I mandags, den 7. oktober, var det ét år siden at terrororganisationen Hamas udførte den største nedslagtning af jøder siden 2. Verdenskrig: over 1200 civile israelere blev bestialsk nedslagtet, tortureret, ydmyget og bortført, og kastede dermed Israel ud i en overlevelseskrig, som vi ikke kommer til at se enden på foreløbig.
Det seneste år har vi sideløbende herhjemme set krigen trække grimme spor ind i vor midte som en direkte konsekvens af årtiers masseimport af islam: herboende muslimer har i utallige demonstrationer bevæget sig gennem gaderne i vores byer og krævet både Israel og jøderne udslettet under parolerne ”From the river to the Sea!” og ”Intifada Now!”. Allerede længe før 7. oktober 2023 var det almindeligt anerkendt, at jøder ikke kunne færdes i hverken fred eller sikkerhed på Nørrebro, men siden Hamas´angreb er enhver tilkendegivelse af sympati med den demokratiske stat Israel ganske umulig og bliver fulgt af hærværk, trusler og intimidering. Der hersker altså voldelige og totalitære tilstande i områder af Danmark, som ikke bliver imødegået og slået ned – endsige anerkendt.
En væsentlig årsag hertil er, at store dele af venstrefløjen, fra de yderste, (semi)totalitære dele af Enhedslisten og til Socialdemokratiets Mogens Lykketoft på alt for lange stræk bakker op om de muslimske krav – eller som minimum anklager Israel for at være noget nær nazistisk (sic!): vi har set hundredevis af danske sympatisører gå med i de muslimske demonstrationer og råbe med på de anti-israelske (-jødiske) paroler iført samme partisantørklæder, der i årtier har været en integreret del af de palæstinensiske terrororganisationers uniform.
Disse i bedste fald naive og nyttige idioter for islams antisemitisme og totalitarisme har bidraget væsentligt til ikke bare en udvidelse af rammerne for, hvad vi normalt ville tillade i forhold til danske medborgere, men også til en de facto legalisering af muslimsk terror, hvis eneste formål er at bekæmpe demokratiet og de frihedsrettigheder, der bærer det. Der er således ingen, som i absolut INGEN, på den danske venstrefløj, der har besværet sig over de totalitære forhold på Nørrebro og krævet aktiv indsats for at bringe bydelen tilbage til demokratiet og retsstaten eller bare som et minimum hævdet samme ret til at hænge israelske flag i vinduerne, som de utallige palæstinensiske, der lige nu flagrer fra lejlighederne.
Mogens Lykketoft kan til gengæld ikke dække sig ind under at være en nyttig idiot: i årtier har han som den danske udgave af den tidligere Labour leder, Jeremy Corbyn (der endte med at blive afsat i unåde for sine antisemitiske tilbøjeligheder og Hamas-sympatier) tordnet mod Israel, som han endda i sin korte tid som udenrigsminister næsten nåede at ødelægge forholdet til. I et indlæg, bragt i Altinget mandag den 7. oktober, skriver han under overskriften ”Den grusomme konflikt har varet 77 år. Men Israels terror er uden tvivl den mest morderiske” bl.a.:
”Israels regering har gjort alt for at lægge røgslør hen over de blodige realiteter – både ud til verden og hjem til deres eget folk.” Og Lykketoft fortsætter lidt senere: ”Hamas' massakre for et år siden var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahus uden konkurrence det mest morderiske.”
Selvom Lykketoft er en has-been i dansk politik, har han stadig en stemme i medierne. Og selvom Socialdemokraterne i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed nok ønsker udmeldinger som disse fra partiets runkedorer hen, hvor peberet gror, så er Lykketoft på lange stræk eksponent for holdningen på en alt for stor del af venstrefløjen. Og så længe holdninger som Lykketofts trives i det, vi ellers normalt ville betegne som det demokratiske spektrum, eksisterer der reelt ingen konsensus om hverken retsstat, demokrati eller ytringsfrihed. På den måde har den israelske overlevelseskrig været endnu en øjenåbner for os: den har vist, at vi ikke bare er i vildrede med os selv og vores idealer, men at vi også er et delt folk, og at afstanden mellem os bliver stadigt større.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
