I dag, onsdag, afholder den franske ambassade med ambassadør, Francois Zimeray i spidsen, fin reception med Dronning Margrethe og det franske præsidentpar som æresgæster.
Ambassadøren, der selv var til stede under terrorangrebet på Krudttønden i 2015, har som en – på overfladen - fin gestus også inviteret en række af de øvrige, der hin skæbnesvangre februardag i 2015 også havde valgt at deltage i det debatarrangement, hvor Omar el Hussein spredte rædsel og dræbte Finn Nørgaard i islams navn.
Men selve målet for Omar el Husseins terrorangreb, den svenske kunstner og kunstprofessor Lars Vilks, er ikke inviteret. Helle Merete Brix, der var vært ved arrangementet på Krudttønden, har i Weekendavisen citeret Zimeray for at forklare, at det ”… ikke lade sig gøre, fordi han hverken er dansk eller fransk statsborger […] Det er kriteriet. Der er også så stort et pres på invitationerne, at en række af ambassadørens kolleger, private venner og familie ikke kan få en invitation”
En tåbelig og bovlam forklaring fra fransk side, for selvfølgelig kunne man finde plads til Vilks, hvis man havde villet. Men det vil man ikke. Og den reelle forklaring, er den sædvanlige: Man ønsker ikke at krænke muslimske følelser ved at invitere en Muhammed-tegner og derved udsætte sig for den voldsrisiko, der altid følger med de let-krænkede muslimske følelser.
Hermed lægger den franske ambassade sig lige i enden af Skovgaard Museet, som i 2017 åbnede en udstilling om blasfemi i kunsten, der bl.a. omfattede et ”værk”, hvor den korsfæstede Kristus var nedsænket i pis, men som ikke havde medtaget det mest ikoniske billede, når vi taler om blasfemi i kunst, nemlig Kurt Westergaards Muhammed-tegning.
Her var Skovgaard Museets leder, Anne-Mette Willumsen, ude i lige så fesne bortforklaringer, som den franske ambassadør, bl.a. at Westergaards Muhammed-tegning ikke var med, fordi det ville fjerne fokus fra udstillingens andre værker.
Det er tåkrummende pinagtigt at skulle høre disse konstruerede og utroværdige bortforklaringer, der kun dækker over frygt, fejhed og selvcensur. Jeg tvivler ikke på Zimerays gode intentioner, når han inviterer de terrorramte fra Krudttønden til fin reception. Men når invitationen ikke omfatter den person, terroristen gik efter, så kommer Zimerays gestus til at fremstå som en tom cadeau til de mennesker, der var til stede, i stedet for en stærk markering af, at Danmark og Frankrig står sammen i forsvaret for den mest grundlæggende frihedsrettighed, ytringsfriheden.
Da Trykkefrihedsselskabet samme år som terrorattentatet på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade fandt sted, afholdt international konference i anledning af 10-året for Muhammedtegningerne, skulle jeg reservere bord på restaurant FIAT på Kgs. Nytorv til den efterfølgende middag for paneldeltagerne og særligt inviterede gæster. Et selskab på ca. 20 personer. Der var ingen smalle steder fra FIATs side, alt kunne lade sig gøre – lige indtil jeg kom til at sige, at vi også skulle booke et bord i nærheden til 4 livvagter.
Så blev der stille i røret. Og da tjeneren hørte, at Flemming Rose og Lars Hedegaard var blandt vores gæster, blev samtalen høfligt afbrudt med besked om, at man lige ville vende tilbage. En time senere blev jeg ringet op og meddelt, at FIAT ikke kunne servere for os alligevel.
Jeg er efterhånden vaccineret ad nauseam mod alle de grådkvalte og hændervridende demonstrationer og tilkendegivelser, der flyder i en lind strøm, hver gang trusler fra krænkede muslimske følelser stikker sit grimme hoved frem: af Lars Løkke, når han taler om ”voldtægt af islam”. Af fakkeltog. Af Imagine-afsyngning og oprakte blyanter. Af alle je suis-kampagnerne. Det er alt sammen omkostningsfrie og selvsmagende forsøg på at skaffe sig aflad for ikke at gøre noget. Og det får ingen potentiel terrorist til at tænke sig om to gange og overveje, om viljen til forsvar for vores værdier er så stærk, at man måske hellere skulle pakke våbnene sammen og kravle ud af lastbilen.
Tværtimod.
En invitation til Lars Vilks sammen med vores dronning og det franske præsidentpar ville have sendt et meget vigtigt signal. Det turde Zimeray ikke. Je suis…
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
