Jeg har skrevet mange indlæg om Justin Trudeau – og med god grund: siden han i 2015 blev Canadas premierminister, er det den ene gang efter den anden lykkedes ham at undergrave og destabilisere det fundament af frihedsrettigheder – ikke mindst ytringsfriheden – der ellers har defineret Canada som en demokratisk retsstat:
I 2017 fik han vedtaget C-16, en lov der gør det til en menneskeret at vælge sit eget køn og gør det til en strafbar hate crime ikke at acceptere det frie kønsvalg.
1 2018 støttede han et lovforslag, der kriminaliserer islamofobi og fordømmer anti-islamisk retorik og opførsel.
I 2020 satte han den canadiske efterretningstjeneste til at ”efterforske” og afhøre indehaveren af Rebel Media og modtager af Trykkefrihedsselskabets Sapphopris 2014, Ezra Levant, fordi han havde skrevet den kritiske bog om Justin Trudeau: ”The Libranos: What media won´t tell you about Justin Trudeau´s corruption”.
I 2019 og igen i 2021 forsøgte han at forhindre Rebel News i at dække debatterne i forbindelse med de canadiske valg. I begge tilfælde gik Rebel News til domstolene og fik Trudeau underkendt med det resultat, at Trudeau nægtede at svare på spørgsmål stillet af Rebel News´ journalister.
Og i februar 2022 indførte han undtagelsestilstand som reaktion på de fredelige, men omfattende Freedom Convoy demonstrationer i Ottawa, hvorved han inddrog en række frihedsrettigheder for demonstranterne og gjorde dem de facto til ikke-borgere i deres eget land.
Alle tiltag, der mildest talt påvirker demokratiet negativt, og som desværre synes at være slået igennem statsapparatet og helt ned på gadeplan. Det er i hvert fald det indtryk man får af det canadiske politis ageren: forleden blev den canadiske journalist David Menzies således brutalt arresteret af politiet i Toronto og lagt i håndjern, da han forsøgte at stille den canadiske vicestatsminister Chrystia Freeland spørgsmål om, hvorfor hun ikke vil kalde Irans Revolutionsgarde for en terrororganisation. Videoen fra optrinnet er hårrejsende og minder på lange stræk om billederne fra London i december, hvor Tommy Robinson bliver arresteret og pebersprayet af politiet for at deltage i en lovlig og offentlig demonstration: en betjent støder med vilje ind i Davide Menzies, da han forsøger at få et svar ud af Chrystia Freeland, og påstår efterfølgende, at det var Menzies, der angreb ham, og da Menzies protesterer, forklarer en anden betjent, at han har opført sig aggressivt.
Hele optrinnet bliver filmet af Menzies kameramand og dokumenterer, at (i hvert fald dele af) det canadiske politi misbruger deres voldsmonopol og synes mere opsatte på at tækkes dubiøse politikere end at være borgernes garant for lov og orden.
Men det er ikke den eneste gang canadisk politi har opført sig utilstedeligt på det seneste: forleden blokerede en pro-Hamas demonstration med palæstinensiske flag og paroler en central vej i et overvejende jødisk område i Toronto og forhindrede dermed al trafik. Det canadiske politi, som burde have henvist demonstrationen til et andet sted, gjorde det stik modsatte og udsendte følgende meddelelse: ”Af hensyn til den offentlige orden vil Avenue Road Bridge være lukket. Der vil ikke være adgang til Avenue Road Bridge fra Highway 401. Politiet er til stede for at forhindre adgang for at styrke sikkerheden for demonstranter, moddemonstranter og trafik”.
Men ikke nok med det: politiets velvillige imødekommenhed over for terrorsympatisørerne viste sig grænseløs: de hentede kaffe til demonstranterne, hvilket yderligere bidrog til frygt og usikkerhed blandt kvarterets jødiske befolkning, for hvem den underliggende, men tydelige trussel, der lå i ikke bare demonstrationens geografiske placering, men også tidspunktet: en lørdag, den jødiske helligdag, ikke gik ubemærket hen. Et muslimsk ordsprog siger nemlig, at efter lørdag kommer søndag, hvilket hentyder til, at man først vil udslette jøderne og derefter de kristne.
Når politiet uhindret kan arrestere en journalist for at stille spørgsmål til magthaverne og åbenlyst tage parti for den ene part i en (voldelig) konflikt, er retsstaten i opløsning og befolkningens tillid nødvendigvis i frit fald. Det er blevet tilstanden i det Canada Trudeau har skabt - kun 9 år efter han første gang kom til magten.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
