For nogle år siden skulle Jesper Langballe diskutere i DR med Carsten Jensen. Inden debatten blev de to placeret i samme lokale.
Jesper hilste venligt og belevent på sin modpart, som imidlertid nægtede at tage imod den fremstrakte hånd, til hvilket Jesper bemærkede:
”Det er nu ellers sådan en god dansk skik at trykke sin modstander på næven og ønske ham god kamp.” Jensen var paf og journalisten, der overværede episoden imponeret, men ikke over Carsten Jensen.
Historien om den nyligt afdøde fortæller meget om attituden hos dem, som har sat dagsordnen her i landet i årtier. De møder ikke deres modstandere med argumenter, men med moralsk fordømmelse, heldigvis på en så selvafslørende dobbeltmoralsk måde, at alle andre end Carsten Jensen kan se, at det ikke er holdbart i længden.
Dydsterrorister
Den tyske forfatter Thilo Sarrazin lancerede for nyligt en præcis betegnelse for dette fænomen. Han kalder det dydsterror – dvs. renhedens diktatoriske regimente.
Dydsterroristen føler sig så overbevist om sin egen sags renhed, at han eller hun føler sig berettiget til at suspendere al høflighed og fairness og i sidste ende fratage andre retten til at ytre deres holdning.
Sarrazins pointe blev skåret ud i pap, da det for nyligt lykkedes tyske venstreekstremister at afbryde et møde, hvor hans bog skulle debatteres.
Mens barbarerne hujede, måtte Sarrazin forlade salen.
Når dydsterroristerne tager SA-metoder i brug, gør de det for at rense ud i samfundet. Den slags håndfaste metoder er nødvendige, når man skal stoppe ”hadetalens smitteveje”, som det f.eks. hedder med en betegnende formulering i en publikation fra Dansk PEN.
Dydsterrorismen findes i mange grader og former, og hvor den regerer, snøres den offentlige debat ind og sygner hen. Det samme gør ytringsfriheden, vel at mærke helt uden hjælp fra retssystemet eller straffelovens krænkelsesparagraffer.
Den massive magt, som den politiske korrekthed – et andet ord for dydsterror – har opnået i USA er et talende eksempel på det. Selv med et forfatningstillæg, der forhindrer indførelsen af krænkelsesparagraffer, kan den fri meningsudfoldelse i vid udstrækning kastreres.
Når f.eks. universiteterne på egen hånd indfører formelle eller uformelle ”speech codes”, så har man slet ikke brug for racismeparagraffer til at stække ytringsfriheden. Det klarer universiteterne selv.
Hermed sagt at den egentlige kamp om ytringsfriheden foregår uden for retssalen. Kampen her kan få afgørelserne i retssalen til at miste enhver betydning.
”Racist i højt humør”
Det er Jesper Langballe et eksempel på.
Som bekendt blev denne medstifter af Trykkefrihedselskabet dømt for overtrædelse af §266b i 2012. Han blev altså af det officielle Danmark stemplet som ”racist”.
”Racist i højt humør”, som en af de mere groteske overskrifter lød i en af aviserne, der dækkede sagen og som hæftede sig ved hovedpersonens aldrig svigtende lune.
Det bemærkelsesværdige var så lidt denne ”racisme”-dom fyldte i nekrologerne. Så vidt jeg kan vurdere skyldtes det ikke bare de almindelige nekrolog-konventioner, men også at dommen aldrig fik den karakter af brændemærke, som var hensigten fra anklagernes side.
Jesper var virkelig helt uanfægtet af dette svinske brændemærkningsforsøg, og når man er det og bare troligt fortsætter med at sige det, man har på hjerte, ja, så blegner brændemærkningen væk. I hvert fald i dette tilfælde.
Opløftende og tankevækkende: Det blev dydsterroristen Carsten Jensen, der endte med at stå tilbage som taberen, ikke ham, han ikke ville give hånd.
