bud. Og så er der detaljerede skildringer af profetens bestilte mord på en del navngivne personer. Hvilket heller ikke ligefrem pynter på cv’et. Og her er problemet det, at i stedet for at tage afstand fra dem betragter Is-haq disse mord som fromme gerninger.
Ishaqs biografi er generelt accepteret som sand
Men trods anklager om upålidelighed er Is-haqs fortælling stadig gangbar mønt i hele den muslimske verden og på et lidt islamisk-drejet Wikipedia-side kan man læse, at ”The order to kill Ka'b is mentioned in numerous hadiths. ”
Så historien er ikke noget, den gode Is-haq selv har fundet på, og selveste Jørgen Bæk Simonsen accepterer Is-haqs bog som et nogenlunde pålideligt sandhedsvidnesbyrd, har jeg bemærket, så bogen er bestemt ikke noget, man bare affejer, især fordi mordet på Ashraf forekommer i et af de tre anerkendte hadith-samlinger, nemlig Buchari Her er et bid fra Buchari bd. fem, #369, hvor der på lidt usikkert engelsk står følgende:
"Narrated Jabir Abdullah: "Allah's messenger said "Who is willing to kill Ka'b bin Al-Ashraf who has hurt Allah and His apostle?" Thereupon Maslama got up saying, "O Allah's messenger! Would you like that I kill him?" The prophet said, "Yes". Maslama said, "Then allow me to say a (false) thing (i.e. to deceive Ka'b). The prophet said, "You may say it."
Et gyseligt og nederdrægtigt mord
Ishaqs beretning følger den samme linje. Profeten betror Ka’abs fosterbroder mordopgaven, hvorefter denne og en medsammensvoren møder op foran Ka’abas bopæl - en mindre fort som man stadig ser i de arabiske lande den dag i dag – og kalder på ham. ”By god, I feel evil in his voice”, siger Ka’abs kone, men hans manddoms ære tvinger ham til at gå ud. Mordet er beskrevet i alle detaljer, og kapitlet slutter med en triumffanfare:
”Our attack on God’s enemy cast terror among the Jews, and there was no Jew in Medina, who did not fear for his life.”
Og her er det rimeligt at spørge, hvad Ka’ab havde gjort? Fornægtet Allah? Kaldt Muhammed en dum skid? Det kan man ikke rigtig sige, og heldigvis har Is-haq vedlagt den tekst – den er digtform – der førte til mordet. Tekstens oprindelse er dunkel, siger Alfred Guillaume, men den er åbenbart alt, hvad vi har, så vi nøjes med den. Guillaumes egen (lidt gammeldags) oversættelse er heller ikke nem at komme til, så jeg vil hjælpe læseren på vej ved at forenkle og forkorte den.
Hvad Ka’ab havde gjort
Det drejer sig om Ka’abs kommentar til muslimernes første vigtige sejr over deres forhadte fjender fra Qureisj-stammen: Sejren ved Badr:
”Badr’s mølle malede folkets blod
ved sådanne hændelser burde du (Muhammed? GC) græde
De bedst mennesker blev slagtet ved deres egne cisterner (…)
Hvor mange ædle, smukke mænd blev dræbt (…)
Å gid jorden havde revnet ved deres død. (…)
Man fortalte mig at alle medlemmer af Mughira-stammen var
blevet ydmyget og fornedret pga. Abdu’l-Hakims død(…)
Man fortalte mig, at al Harith ibn Isham er ved at samle en hær
og vil drage til Yathrib (Medina)
Idet kun den ædle, smukke mand forsvarer det mest ophøjede renommé”.
Og det er sådan set det hele. Ikke skældsord eller fornærmelser, og i sammenligning med Salman Ruhdies De sataniske vers, er denne tekst det rene vand. I De sataniske vers er der en profet, der ligner Muhammed på mange måder. Ligesom Muhammed har han 12-13 hustruer, men i Rushdies udgave er de skøger. Profeten selv hedder Mahound, en blanding af ”Muhammed” og ”hound”, noget af det værste man kan kalde en muslim. Så Ka’ab al Ashrafs digt er ren Emma Gad ved siden af.
Og så kommer vi til konklusionen. Såfremt historien er sand, beordrede Fredens Profet skribenter, han ikke kunne lide, snigmyrdet uden nogen betænkeligheder. Og disse mord måtte gerne ske ved list og løgn.
Alligevel siger islamisk teologi, at profeten var det perfekte menneske (al-insān al-kāmil) som alle muslimer bør efterligne. Hvilket forklarer ikke så lidt., ikke mindst islams holdning til ytringsfrihed.
Den har aldrig været beregnet på folk som Ka’ab al Ashraf.
