Det har været – og er stadig, en lidt speciel oplevelse at se, hvor mange borgerlige/nationalkonservative, som nærmest hylder Mette Frederiksen og åbent proklamere, at de meget hellere ser hende som statsminister end de nuværende såkaldt borgerlige-liberale alternativer. Ikke mindst synes hendes og socialdemokraternes lancering af en ny og tilsyneladende meget stram udlændingepolitik at vække begejstring langt ind i det nationalkonservative segment: etablering af hjemsendelsesstyrelse, planer om udlicitering af asylansøgere til Rwanda og hjemsendelse af op til 200 syrere har begejstret mange nationalt sindede i den borgerlige lejr, og jeg må da også medgive, at det på papiret ser langt bedre ud, end hvad V og K har kunnet levere i mange år.
Men jeg tror ikke på projektet i længden: ikke bare har det meget for sig, at socialdemokraternes udlændingestramninger reelt er såkaldt negative nation branding, der har til formål at afskrække potentielle asylansøgere fra at komme til landet for dermed at dølge det faktum, at vilkårene for flygtninge og indvandrere i Danmark er lige så slatne som i andre vesteuropæiske lande, og vi ikke kan slippe af med dem, når først de er kommet over grænsen. Der er også rigtig meget, der tyder på, at den nye, stramme udlændingepolitik og måden at gå til stålet på i regeringens udmeldinger, så langt fra har genklang i det socialdemokratiske bagland.
Det ligger simpelthen ikke naturligt i det socialdemokratiske DNA at behandle forskellige befolkningsgrupper forskelligt og at betragte kulturforskelle som en bestemmende faktor for politikudvikling: man tror ikke på, at kultur er særlig vigtigt, og derfor heller ikke, at kultur kan udgøre en uoverstigelig barriere for vellykket integration. I socialdemokratisk optik er det udelukkende socio-økonomiske faktorer, der har betydning for vellykket integration: Det var en massiv socio-økonomisk indsats, som fra 1930´rne og frem løftede arbejderklassen ud af fattigdom og skabte velfærdsstaten, og det den samme øvelse, der dybest set skal sikre integration af muslimer i det danske samfund.
Det er en så rodfæstet opfattelse, at kriminalitet, fattigdom og social udgrænsning udelukkende er et spørgsmål om økonomi, at hele øvelsen med at skifte udlændingepolitik, hvilket i realiteten er værdipolitik, nærmest over night, ikke alene er et topstyret diktat, men også vil få en vanskelig gang på jorden i baglandet, når vi vender tilbage til mere normale politiske tilstande efter corona. Så sent som i maj i år var 24 socialdemokrater ude med en skarp kritik af ledelsen og den nye værdipolitik. Den kritik vil givet forstærkes i tiden, der kommer.
Alligevel er jeg ikke uberørt af Tesfayes frejdige udmelding om, at det er ”dejlige tal”, når antallet af flygtninge, der forlader Danmark er større end dem, der kommer ind i landet. Eller af Rasmus Stoklund, når han på Facebook går i kødet på skoleledernes formand, Claus Hjortdal, og andre repræsentanter for folkeskolen for ikke at bakke op om ytringsfriheden men derimod at bøje sig for voldsmandens veto ved ikke at støtte lærere, der ønsker at anvende Muhammed-tegninger i undervisningen,
Og jeg er regulært begejstret over DSUs formand Frederik Vad Nielsen, der i et interview med Kontrast minder om, at den frie tanke og dermed ytringsfriheden også er fundamentet for venstrefløjen, men at den på lange stræk synes at have glemt det. Og når han i samme interview udtrykker stor bekymring for konsekvenserne af den manglende uddannelse i og viden om ytringsfrihedens betydning, som præger nutidens unge. Om få år vil de bestride centrale poster i samfundet, men vil være dårligt rustet til at værne om ytringsfriheden og demokratiet, fordi de aldrig har lært om det.
Det er helt nye toner – og et helt nyt værdipolitisk tema for socialdemokraterne, som den unge DSU-formand tager op her. Spørgsmålet er, om hans ord vinder genklang i eget bagland. Jeg tvivler.
I det hele taget tvivler jeg stærkt på det nye, socialdemokratiske strammer-projekt – både på indholdssiden og på holdbarheden. Men den efterlader et varigt aftryk, nemlig at en stram udlændingepolitik hører til i midten af dansk politik – og det er jo også noget.
