Journalist og samfundsdebattør Jørgen Dragsdahl er efter sigende euforisk i anledning af, at han har fået lov til at indbringe landsretsdommen, der frikendte historieprofessor, dr.phil. Bent Jensen for at have injurieret ham, for Højesteret.
Spørgsmålet i sagen er, hvorvidt Bent Jensen ansvarsfrit kunne referere det, han i egenskab af forsker og leder af Center for Koldkrigsforskning fandt i PET’s arkiv om Dragdahl.
Denne har gjort meget for at komme i både offentlighedens og politikernes fokus på det politisk yderst kontroversielle felt, sikkerhedspolitikken var under Den Kolde Krig.
Samarbejdede med KGB
Dragsdahl kan derfor vanskeligt påberåbe sig nogen privatlivsbeskyttelse, når arkivet viser, at han var langt ude i et samarbejde med det sovjetiske KGB (der ikke giver det nazityske GESTAPO noget efter).
De i arkivet fundne dokumenter konkluderer utvetydigt, at Dragsdahl var såkaldt KGB-indflydelsesagent.
I lyset af disse konklusioners store samfundsmæssige interesse har Bent Jensen derfor offentliggjort dem i Jyllands-Posten i den kortfattede og populære form, der er nødvendig i pressen.
Løb ikke med en halv vind
Bent Jensen dokumenterede dog fundene, og hans beskrivelse af dem er retvisende i forhold til arkivernes indhold. Bent Jensen har endvidere for landsretten ført det bevis, som var nødvendigt for at godtgøre, at PET’s karakteristik af Dragsdahl som indflydelsesagent havde et seriøst grundlag.
Bent Jensen løb med andre ord ikke bare med en halv vind.
Landsretten var på dette grundlag overbevist om det legitime i at viderebringe oplysningerne, og om at BJ havde ført det efter straffeloven nødvendige sandhedsbevis for korrektheden i sin gengivelse af det, han fandt i arkiverne.
Bent Jensen har endvidere skrevet, at Dragsdahl bedrev (KGB-) desinformation. Dette bygger på Bent Jensens undersøgelser af, hvad Dragsdahl bragte til torvs under Den Kolde Krig.
Bent Jensen har for landsretten dokumenteret kilderne til en række af de synspunkter og oplysninger, som Dragsdahl introducerede i den sikkerhedspolitiske debat dengang.
Bent Jensen har en oplysningsforpligtelse
Ligeledes har han for landsretten dokumenteret resultatet af tilsvarende undersøgelser foretaget af bl.a. Udenrigsministeriet.
Landsretten var ud fra de førte beviser i så henseende overbevist om berettigelsen af Bent Jensens oplysning om Dragsdahls desinformationsvirksomhed.
Det er herefter uklart, hvad Dragsdahl forventer at opnå i Højesteret.
Man behøver ikke Menneskerettighedskonventionen til hjælp for at tolke injuriereglerne således, at dokumentarbart sande oplysninger, som offentliggøres i et sagligt formåls tjeneste, ikke kan sanktioneres.
Noget sådant ville undergrave demokratiets fundament.
At en historieprofessor vanskeligt i relation til injuriereglerne kan være ringere stillet end en journalist, sådan som Dragsdahl mener, turde også være indlysende.
Historieprofessoren har oven i købet en i universitetsloven hjemlet forpligtelse til at oplyse offentligheden om sine fund.
Og i det konkrete tilfælde arbejdede han altså endog med udførelse af en opgave, der var pålagt ham af Folketinget.
Ole Hasselbalch er professor i erhvervsret og forfatter til Dragsdahl-sagen, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010
