Jacob Jacobsen Dampe: Tidsskriftet "Iagttageren", 1820

[Nedenstående er svar til en debattør, der havde skrevet, at den utilfredshed, der kom offentligt til udtryk i England, beviste, hvor lidt de repræsentative, demokratiske forfatninger var værd. Dampe svarede, at det var en forkert følgeslutning. Den engelske befolkning protesterede ikke, fordi den længtes efter en ufri forfatning. Omvendt kunne man ikke slutte, at folk, der levede under ufri forfatninger, var lykkelige og tilfredse, blot fordi de ikke protesterede.]

Dette er det eneste kendte billede
af Dr. Jacob Jacobsen Dampe og
må stamme fra i 1850erne.
Dampe blev født i 1790 som søn
af en københavnsk skræddermester.
Han blev teologisk kandidat i 1809,
modtog universitetets guldmedalje
for en æstetisk afhandling og blev
i 1812 doktor i filosofi på en latinsk
afhandling om Koranens etik.
Efter nogle år som adjunkt i
Slagelse, vendte han i 1816 tilbage
til København og blev hurtigt
inddraget i kredse, hvor man ivrede
for ytringsfrihed og en demokratisk
forfatning. Af samme grund blev han
snart genstand for politiets og kong
Frederik 6.s nærgående interesse.
Den 16. november 1820 blev han
sammen med sin politiske
kampfælle smedemester
Hans Christian Jørgensen arresteret,
da de indfandt sig til et møde i
Brolæggerstræde - i det
nuværende nr. 11. På sig havde
Dampe nogle papirer, der opfordrede
til en samfundsomvæltning.
I 1821 blev Dampe og Jørgensen
begge dødsdømt, men kongen
ændrede dommen til livsvarigt
fængsel. De første fængselsår
tilbragte Dampe på Kastellet, men
i 1826 blev han overført til
Frederiksø, hvor smedemester
Jørgensen allerede sad.
Jørgensen blev benådet i 1831
og døde i 1849. Dampe slap ud i
1841, men fik i 1848 lov til at vende
tilbage i hovedstaden, hvor han
indtil sin død i 1867 prøvede at
skaffe sig et beskedent udkomme
som forfatter og foredragsholder.
De fleste historikere fremstiller
Dampe som en overspændt,
sværmerisk og temmelig
utilregnelig type, men som
Michael Helm har vist i det eneste
seriøse værk, der er skrevet om
Dampe og Jørgensen (Det kvalte
demokrati: Guldalderens glemte
systemkritikere. København,
Gyldendal, 1986),
er der ingen holdepunkter
for en sådan karakteristik.

Slige floskler om de tavse folks tilfredshed kunne finde sted i geburtsdag-taler, hvilke, i vejret henvistede, ere tilintetgjorte som i luften flagrende halmstraae for historiens og sandhedens fakkel. Alle støtter, transparenter, menneskehobe, der ere commanderede til at spænde sig selv, som heste, for fyrsternes vogne og opfylde luften med glædes-hurra over landets tilstand, hvilken disse jublende menneskehobe oftest enten slet ikke kjende til, eller, berusede af vinen, have glemt; alle døgnbladskrivernes ækle gjentagelser, deres ofte menneskeheden høist nedværdigende og en dyb foragt for menneskehoben vækkende talemaader og slaviske udtryk – alt dette er for den fornuftige et intet, alene fordi det beviser intet. ... Hvor folkene aldeles intet kunne fremføre, uden saadanne udtryk af tilfredshed, der egentlig høre til hofstilen, dér gjærer ofte utilfredsheden i det inderste med en des stærkere kraft. Munden kan bindes, men sjælene og tankerne kunne ikke bindes. ...

Hos saadanne nationer skal man aldeles ikke tænke paa, hvad folket taler, men hvad folket vilde tale, om det maatte tale. Ikke de tanker, som komme frem, men den dybt sammenknugede, maaske store masse af tanker, som ruger i hjerterne. Dér maa det ofte hedde, som ved den stumme ulykkelige i tragedien: "O! hvad vilde han ikke sige, om kan kunde tale!" Ja, hvilke ord vilde udstrømme fra hans læber ... hvilke udbrud af den saalænge tilbageholdte harme og dynger af uretfærdigheder, hvilke anklager mod underkuere og hemmelige voldsmænd i Staterne, hvilke opregnelser af de mægtiges hidtil med tavshed forbigaaede forbrydelser, hvilke tungt rammende bebrejdelser af uskyldige svage, der har baaret lænker, mens de formaaende lastefulde have strakt sig paa det bløde purpurleje, ja! hvilke forbandelser, hvilke hidtil undertrykte fortvivlelses-udraab, hvilke fordringer af gjengældelsen over de skyldige! Saaledes vilde stemmen ofte lyde i de ufri lande, om tungerne fik mæle.

Det er derfor højst uret at drage et beviis for, hvad der tales i de friere lande, naar man ikke veed, hvad der forties i de ufrie.

Kilde:
Ugebladet "Iagttageren" findes ikke på Det Kgl. Bibliotek og kun et par af de i alt 13 udkomne numre – fra 4. oktober til 15. november 1820 – kan skaffes ad anden jej, sandsynligvis fordi oplagene er blevet beslaglagt og opkøbt af politiet og derefter destrueret. Overstående tekststykke stammer fra en artikelserie om Dampe-sagen, som avisen Kjøbenhavnsposten bragte i 1841, og som er gengivet hos Michael Helm: Det kvalte demokrati: Guldalderens glemte systemkritikere. København, Gyldendal, 1986, s. 39-40.

Følg os her: