Selvom det har været Brexit, der har været omdrejningspunktet for valgkampen i forbindelse med det britiske parlamentsvalg 12. december, er den inkompetente Labour-leder, Jeremy Corbyn, og hans mildest talt tvivlsomme moralske habitus kommet til at fylde stadigt mere. Og det har især været hans udtalte modvilje mod jøder og hans omfavnelse af palæstinensiske terrororganisationer, der har trukket overskrifter:
Trods årelange problemer med antisemitisme i Labour har Corbyn ikke grebet ind – en omstændighed han nægtede at undskylde for i et interview med BBC´s Andrew Neil. Han har nedlagt en krans ved en af de palæstinensiske terroristers grav, der deltog i massakren på israelske atleter under OL i München i 1972 og han benytter enhver lejlighed til ensidigt at fordømme Israel og love palæstinenserne al mulig støtte.
Jeremy Corbyn er blevet eksponent for det jødehad, der konstant lurer på venstrefløjen og som, sammen med jødehadet blandt mange muslimer, udgør den største trussel mod de jødiske samfund i mange vesteuropæiske lande. Men hvor jødehadet blandt muslimer er direkte og konkret, antager antisemitismen på venstrefløjen som udgangspunkt mere indirekte udtryk: her dækker man sig nemlig med figenbladet ”anti-zionisme” og ”kritik af Israel”, der pakker modviljen mod jøder ind i pseudo-politiske gevandter. For det er lige, hvad det er: Det er selvfølgelig helt legalt at kritisere andre lande, men ikke hele tiden – og ikke udelukkende. Og hvilke andre lande end Israel kritiserer venstrefløjen med samme raseri og nidkærhed?
Således også her til lands, hvor Boykot Israel kampagner skydes i gang med jævne mellemrum, og hvor fremtrædende politikere, som Mogens Lykketoft, gladelig stiller op som hovedtaler ved en pro-palæstinensisk og stærkt anti-israelsk demonstration. Samme Lykketoft har til alle tider raset mod Israel og var i sin (gudskelov) korte tid som udenrigsminister ved at køre Danmarks forhold til Israel i sænk, da han besøgte det palæstinensiske selvstyre, men ikke ville besøge den israelske regering.
Lykketoft ligner i den optik meget Corbyn – også i den forstand, at jødehadet på venstrefløjen trækker tråde langt ind mod den politiske midte.
Det er værd at besinde sig på – også hos danske jøder, hvor der stadig i vide kredse hersker den vildfarelse, at det primært er på højrefløjen at antisemitismen trives.
Dermed adskiller danske jøder sig fra de britiske, der er vågnet op til dåd og både anerkender, at venstrefløjen har store problemer med antisemitisme og som rejser sig aktivt mod den: 82% af de britiske jøder mener således at Jeremy Corbyn er antisemit og den britiske overrabiner Ephraim Mirvis har sagt, at Corbyn var uegnet som premierminister og at antisemitismen i Labour er ”…inkompatibelt med de britiske værdier, som vi ellers er så stolte af.”
Forleden blev den britiske skuespiller Hugh Grant mødt af højtråbende jødiske demonstranter, da han var på valgkampsturné med en lokal, kvindelig Labour-politiker, der i øvrigt straks trak islamofobi-kortet.
De britiske jøders offensive strategi har tilsyneladende ikke givet det bagslag, som mange vesteuropæiske jøder ellers frygter vil komme, når man aktivt siger fra og protesterer mod had og overgreb. Tværtimod er antisemitismen i Labour og partiets manglende indgriben blevet et tema i valgkampen og endnu en møllesten om Corbyns hals. Det er løfterigt, for det vidner ikke bare om, at det kan betale sig for vesteuropæiske jøder at stå frem og sige fra – det vidner også om den opbakning i befolkningerne som jøderne har.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
