En dag i marts sidste år blev jeg ringet op af advokaten Tyge Trier, en anerkendt jurist med møderet for Højesteret, kendt fra medierne som en idealistisk menneskerets-advokat. Denne dag var hans ærinde imidlertid fjernt fra de høje idealistiske luftlag.
Det handlede om penge.
Trykkefrihedsselskabet havde venligst, kunne han oplyse mig, at punge ud med 13. 425 kr. for vores ”uretmæssige afvisning af Jihad Taha” ved vores møde om ytringsfriheden efter Lars Hedegaard-attentatet.
Lagde vi pengene, ville Jihad Taha til gengæld allernådigst afstå fra ”retslige skridt i anledning af forløbet”.
Med andre ord: Hvis Jihad fik sine penge, fik vi fred.
Kald mig bare naiv, men jeg var virkelig ved at falde ned af stolen over dette frække prokuratorkneb.
Her havde vi en anerkendt advokat, der overhovedet ikke havde sat sig ind i den ret basale sags sammenhæng, men blot forsøgte at presse penge ud af en lille idealistisk forening og fyre op under en ung mands krænkede følelser – er det sådan, menneskeretsadvokater er?
Åbenbart.
I et forsøg på at blødgøre os tilføjede Trier i sin mail til mig: ”Jeg har i øvrigt mødtes en del gange med min klient i denne periode. Han er student fra Ordrup Gymnasium og fremtræder sympatisk, beskeden og reflekteret.”
Ordet ”beskeden” var nok ikke lige det ord, der faldt mig i munden.
Vi havde netop tilbudt Jihad Taha en undskyldning for udelukkelsen fra det famøse møde, og så krævede han i stedet knap 14.000 kr.
”Han virker som en bjergsom linselus”, skrev et TFS-bestyrelsesmedlem til mig ved samme lejlighed. Unægteligt.
Jihads hårde dag i medierne
Nok så vigtigt gav hele forløbet omkring den oppumpede ikke-historie nyttig anskuelsesundervisning i den krænkelselskultur, der hærger vores tid og forpester den offentlige debat.
Lad os kort rekapitulere: Begrundelsen for det ublu pengekrav fra Tyge Triers side var, at ”Jihad Taha på grund af episoden ikke var på arbejde den efterfølgende dag”.
Jihad Taha, der er studerende, blev altså ifølge Trier slået så voldsomt ud af vores hårdhjertede afslag at han måtte trække gardinerne ned og gå til køjs.
Så er det jo overraskende, at han havde masser af tid til at tale med pressen. Hør bare, hvordan han på Facebook selv beskrev den dag, hvor han ikke magtede at gå på arbejde;
"Wow. Så er jeg endelig hjemme efter en af de længste dage i mit liv. Startede med P3 kl 6.00 i morges og er lige blevet færdig med DR Nyhederne på Christiansborg. Jeg skulle meget gerne dukke op på skærmen kl 21.30 på DR1 og 20.00 eller 22.00 på TV 2. Kunne være fedt hvis I kiggede med. Jeg vil gerne takke alle de journalister der har vist interesse for det, der er sket."
Jo, det er jernhårdt at være i medierne og fortælle om sine krænkede følelser. Var det ikke meget rimeligt at Trykkefrihedsselskabet betalte ham 14.000 kr. for hans anstrengelser? Manden er trods alt af anden etnisk herkomst og dermed lidt mere offer end os andre.
Det må Politiken, der kørte historien op mediemæssigt, og Tyge Trier, der kørte den tilsvarende hårdt op juridisk, have tænkt. Og Jihad Taha har sandelig ikke været svær at overbevise.
Her var et offerkort, han kunne spille, og medierne spillede begejstret med. Over 60 artikler om sagen, med få undtagelser alle vinklet i Jihads favør, kan man finde i Infomedias database.
Historien gav medierne en sag, der kunne fjerne fokus fra attentatet fra Lars Hedegaard og forsynede dem med en person, der var mere velegnet som offer end den 70-årige islamkritiker.
At han ikke var offer, at han ikke havde rigtigt rent mel i posen og at ytringsfriheden tydeligvis optager ham betydeligt mindre end hans egne krænkede følelser anfægtede ikke medierne.
”Jeg orker ikke den debat mere”
I dag, hvor sagen er fuset fuldstændigt ud og hvor Ligebehandlingsnævnet har slået fast, at Tyge Trier var helt i skoven med sin juridiske vurdering, er der blevet mærkeligt stille.
Jihad Taha har f.eks. helt lagt sin gamle mediebegejstring på hylden.
Han har ingen kommentarer til Ligebehandlingsnævnets ”triste afgørelse” andet end at han er træt af debatten: »Jeg orker ikke den her debat mere.”
Til gengæld orker han fortælle endnu en røverhistorie om Trykkefrihedsselskabet.
Til Politiken oplyser han, at vi endnu ikke har givet ham ”de 50 kr. tilbage som, som han betalte i tilmelding til mødet." Men at han nu storsindet har ”besluttet sig til at donere beløbet til Trykkefrihedsselskabet, så de kan købe en kebab på min regning."
Tak, men nej tak. Nu har vi op til flere gange forsøgt at betale ham hans 50 kr. tilbage, uden held, alene fordi manden ikke har orket at give os sine kontooplysninger, så vi kan overføre pengene.
Nu sender vi pengene. Enten til ham selv eller til hans nævenyttige advokat. Om ikke andet kan han gemme 50'eren som et souvenir fra den tid, da han indtog overskrifterne og spillede rollen som begrædt offer.
Vi håber, det var sjovt så længe det varede - også selv om der ikke kom penge ud af det.
